Alle holdene er nu gået igennem draften, og en masse spændende talenter er blevet valgt.

Gul klud har givet samtlige hold karakterer for deres draft. Klik her for at se karakteren for dit yndlingshold

Divisionsgennemgang:
NFC South | NFC North | NFC West | NFC East | AFC South | AFC North | AFC West | AFC East

Her kan du få et overblik over de bedste og dårligste valg i AFC North.


Baltimore Ravens

#6 (1.runde)  OT Ronnie Stanley
#42 (2. runde) OLB Kamalei Correa
#70 (3.runde) DE Bronson Kaufusi
#104 (4.runde) CB Tavon Young
#107 (4. runde) WR Chris Moore
#130 (4.runde) OT Alex Lewis
#132 (4.runde) DT Willie Henry
#134 (4.runde) RB Kenneth Dixon
#146 (5.runde)DE Matt Judon
#182 (6.runde) WR Keenan Reynolds
#209 (6.runde) CB Maurice Canady

Fornem høst for Baltimore Ravens, som i år håber på at vende tilbage til slutspillet efter et forfærdeligt 2015. Med et hav af picks specielt i de midterste runder, så gik Ravens dobbelt op på flere af deres tynde positioner. To tackles mest af alt anført af den dygtige Ronnie Stanley, 3 defensive linjefolk med bl.a. spændende Bronson Kaufusi, to cornerbacks, hvor Maurice Canady var et mindre steal i sjette runde. Derudover blev der også valgt halvanden receiver. Det bliver nemlig spændende at se, om Keenan Reynolds kan finde en rolle som wide receiver, gadget-spiller, returner eller andet. Reynolds spillede quarterback i college, men det var ikke der fremtiden lå i NFL, og han får nu chancen for måske at blive den nye Julian Edelman.

Bedste værdi: Kenneth Dixon
Der var adskillige muligheder, men det her valg er simpelthen perfekt for Ravens, og i fjerde runde er der masser af værdi i Dixon. Derudover er han et virkeligt godt fit, da Dixon kan bruge sine gode retningsskift og hurtige cuts effektivt i Ravens angreb, som ofte bruge zone running systemer. Med en aldrende Justin Forsett så kan Dixon formentlig bidrage i rotationen med det samme.

Dårligste værdi: Ingen
Det piner mig som Steelers fan, at jeg ikke kan retfærdiggøre at smide nogle valg her. Jeg synes, at alle valgene præsenterer fin værdi. Matt Judon og Alex Lewis har begge et stykke til spilletid, men har begge potentiale til fine spillere, og så blev de ikke valgt specielt højt. Keenan Reynolds er en chance, men et sjetterundevalg er det rigtige sted at tage chancen på en atlet. Overordnet set vil jeg ikke udpege og kritisere et eneste, da jeg irriterende nok synes, at det er en fremragende draftårgang.


Cleveland Browns

#15 (1.runde) WR Corey Coleman
#32 (2.runde) DE Emmanuel Ogbah
#65 (3.runde) DE Carl Nassib
#76 (3.runde) OT Shon Coleman
#93 (3.runde) QB Cody Kessler
#99 (4.runde) OLB Joe Schobert
#114 (4.runde) WR Ricardo Louis
#129 (4.runde)S Derrick Kindred
#138 (4.runde) WR/TE Seth Devalve
#153 (5.runde) WR Jordan Payton
#168 (5.runde) OT Spencer Drango
#172 (5.runde) WR Rashard Higgins
#173 (5.runde) CB Trey Caldwell
#250 (7.runde) ILB Scooby Wright III

Hold nu op en omgang. 14 draftpicks, og hele 11 i 3., 4. og 5. runde. Der var ikke en eneste position, hvor Browns ikke kunne bruge talent. Det er svært at få et overblik, men to positioner skiller sig ud. 4 wide receivere og en atletisk tight end hybrid vidner om, at Hue Jackson ville have nye offensive mål. Coleman bliver en playmaker fra første dag, og Rashard Higgins i femte runde kan vise sig som et af de bedre valg i deres draft. Derudover så blev der lagt et fokus på pass-rushere med to tidligere valg på Emmanuel Ogbah og Carl Nassib. I tredje runde fik Cleveland også en ny quarterback! Cody Kessler kommer til at kæmpe med RGIII om startpladsen, og hvis Hue Jackson kan få noget ud af en af dem, så fortjener han titlen som en quarterback-guru. Jeg er ikke ekstremt begejstret over deres draft i det hele taget. Udover Corey Coleman virker det som en grå masse af knap så spændende spillere, som måske nok bliver solide, men næppe noget specielt. 

Bedste værdi: Rashard Higgins
Higgins har en hel del potentiale, og det ville ikke overraske mig, hvis han ender som bedre end Payton og Louis valgt i runderne før. Han har udmærkede hænder og er god, når bolden er i luften. Han er måske ikke en fremragende atlet, men der kan være en fin possession receiver i Higgins

Dårligste værdi: Seth Devalve
Jeg kan sagtens se, hvor Browns vil hen med det her. En move tight-end er blevet en populær idé, og Devalve passer på den beskrivelse. Han er ikke helt hurtig nok til at være rigtigt receiver, og han er ikke helt stor nok til at blokere som tight-end. Der er bare rigtig mange ting, som taler for, at det her er et ekstremt reach. Devalve kommer ud af en lille skole, og har langt fra en produktion, som kunne indikere, at han var bedre end resten af spillerne. Han er fin atlet, men skulle angiveligt ifølge Bleacherreports Matt Miller have store problemer med knæene. Det virker som et projekt, der starter op ad bakke, og fjerde runde er lidt for tidligt for sådan et projekt.


Cincinnati Bengals

#24 (1.runde) CB William Jackson III
#55 (2.runde) WR Tyler Boyd
#87 (3.runde) LB Nick Vigil
#122 (4.runde) DT Andrew Billings
#161 (5.runde) OG Christian Westerman
#199 (6.runde) WR Cody Core
#245 (7.runde) S Clayton Fejedelem

Efter to tunge draftårgange, så har Bengals en mere normal mængde draftpicks. I første runde blev det til endnu en cornerback, som jeg personligt er ganske begejstret for. Den største mangel inden draften var umiddelbart på receiverpladsen, og her fik man Tyler Boyd, som bør være et fint mål efter Green og Eifert. Det blev også dobbelt op på den plads med store og atletiske Cody Core, som hvis han får styr på det tekniske kan blive en god dyb trussel. Andrew Billings og Christian Westerman er to virkelig fine valg, og begge var udset til at gå et par runde før. 

Bedste værdi: Andrew Billings
Det blev tydeligt, at han var overvurderet i medierne i forhold til blandt holdene, men der er uden tvivl noget talent. Han er stadig meget ung og allerede bomstærk. Der er både mentale og tekniske aspekter, som han skal lære, men han har alle forudsætninger for dette i Cincinnati. Han vil formentligt sidde et år bag aldrende Domata Peko, og kan så fra 2017 blive startende 1-tech defensive tackle ved siden af Geno Atkins.

Dårligste værdi: Nick Vigil
Det var ikke noget dårligt valg, men holdt op mod de andre seks valg, så efterlader dette valg mest værdi på bordet. Han har gode instinkter og finder bolden hurtigt, men skal nok blive lidt større i NFL, hvis han skal klare sig som linebacker. 


Pittsburgh Steelers

#25 (1.runde) CB Artie Burns
#58 (2.runde) S Sean Davis
#89 (3.runde) DT Javon Hargrave
#123 (4.runde) OT Jerald Hawkins
#220 (6.runde OLB Travis Feeney
#229 (7.runde) WR/PR Demarcus Ayers
#246 (7.runde) ILB Tyler Matakevich

Forsvaret var forståeligt i fokus, og specielt den bagerste enhed fik et skud talent i form af Artie burns og Sean Davis. Begge har gode atletiske evner, men kræver nok begge udvikling. Dermed ikke sagt, at de ikke kan få spilletid i år, men det skyldes måske mere talentmangel hos de rivaliserende spillere på positionen. I tredje runde fik Steelers adresseret endnu et need, da Javon Hargrave blev valgt til at fylde hullet på nose-tackle. Derefter blev der valgt lidt forskellige projekter. Hawkins er nok nogle år fra spilletid og Feeney, Ayers og Matakevich skal nok håbe på special teams roller umiddelbart.

Bedste værdi: Javon Hargrave
Hargrave kom fra et mindre college, hvor han dominerede imod andenrangsmodstand, men i draftprocessen mod de andre spillere viste han sig stadig fornemt frem. Han er stor men eksplosiv, og vil allerede i år være en alsidig brik på den defensive linje, som trak tunge veksler på Stephon Tuitt og Cameron Heyward. Værdien kommer mest i kraft af, at man formår at adressere et stort behov i tredje runde, og så må Steelers fans krydse fingre på, at han aklimatisere sig hurtigt. 

Dårligste værdi: Artie Burns
Pittsburgh Steelers var i seriøs talentmangel på cornerback positionen, og derfor var det forståeligt, at man valgte en cornerback, selvom der allerede var røget en del. Selvom det er et forståeligt reach, så er Burns umiddelbart et niveau under de andre cornerbacks valgt i første runde. Han kræver lidt mere fintuning, men hvis han viser gode takter, er der ikke langt til banen i Pittsburgh.