Optakt: Super Bowl LIX 

0

Bryder Eagles med Chiefs’ enevælde, eller skriver Mahomes historie med sit tredje mesterskab i træk? Her får du Gul Kluds store optakt til Super Bowl LIX. 

New Orleans, Louisiana. Tiden er kommet. Denne søndag kulminerer 2024-sæsonen, når Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs brager sammen i den legendariske Superdome i Super Bowl LIX. 

Kan Philadelphia Eagles stoppe Kansas City Chiefs’ enevælde i NFL? Eller skriver Chiefs historie ved at blive det første hold nogensinde til at vinde tre mesterskaber i træk? 

Scenen er sat for en fantastisk og jævnbyrdig finale mellem de to bedste hold i nutidens NFL. Philadelphia Eagles har kæmpet sig tilbage til sin anden Super Bowl på tre år, efter at sportschef Howie Roseman orkestrerede én af de bedste offseasons i nyere tid. 

Læs mere: Eagles’ vej til Super Bowl LIX 

I løbet af foråret 2024 formåede Roseman at ansætte Vic Fangio og Kellen Moore som koordinatorer, lokke Saquon Barkley til Philadelphia og hente et væld af forstærkninger til forsvaret – såvel på transfermarkedet som i draften. 

Sammen skabte Howie Roseman og Nick Sirianni det mest komplette hold i nutidens NFL. I 2024-sæsonen scorede Eagles sjetteflest point og producerede syvendeflest yards, mens deres forsvar tillod færrest point og yards i ligaen. 

Kansas City Chiefs har haft en anderledes uskøn vej til Super Bowl LIX. Angrebet blev decimeret af skader til flere nøglespillere, og så har døren til Patrick Mahomes’ blinde vinkel stået på vidt gab i størstedelen af sæsonen. 

Læs mere: Gul Kluds interview med Joe Thuney 

Ikke desto mindre vandt Chiefs 15 af 17 grundspilskampe, og erobrede både førsteseedet i den ellers konkurrencedygtige AFC og sin niende divisionstitel i træk. Andy Reid fik stabiliseret sin offensive linje ved at flytte Joe Thuney ud som venstre tackle, og Xavier Worthy etablerede sig gradvist som én af Chiefs’ vigtigste angrebsspillere. 

Det var ikke altid kønt, da hele 10 af Chiefs’ 15 sejre blev afgjort med ét touchdown eller færre point. Men Chiefs beviste, at de har opbygget en helt særlig vindermentalitet, og det ser ud til, at de igen topper på det helt rigtige tidspunkt. 

Læs mere: Chiefs’ vej til Super Bowl LIX

Seneste nyt på skadesfronten 

Flere af Philadelphia Eagles’ spillere har døjet med influenza-lignende symptomer i optakten til Super Bowl LIX – deriblandt forsvarets store anker Jalen Carter, som har glippet størstedelen af Eagles’ medieforpligtelser og træningspas i den forgangne uge. Carter har været en central brik i Eagles’ top-rangerede forsvar med 42 tacklinger, fem sacks og hele 53 pressures i 2024-sæsonen. 

Nick Sirianni kan dog glæde sig over, at den legendariske Eagles-spiller Brandon Graham er blevet sin overarmsskade kvit. Graham har spillet for Eagles, siden han blev valgt i første runde af 2010-draften, og forventningen er, at han trækker sig tilbage efter Super Bowl LIX. Derudover er Cam Jurgens meldt skadesfri, efter at han glippede NFC-finalen. 

Læs mere: Genrejsningen af Eagles’ forsvar 

Omvendt råder Andy Reid over en stort set skadesfri spillertrup. Chiefs fik Marquise “Hollywood” Brown tilbage før slutspillet, efter at han missede størstedelen af grundspillet med en kravebensskade. 

Browns blotte tilstedeværelse og fart har hjulpet Chiefs’ angreb med at finde sit topniveau i slutningen af sæsonen, hvor de senest scorede 32 point og producerede 368 yards mod Buffalo Bills i AFC-finalen.  

Kan Eagles nedbryde Steve Spagnuolos forsvar?

Super Bowl LIX bliver afgjort i skyttegravene, hvor de to finalister har et overflødighedshorn af spektakulære spillere. Det gælder ikke mindst, når Philadelphia Eagles’ angreb har bolden. 

Læs mere: Interview med legendariske Jeff Stoutland om skyttegravene 

Philadelphia Eagles råder over en gruopvækkende offensiv linje, som har banet vejen for Saquon Barkleys fabelagtige sæson. Barkley krydsede den magiske grænse på 2.000 løbe-yards som den bare niende spiller nogensinde, og han scorede 15 touchdowns. 

Hvis Eagles skal overvinde de dobbeltforsvarende mestre, så bliver det kampafgørende, at de kontinuerligt kan flytte bolden. Selvom Jalen Hurts har været relativt bedre mod presspillet i denne sæson, så er det i denne spilfacet, at han stadigvæk rystes. 

De underliggende parametre taler også sit tydelige sprog. Helt generelt havde Jalen Hurts den 6. højeste succes-rate af alle quarterbacks i NFL i 2024-sæsonen. Men når modstanderne stillede op i zone-forsvar og sendte fem spillere eller flere i presset, så droppede Hurts’ succesrate til den 16. bedste i NFL. Hurts havde også den allerhøjeste sack-rate i ligaen i disse spilsituationer. 

Gæt hvem, der har bygget en legendarisk karriere på sine unikke zone-blitzes? Chiefs’ defensive koordinator Steve Spagnuolo. Derfor er Eagles pisket til at holde Jalen Hurts væk fra de oplagte kastesituationer, hvor Spagnuolo bedre kan bruge sine maskerede opdækningsmønstre og sende sine frygtindgydende zone-blitzes. 

Men det er lettere sagt end gjort. Chiefs’ forsvar har også været bundsolidt mod løbespillet i 2024-sæsonen. Faktisk tillod Chiefs bare niendefærrest løbe-yards og fjerdefærrest løb på 10 yards eller flere. Derudover tillod Chiefs bare to løb à 30 eller flere yards i hele sæsonen – inklusive slutspillet.  

Læs også: Portræt af Chris Jones – Canton kalder 

Forudsigelse 

Efter en fantastisk uge i New Orleans er vi snart klar til dét, som hele cirkusset rent faktisk handler om. Super Bowl LIX. Det er den største endagssportsbegivenhed i verden. Det er på denne scene, at historiebøgerne skrives og legender bliver skabt. 

På papiret har Philadelphia Eagles det mest komplette hold i NFL. Nick Sirianni råder over et væld af superstjerner som Saquon Barkley, A.J. Brown, Lane Johnson, Jordan Mailata, Jalen Carter og C.J. Gardner-Johnson, som alle hører til blandt de bedste spillere i ligaen på deres respektive positioner. 

Læs mere: Interview med mageløse Saquon Barkley 

Alligevel kan jeg ikke gå op imod Patrick Mahomes. Mahomes har vundet svimlende 85 pct. af sine 20 slutspilskampe og han har præsteret en quarterback-rating på 105,8 i sine slutspilskampe. Til sammenligning havde Tom Brady en bedømmelse på 89,8 i sin slutspilshistorie. Overvej lige det… 

Andy Reid og Steve Spagnuolo har også bevist, at de er nærmest ustoppelige, når de får to uger til at forberede sig på en Super Bowl. Chiefs har også besejret en række hold i slutspillet, som på papiret har været mindst lige så gode eller bedre end dem selv. 

Det skete i fjor, da Kansas City Chiefs besejrede Baltimore Ravens i AFC-finalen og San Francisco 49ers i Super Bowl LVIII. Vi så det også i dette års AFC-finale, hvor Josh Allen spillede en ukarakteristisk forhastet og panisk kamp. Modstanderne har en tendens til at overtænke hvert eneste træk, når de møder Chiefs med sæsonen på højkant.    

Summa summarum: Kansas City Chiefs har den måske-bedste quarterback, to af de dygtigste trænere nogensinde og en mental fordel. De spiller med en uhyggelig effektivitet, disciplin og ro, og det tror jeg ikke, at Eagles kan leve op til. 

Patrick Mahomes og Kansas City Chiefs fuldender det historiske mesterskabshattrick med en sejr på 24-22 over Philadelphia Eagles i Super Bowl LIX. 

Læs mere: Er Patrick Mahomes den bedste quarterback nogensinde?