Fra højdepunktsmager til football-kirurg
Da Patrick Mahomes trådte ind på den største scene, blev han udråbt som Messias. Mahomes repræsenterede alt det, som fansene var blevet trætte af ved New England Patriots.
Patrick Mahomes var et omvandrende højdepunkt. Han spillede med ungdommens mod og dumdristighed. Han tæskede bolden ned ad banen – ofte fra umulige og skæve vinkler.
Der er særligt ét spil fra Mahomes’ indtog i NFL, som sidder fast på min nethinde. Det er det kendte og berygtede “Jet Chip Wasp” fra Super Bowl LIV i Miami. Mahomes blev presset til det yderste af DeForest Buckner, men alligevel fik han sendt et projektil afsted til Tyreek Hill, som konverterede en tredje down og 16 på et kampafgørende tidspunkt.
Siden da har Chiefs’ angreb ændret sig. Tyreek Hill skiftede til Miami Dolphins efter 2021-sæsonen og modstanderne satte alt ind for at begrænse Mahomes’ dybe kastespil. I 2021-sæsonen stillede forsvarene op med to dybe safeties på 389 spil mod Mahomes, hvilket var suverænt flest i NFL.
Modstanderne ville simpelthen ikke tillade Patrick Mahomes at slå dem dybt. I stedet måtte Mahomes udvikle sit spil. Travis Kelce har været med på rejsen, og han fortæller os, at Mahomes måtte tilegne evnerne til at vinde horisontalt frem for vertikalt.
I dag mestrer Patrick Mahomes også denne del af spillet. Mahomes er blevet en football-kirurg, som læser spillet til perfektion. Han tager ikke unødige risici, men han skærer igennem sine modstandere med en nærmest uhyggelig præcision.
Kansas City Chiefs’ angreb er måske ikke lige så seværdigt, som det tidligere har været. Den nye spillestil genfremkalder endda minderne fra New England Patriots’ storhedstid, som mange var dødtrætte af. Det ændrer bare ikke ved, at det er imponerende, at Mahomes har formået at transformere sit spil, og at han i dag mestrer alle facetter af quarterback-positionen.
Er Patrick Mahomes så den bedste quarterback nogensinde?
På søndag kan Patrick Mahomes blive den første quarterback nogensinde til at vinde tre Super Bowl-titler i træk. Vejen til Super Bowl LIX har været mere bøvlet og uskøn end tidligere.
For første gang i sine syv år som starter krydsede Mahomes ikke 4.000 kastede yards i sæsonen. Mahomes blev end ikke stemt i Pro Bowl.
Vi må dog ikke glemme, at Mahomes har spillet i et Frankenstein-angreb i 2024-sæsonen. Kansas City Chiefs måtte undvære Rashee Rice, Isiah Pacheco og Marquise “Hollywood” Brown i størstedelen af kampagnen. Angrebets venstre tackle har også været en åben, indtil Joe Thuney måtte træde til for at stabilisere Mahomes’ blinde vinkel.
Alligevel har Patrick Mahomes ført Chiefs tilbage i Super Bowl. Angrebet fandt også fundet sin rytme i opløbet til Super Bowl LIX og senest leverede de 368 offensive yards og 32 point mod Buffalo Bills i AFC-finalen.
Patrick Mahomes står på tærsklen til historie. Hvis han vinder Super Bowl LIX, så mener jeg, at Mahomes’ meritter og kvaliteter tilsiger, at han er den bedste quarterback i ligaens historie.








