
Gul Klud har været helt tæt på ligaens bannerfører Patrick Mahomes i New Orleans. I denne artikel afsøger vi et provokerende, men helt oprigtigt spørgsmål.
New Orleans, Louisiana. Vil en sejr i Super Bowl LIX gøre Patrick Mahomes til den bedste quarterback i ligaens historie?
Spørgsmålet kan virke provokerende og historieløst. Tom Brady vandt syv mesterskaber og excellerede i sine 22 sæsoner som starter. Joe Montana vandt fire mesterskaber og var med til at revolutionere spillet i 1980 og 90’erne.
Men spørgsmålet er helt reelt og berettiget. Som I vil læse, så mener jeg, at det eneste, som ville stå i vejen for kroningen af Patrick Mahomes efter Super Bowl LIX, er tiden.
Patrick Mahomes vs. Tom Brady i slutspillet
Lad os starte med at se nærmere på Patrick Mahomes og Tom Bradys meritter i slutspillet. Det er trods alt i slutspillet, at historien skrives, og Brady bliver bredt anerkendt som den bedste slutspilsspiller nogensinde.
Hvis Chiefs vinder Super Bowl LIX, så bliver Patrick Mahomes den første quarterback, der fører sit hold frem til tre mesterskaber på stribe.
Patrick Mahomes ville også være den første quarterback nogensinde til at vinde mindst fire Super Bowl-titler, før han fylder 30 år. Til sammenligning vandt Tom Brady “først” sit fjerde mesterskab som 37-årig.
Hvis vi fokuserer isoleret på Patrick Mahomes og Tom Bradys præstationer i slutspillet, så skiller Chiefs’ bannerfører sig også ud. Mahomes har vundet svimlende 85 pct. af sine 20 slutspilskampe. Brady vandt 72,9 pct. af sine 48 slutspilskampe.
Læs også: Interview med Joe Thuney om Mahomes og Brady
I sine 20 slutspilskampe har Patrick Mahomes præsteret en quarterback-rating på 105,8, mens Tom Brady sluttede sin slutspilskarriere med en bedømmelse på 89,8 (TruMedia). Mahomes scorer bedre i stort set alle statistiske kategorier – med undtagelse af sack-ratio og antallet af comebacks i fjerde quarter. Og selv dér er Mahomes (seks) ved at indhente Brady (ni).
Hvad er det, som gør Mahomes unik?
Jeg har brugt ugen i New Orleans på at tale med hovedpersonen selv, hans holdkammerater og Andy Reid om Patrick Mahomes. Hvad er det, som gør ham unik, og hvordan har hans spil udviklet sig, siden han vandt sin første Super Bowl-titel i 2020?
Kansas City Chiefs’ holdkammerater betegner Patrick Mahomes som en drevet person. Som en person, der er konsistent i alt, som han foretager sig. Som en person, der går op i alle detaljer og som er dén mest velforberedte på tværs af spillere og trænere.
Patrick Mahomes er drevet af at vinde. Mahomes fortæller selv til os, at han ikke vurderer sin egen succes ved antallet af sejre eller mesterskaber. I stedet ønsker han at gøre en forskel for sig selv, sin familie, sine holdkammerater og for spillet som helhed.
Andy Reid fremhæver, at Patrick Mahomes mestrer alle sportens faser. Det gælder Mahomes’ forberedelse, træning, ledelse og hans præstationsevne, når presset er størst.
Vi bliver lige hængende ved Mahomes’ evne til at præstere under pres. Det er en kvalitet, som Tom Brady også var kendt og berygtet for at have. Lad os sammenligne, hvordan de to mastodonter har præsteret i slutspilssituationer, hvor der har resteret mindre end fem minutter af den ordinære spilletid, og der bare var et touchdown til forskel mellem deres hold og modstanderne. Det er altså tilspidse kampsituationer, hvor presset er allerstørst.
Igen viser tallene, at Patrick Mahomes præsterer bedre end Tom Brady – om end Mahomes har spillet 71 af disse situationer, mens Brady har spillet 156.
Mahomes har en quarterback-rating på 119,6, mens Brady præsterede en bedømmelse på 82,6. Læg mærke til at Mahomes’ quarterback-rating endda er væsentligt bedre i disse situationer end hans generelle bedømmelse i slutspillet.
Næste side: Kom tæt på Mahomes’ spillemæssige udvikling