
Gul Klud har mødt Philadelphia Eagles’ offensive linjetræner Jeff Stoutland til en snak om skyttegravene og de fantastiske historier, som han har om sin offensive linje.
New Orleans, Louisiana. Skyttegravene er et brutalt sted i NFL. Det er hernede, at vi finder de største og styggeste spillere, som igen og igen brager sammen i voldsomme sammenstød. Set ude fra – og gudskelov for det – er skyttegravene lige dele fascinerende og skræmmende.
Jeg har været så priviligeret at møde et væld af cheftrænere i NFL. De siger allesammen og over en bred kam, at vejen til succes i ligaen går gennem skyttegravene.
I optakten til Super Bowl LIX møder jeg Philadelphia Eagles’ offensive linjetræner Jeff Stoutland til en snak om skyttegravene og hans offensive linje.
Kontinuitet og repetition
Jeff Stoutland er lidt af en legende inden for feltet. I mere end halvdelen af sit liv har den 62-årige New York’er specialiseret sig i offensive linjer. Stoutland har arbejdet i college-verdenen, hvor han har udviklet nogle af de største linjespillere i NFL.
Siden 2013 har Jeff Stoutland haft ansvaret for Eagles’ offensive linje. Stoutland har aldrig trænet for andre hold i NFL og hans loyalitet ligger i Philadelphia. Det er også her, vi starter vores samtale:
“Jeg tror på, at stabilitet og kontinuitet er nøglen til succes i vores verden. Prøv at forestil dig, hvis du fik en ny chef hvert eneste år? Det ville gå dig på nerverne. Hvis mine spillere fik en ny træner hver eneste sæson, så skulle de starte forfra igen og igen. Dét, der skaber en dygtig offensiv linjespiller, det er repetition. Desto mere de repeterer de samme øvelser og den samme teknik, desto bedre bliver de på et tidspunkt”, fortæller Stoutland.
Eagles’ offensive linje har tilsyneladende et forbedringspotentiale
Philadelphia Eagles’ offensive linje har været altafgørende for holdets succes i 2024-sæsonen. Under Jeff Stoutlands kyndige har Eagles’ sat sig på skyttegravene og banet vejen for Saquon Barkleys magiske sæson med 2.006 løbe-yards.
Læs også: Interview – Mageløse Saquon Barkley
Tidligere på ugen fremhævede Saquon Barkley over for os, at Eagles har den med afstand bedste offensive linje i ligaen. Jeg testede påstanden på Stoutland, men det ville han ikke høre noget om.
“Du får det til at lyde som om, at vi har klaret vores opgave. At vi har forløst vores fulde potentiale. Det er forkert. Jeg er ikke færdig med denne her linje endnu. For eksempel er Jordan (Mailata, red.) og Mekhi (Becton, red.) først lige begyndt at blive trygge i deres positioner. De kan blive meget bedre – og det ved de også godt selv.”
Mekhi Bectons usandsynlige vej til toppen af NFL
Netop Mekhi Becton er den seneste spiller, som Jeff Stoutland har taget under sine vinger. Becton var blevet kasseret af New York Jets, som vejede den godt 165 kilo tunge linjespiller og fandt ham for let.
New York Jets havde oprindeligt valgt Mekhi Becton med det 11. valg i 2020-draften. Becton var udset at skulle spille venstre tackle i den grønne del af New York, men han fik spoleret sin Jets-tid af skader og inkonsistent spil.
I 2024 blev Mekhi Becton hentet til Philadelphia og Stoutland besluttede straks, at den nu 25-årige linjespiller skulle omskoles fra tackle til guard. Transitionen og Stoutlands kyndige vejledning skulle vise sig at redde Bectons ellers fallerede karriere.
I grundspillet startede Mekhi Becton 15 kampe som venstre guard og han er kommet fremragende fra start på sin nye position. Ifølge analysemediet Pro Football Focus var Becton den 18. bedste guard i hele NFL i 2024-sæsonen:
“Jeg elsker Mekhi. Jeg elsker at træne ham, fordi han rent faktisk lytter og lader sig blive trænet. Det er langt fra alle unge mennesker, som bryder sig om min væremåde. Mange af dem tager det personligt, når jeg retter på dem. Jeg tror på, at han (Mekhi Becton, red.) kan nå langt som guard, vurderer Jeff Stoutland.
Den bedste historie i NFL
Ét af Jeff Stoutlands svendestykker er udviklingen af den tidligere rugby-spiller Jordan Mailata. Philadelphia Eagles valgte den nu 27-årige australier med det 233 i syvende runde af 2018-draften. Mailata havde aldrig spillet football før, men han havde en Gudsbenådet fysik.
I dag har Jordan Mailata ikke bare fundet sit fodfæste i NFL. Mailata har udviklet sig til at blive en superstjerne. Pro Football Focus rangerede Mailata som den allerbedste offensive tackle i hele NFL i 2024-sæsonen, efter at han bare tillod et enkelt sack i grundspillet.
Jeg spurgte Jeff Stoutland, hvordan man finder en usleben diamant som Jordan Mailata og han fortalte den magiske historie:
“Jeg var faktisk på ferie i Australien. Min familie og jeg var ude for at spille golf, da jeg blev ringet op af Howie Roseman. Howie bad mig om at aflyse golfen, fordi han havde hørt om en rugby-spiller med en spændende profil, som trænede ved M.G. (Melbourne Cricket Ground).
Jeg prøvede at tale Howie fra det. Jeg gad egentlig ikke. Men han overtalte mig og jeg tog afsted. Det skulle vise sig at være den bedste beslutning i mit liv – ud over da jeg giftede mig med min kone.
Så jeg ankom til M.G., og jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Pludselig kommer denne her gigant gående, og så går vi i gang med en række øvelser. Han blæser mig bagover. Jeg kæmpede for ikke at udvise min begejstring, for der var et andet NFL-hold til stede.
Efter træningspasset ringede jeg til Howie og jeg råbte og skreg min begejstring ud i telefonen. Denne her spiller har ingen anelse om, hvor god han kan blive. Han aner intet om football, men han har alle forudsætninger for at blive en stjerne. Giv mig muligheden for at arbejde med ham, sagde jeg. Og resten er historie. Jordan (Mailata, red.) er den bedste historie i hele NFL.“
Super Bowl LIX bliver afgjort i skyttegravene
Søndag kan Jeff Stoutland vinde sin anden Super Bowl-titel, hvis det lykkes Philadelphia Eagles at overvinde dynastiet Kansas City Chiefs. Der er lagt i kakkelovnen til en modbydelig og kampafgørende duel i skyttegravene i Super Bowl LIX, hvor Chris Jones og resten af Steve Spagnuolos aggressive forsvar brager sammen med Stoutlands linje.
Vi slutter vores samtale med Jeff Stoutland ved at tale om den forestående udfordring:
“De er aggressive, de har gode spillere og de er ekstremt veltrænet. Det er ikke kun (Steve, red.) Spagnuolo, men også Joe (Cullen, red.), som har fuldstændig styr på sin defensive linje. Vi er nødt til at være på dupperne – og vi er nødt til at levere vores hidtil bedste kamp rent teknisk. Ellers får tæsk.”








