Ét ubesejret hold tilbage. Dyre skader og hold, der overrasker positivt og negativt. Uge fire bød på det hele. Her er, hvad vi lærte.

1) Bears kigger mod Trubisky
Mike Glennon har ikke været nogen åbenbaring, siden han fik en stor kontrakt af Bears inden sæsonen. Holdet har tabt tre af de første fire kampe, og Glennon har stået for fem interceptions og flere mistede fumbles. Derfor prøver man nu med rookie Mitchell Trubisky. Vi får at se i næste uge, om det giver pote.
2) Dolphins-angrebet er håbløst
Adam Gase blev hentet til Miami som cheftræner med håbet om, at han kunne bygge et vinderhold op om et slagkraftigt angreb. Søndag så jeg med egne øjne, hvor langt de er fra målet. Alt, hvad Jay Cutler foretog sig som quarterback i London var korte kast og en håbløs interception. Seks point i to kampe SKAL blive bedre. Ellers skal Gase se sig om, efter et nyt job.
3) Bills overrasker igen
Måske er Buffalo Bills rent faktisk gode. For anden uge i træk slog Bills søndag et af de ubesejrede hold i NFL, da det blev til en sejr over Falcons. Forsvaret er solidt, og kombinationen af Tyrod Taylor og Lesean McCoy er giftig for mange modstandere.
4) Rams-angrebet blomstrer under Sean McVay
McVay blev den yngste head coach i NFLs historie, da Rams ansatte ham i foråret, og det ser ud til at være en god beslutning. Rams-angrebet og unge quarterback Jared Goff er blomstret op og fra at have været en svaghed er det nu pludselig en styrke for Los Angeles-holdet. Rams ligner pludselig en favorit i NFC West.
5)Texans-angrebet blomstrer med Deshaun Watson
Hvor Rams-angrebet blomstrer under en ny træner, så kan det samme siges om Texans. Her er det bare en quarterback, der gør forskellen. Rookie Deshaun Watson spiller fremragende, og efter en næsten-sejr over Patriots i sidste uge bød søndagen på en nedslagtning af Titans. Hele 57 point scorede hjemmeholdet, og Watson har haft en stor andel i den offensive åbenbaring.
6) Vikings er nu uden Dalvin Cook
Vikings tabte til Lions søndag, og med nederlaget tabte de måske også sæsonen. Især fordi rookie runningback Dalvin Cook blev skadet og er ude resten af sæsonen. Forsvaret skal nu bære holdet igennem sæsonen, og på sigt kan det blive svært.
7) Patriots halter
Hvem skulle have troet, at Patriots ville være 2-2 efter fire uger? Et overraskende nederlag til Panthers søndag betyder, at de forsvarende mestre slet ikke har kontrol over AFC East, som de plejer. Det bliver fremragende at følge fremadrettet.
8) Kan Raiders uden Derek Carr?
For anden uge i træk tabte Raiders i weekenden, og som en ekstra bet blev quarterback Derek Carr skadet. Sidste år sluttede Raiders’ sæson reelt, da Carr brækkede benet, og selvom skaden ikke er så voldsom denne gang er der en pæn risiko for, at skaden holder ham ude et par uger. Hvis Raiders bliver 2-4 kan sæsonen nærmest være slut i stærke AFC West.
9) Broncos’ løbeforsvar har løftet sig enormt
Et svaghedspunkt i sidste sæson, der blev fokuseret på i foråret har givet pote for Broncos. Løbeforsvaret er nu et af de bedste i NFL, og gennem sæsonens første fire uger har man holdt Melvin Gordon, Ezekiel Elliott, Lesean McCoy og Marshawn Lynch til 95 yards på 50 forsøg og nul touchdowns. Tilsammen. Det er stærkt, og hvis man kan undgå at kasteforsvaret lider under, at man fokuserer på at stoppe løbet, så kan forsvaret være tilbage til det niveau, der sikrede dem sejr i Super Bowl 50.
10) Chiefs er eneste ubesejrede hold
Det er dog andetsteds i AFC West, at ligaens eneste tilbageværende hold uden nederlag skal findes. Chiefs slog mandag nat Redskins i et hæsblæsende opgør, og Andy Reids tropper er nu 4-0. Er det endelig året, hvor Chiefs går hele vejen og vinder Super Bowl? Lige nu er de et godt bud.

1 KOMMENTAR

  1. Hvor et det en klmpe forløsnig, at se teams, der har været så dårlige i mange år, spille rigtig god football. Rams, Bills og Texans bare for at nævne de mest åbenlyse. Ville personligt ikke have noget i mod et slutspil, hvor teams som Steelers, Patriots, Seahawks og Packers ikke var med. Nu håber jeg bare, at Trubisky er “The man” i Bears og at Kizer bliver til noget i Browns, så er der en perlerække af nye fremadstormende QB’s, som bliver ret spændende at følge.

Comments are closed.