Der mangler én uge af grundspillet i NFL, og slutspillet er ved at falde på plads. Her er 10 ting, vi lærte af uge 17.

1. Ravens ER bedst i NFL
I sidste uges artikel stillede jeg spørgsmålet om Ravens var bedst i NFL. Nu er jeg klar til selv at svare, og det svar er et rungende ja! Baltimore smadrede Dolphins nytårsaften og sikrede sig dermed første seed i AFC. Lamar Jackson sikrede sig formentlig også titlen som MVP, og Ravens ser ud til, at de bliver meget svære at slå i slutspillet.

2. Chiefs vinder AFC West – igen
Det er ikke den store overraskelse, men det blev alligevel lidt mere tæt, end de fleste nok havde regnet med. Men med en sejr sparket på plads af kicker Harrison Butker, så kom divisionssejren alligevel i hus omend angrebet stadig halter. Deres sejr eliminerede en del hold fra slutspillet, men jeg har mine tvivl om, hvorvidt Chiefs selv kan nå langt i år.

3. No Trevor? No problem
Jaguars havde ikke vundet i ugevis og med Trevor Lawrence skadet så det pludselig skidt ud for sæsonen. Men det er altid godt, at man så kan møde Panthers. Så er selv C.J. Beathard god nok til at vinde 26-0 og komme tilbage på sporet. Jaguars er 9-7 og kan med en sejr over Titans i sidste spilleuge glæde sig over sejren i AFC South. Taber de kan de misse slutspillet.

4. Tre hold kan fortsat vinde NFC South
Falcons tabte til Bears og missede dermed en gylden mulighed for at udligne stillingen i NFC South. Især fordi Saints slog Buccaneers og nu – ligesom Falcons er 7-9. Buccaneers er 8-8 og stadig i førersædet i divisionen.

5. 49ers er førsteseed efter Eagles’ kollaps
San Francisco gjorde arbejdet færdigt og slog Commanders, og da Eagles samtidig meget skuffende tabte til Cardinals med 35-31, så kan 49ers glæde sig over, at de nu har sikret sig hjemmebanefordel i NFC-slutspillet.

6. Bills kan vinde andet seed i AFC
Med en sejr over Patriots søndag – og Dolphins’ nederlag til Ravens – er der nu lagt op til en divisionsfinale mellem Dolphins og Bills i sidste spilleuge. Kampen er flyttet til Sunday Night Football, og det er der en rigtig god grund til. Det bliver et brag af en kamp og får kæmpe betydning for AFC-slutspillet.

7. Dommerne kostede Lions en sejr – måske
Allerede lørdag fik vi et brag af en kamp, da Lions og Cowboys tørnede sammen, og det blev en kamp, der først blev afgjort til allersidst efter en vil sekvens, hvor Lions gik efter at vinde kampen på en two-point-conversion. Det store samtaleemne efter kampen var, om dommerne havde lavet en stor fejl ved at kalde en straf på Lions’ Taylor Decker. Lions mener, at han rapportede sig selv som såkaldt “eligible receiver”, men dommeren annoncerede en anden spiller i stedet. Alt dette sker dog inden spillet, så mit store spørgsmål er: Hvis dommeren havde fået forkert fat i spilleren, HVORFOR VAR DER SÅ INGEN, DER SAGDE NOGET? Med det sagt, så var det endnu en gang, hvor vi taler om dommerne efter kampen, og nu må det altså snart være tid til at få fuldtidsdommere. Målt på omsætning af NFL klart den største sport i USA, men både MLB (baseball), NHL (ishockey) og NBA (basketball) har fuldtidsprofessionelle dommere. Det er 2024, NFL. Kom i gang!

8. Packers står over for win-and-in
Med en stor sejr over Minnesota Vikings er Packers nu i en situation, hvor det bare handler om at vinde i spilleuge 18, og så er de i slutspillet. Det eneste, der står i vejen er Chicago Bears, men det kan nu også ende med at være en tricky kamp for Green Bay. Uanset hvad, så ser det ud til, at Jordan Love kan være en fuldgod erstatning for Aaron Rodgers.

9. Joe Flacco bør være Comeback Player of the Year
Quarterbacken er således kommet ind og har reddet Browns’ sæson, alt imens han samtidig nærmest er blevet et internet meme. I sidste ende går prisen nok til Bills’ Damar Hamlin, men Flacco har fortjent den. Quarterbacken har på fem kampe ført Browns til 4 sejre, kastet for mere end 1600 yards og har 13 touchdowns i perioden. Det er lige så mange eller flere som fire hele hold – og de har altså haft 16 kampe til det. Flacco har gjort det på fem.

10. Hvilke trænere er på vej ud?
Udover Josh McDaniels, Brandon Staley og Frank Reich, der allerede er blevet fyret, så kan vi nok se frem til en 3-4 fyringer efter sæsonen. Som jeg ser det lige nu er Commanders’ Ron Rivera formentlig på vej ud. Det samme gælder muligvis for Titans’ Mike Vrabel (omend han nok har lidt længere snor), og så er der sagaen om Bill Belichick, som jeg tror også ryger ud. Andre kandidater kunne være Jets’ Robert Saleh (selvom ejeren har fredet ham) og måske Giants’ Brian Daboll og Falcons’ Arthur Smith. Sidstnævnte har dog stadig noget at spille for i sidste spilleuge, så måske har han reddet sig en uge mere.