Vi er endelig nået til ugen, hvor NFL-sæsonen går i gang. Gul Kluds skribenter slutter årets sæsonoptakter med at pege på, hvorfor dit hold overgår forventningerne i år.

Vi er en uge fra sæsonstart, og gennem hele off season har holdene forsøgt at forbedre sig. Det resulterer altid i udbredt optimisme inden sæsonstart, men i denne øvelse vil Gul Kluds skribenter fokusere på, hvorfor dit hold kan få problemer med at leve op til forventningerne i år.

Sidste kiggede vi på, hvorfor dit hold skuffer i år, og tidligere har vi udgivet en liste med en fræk forudsigelse til alle hold. Vi har også kigget på spillere foran et gennembrud, spillere, der skal præstere, holdenes mest overvurderede og mest undervurderede spiller samt alle holds mest betydningsfulde tilgang og alle holds mest betydningsfulde afgang. Husk også, at I kan læse vores holdspecifikke sæsonoptakter gennem hele august. Her finder du blandt andet Cowboys’ sæsonoptakt.

Arizona Cardinals: Kyler Murray bliver en stjerne
Hvis Arizona Cardinal for alvor brager igennem i NFL-sammenhæng i år, er det fordi quarterback Kyler Murray tager det berømte spring op til toppen af ligaen quarterback-hieraki. Murray viste alle de fysiske redskaber, man kunne drømme om i sin rookiesæson, og hvis han blot lægger markant på mentalt, så ser det rigtig lovende ud. Hvis den udvikling sker, har Cardinals forbedret hans arbejdsvilkår markant med tilgangen af DeAndre Hopkins, og så kan Cardinals’ angreb være et af ligaens bedste i 2020. Det kan man komme rigtig langt på også mod 49ers og Seahawks, der måske ikke altid er glade for kampe, hvor man skal ud og score 30+ point. – Teis Joranger

Atlanta Falcons: Angrebet genfinder 2016-niveauet
Atlanta-holdet har før overrasket alle og spillet sig i Super Bowl. Flere af de samme brikker er stadigvæk at finde på Falcons-holdkortet som i 2016, og med tilføjelser som Todd Gurley og Hayden Hurst skal der ikke alverden til, at de undervurderede Falcons kan præstere en slutspilssæson. Her har især angrebet mange af de samme ingredienser, og et angreb med spillere som Gurley, Calvin Ridley, Julio Jones og Matt Ryan altid er farligt for enhver modstander. – Jonas Pedersen

Baltimore Ravens: Receiver-gruppen er blevet bedre og giver en ekstra dimension
Ravens’ hold var allerede strålende i 2019, og der er stadig de samme nøglespillere at finde på forsvaret, og løbeangrebet med Lamar Jackson og runningback-gruppen er intakt. Til gengæld ser receiver-gruppen mere lovende ud i 2020, og det kan give den ekstra dimension, der skubber holdet det sidste stykke. Spillere som Marquise Brown og Miles Boykin har overstået deres rookiesæson og er klar til at bygge mere på, og derudover har man tilføjet en rookie i Devin Duvernay, der kan byde ind. Hvis Lamar fortsætter sin udvikling som passer og får sat de forbedrede receivere i spil, bliver Ravens enormt svære at stoppe. – Anders Kaltoft

Læs også: Positionskarakterer: Hvem er bedst i AFC North?

Buffalo Bills: Fremgang på den defensive linje gør forsvaret endnu bedre
Succeskriteriet for Buffalo Bills’ sæson er indiskutabelt, at holdet formår at vinde divisionstitlen. Derfor er det – selvsagt – afgørende, at forsvaret fortsætter de flotte takter fra 2019, hvor enheden tillod 16,5 point pr. kamp og fjerde færrest yards pr. kamp (301,9 yards, red.). Man har investeret en del i den defensive linje i off season, og det er afgørende, at det giver pote. Spillere som Jerry Hughes, Mario Addison eller rookie AJ Epenesa skal træde i karakter og blive en pålidelig force i forsvarets pass rush. Derudover skal Ed Oliver tage det næste skridt i sin udvikling og blive en markant dygtigere presspiller mod kastet. Endelig skal Josh Norman bevise, at han stadigvæk er en pålidelig cornerback, som kan komplimentere Tre’Davious White. Hvis disse spillere giver svar på tiltale, kan Buffalo Bills gå en flot sæson i møde, hvor forsvaret – igen – bliver en force i NFL. – Nicholas Jørgensen

Carolina Panthers: Joe Brady er det næste offensive geni
Forsvaret redder næppe Panthers i år, men angrebet ser ganske spænende ud. Det gør det ikke mindst, fordi blot 30-årige har fået jobbet som offensiv koordinator. Han var manden bad det fanstastiske LSU-angreb, der sikrede collegemesterskabet, og håber i Carolina er, at han er ligaens næste nye unge offensive geni, som vi har set det med Kyle Shanahan og Sean McVay. Brady har stået lidt i lære hos Sean Payton og den kreativitet kan blive rigtige spændende i et angreb med gode våben som Christian McCaffrey, D.J. Moore, Robby Anderson og Curtis Samuel. Hvis Teddy Bridgewater finder sig til rette i Bradys angreb, kan det blive rigtig sjovt, og så kan Panthers overraske på ryggen af en masse point. – Teis Joranger

Chicago Bears: Pass rush og playmakere i bagkæden
Styrken hos Bears er et giftigt forsvar, der evner både at lægge pres på quarterbacken med Khalil Mack og Robert Quinn, men også kan dække op med Eddie Jackson og Kyle Fuller. Alle fire har pro bowl-talent, og de udgør tilsammen et mareridt for modstandernes quarterbacks. Bears’ forsvar gik lidt ned i niveau sidste år pga. skader og begrænset hjælp fra angrebet, der gav forsvaret dårlige vilkår. Men de var stadig et top 5-forsvar i antal tilladte point, og det kunne sagtens blive bedre med tilføjelsen af Robert Quinn til at tage noget af presset af Khalil Mack. Det er uden tvivl forsvaret, der skal bære Bears til succes i denne sæson. – Victor Ostenfeld

Cincinnati Bengals: Joe Burrow er god fra start
Joe Burrow var forrygende i college, og han virker utroligt moden og intelligent for en ny NFL-quarterback. Derfor er der håb om, at han allerede i sin rookiesæson kan levere gode præstationer. Hvis det sker har Bengals mange gode ingredienser til at overraske. Burrow har fine våben at kaste til i form af Tyler Boyd, A.J. Green, John Ross, Auden Tate og Tee Higgins. Derudover har trænerstaben formentlig fundet sig bedre til rette i deres anden sæson, og den rå, som det og Burrows ankomst kan medføre, kan bringe Bengals tilbage tættere på et forjættede slutspilsland. – Nichlas Mohrsen

Læs også: Sæsonoptakt: A New Dey in The Queen City

Cleveland Browns: Angrebet og Mayfield udløser potentialet
Med tilgangen af Kevin Stefanski får Browns et af ligaens bedste angreb, hvor en god, powerfuld offensiv linje baner vejen for et stærkt løbeangreb med Nick Chubb og Kareem Hunt. Det giver ro til Baker Mayfield, der retter op på en skuffende 2019-sæson og brager igennem som en af ligaens bedste quarterbacks. Det gør han blandt andet, fordi Odell Beckham Jr. er tilbage ved fordums styrke og danner en topduo med Jarvis Landry. Endelig bliver Browns ikke et dysfunktionelt hold – Alexander Paaske

Dallas Cowboys: Angrebet bliver ustoppeligt
Cowboys angreb kan blive historisk godt i 2020. Hvad får man når man sammensætter Amari Cooper, Michael Gallup og CeeDee Lamb som receivere? Zeke Elliott og Tony Pollard som runningbacks? Sammen med en solid offensiv linje og Dak Prescott som quarterback? Svaret er klart: En mulighed for at sætte mange point på tavlen. Og det er angrebet der kommer til trække Cowboys langt i år. De bør kunne følge med alle andre holds angreb, og det er uanset, hvor godt deres forsvar så end må blive. – Marc Skafte

Denver Broncos: Den offensive linje giver Lock mulighed for at slå igennem
Mike Munchak har fået styr på den offensive linje, så Drew Lock kan tage det næste skridt og blive en solid startende quarterback i NFL uden at skulle frygte for sit liv. Det største spørgmål er på tackle-positionerne, men hvis de kan holde stand er det et stort skridt på vejen mod en stor sæson for Broncos. Derudover skal Broncos håbe på masser af produktion fra holdets rookies – især wide receiver Jerry Jeudy – og så skal forsvaret tage det næste skridt under Vic Fangio og melde sig under fanerne som et af de fem bedste i NFL – det er trods alt det bedst betalte i hele ligaen. – Magnus Jølnæs

Detroit Lions: Angrebet bærer forsvaret
Lige så pauvert, som forsvaret var sidste sæson, lige så sprængfarligt bliver angrebet i år. Matthew Stafford er tilbage fra sin skade, og han virkede rigtig godt tilpas i Darren Bevells angreb sidste år. Derudover er angrebet fyldt med store navne og dynamiske talenter som Kenny Golladay, Marvin Jones og T.J. Hockenson. De skal nok formå at sætte en del point på tavlen og jeg er sikker på, at det nok skal opveje antallet af tilladte point. – Nichlas Mohrsen

Green Bay Packers: Forsvaret er rigtig godt
Et godt forsvar kan tage en rigtig langt. Det har man før set med Bears og Jaguars, og Packers kan måske skrives til den liste. Packers kan potentielt have et af de bedste forsvar mod kastet i 2020. Med spillere som Za’Darius Smith, Preston Smith og Kenny Clark til at lægge pres på modstandernes quarterback, og spillere som Jaire Alexander, Kevin King, Adrian Amos og Darnell Savage i opdækningen kan det blive rigtig godt. Især hvis nogle af de yngre – heriblandt Alexander, Savage og Rashan Gary – bliver lidt bedre. – Victor Risager

Læs også: Sæsonoptakt: Kan Packers løfte sig uden forstærkninger

Houston Texans: Deshaun Watson er en troldmand
Hvis Houston skal vinde et nævneværdigt antal kampe i år, så kommer Deshaun Watson til at være arkitekten. Den unge quarterback skal blive mere stabil, men der er få spillere mere underholdende end Watson, når han rammer dagen. Houstons angrebsgeneral kan forvandle håbløse situationer til store spil, og han får det til at se let ud. Jeg har sjældent set noget vildere, end da han rystede to forsvarsspillere af sig i Texans’ comeback sejr i forlænget spilletid mod Bills i slutspillet, og den slags spil laver han mange af på en sæson. Med meget usikkerhed omkring sig håber jeg, at han har lavet sine dødløft og pull ups under corona-lockdown, for Watson skal bære holdet på sin ryg. – Jacob Graversen

Indianapolis Colts: Holdets talentmasse gør livet let for Rivers
Hvis jeg var Frank Reich, ville jeg satse på at sætte så lidt pres på Rivers’ skuldre som muligt. Colts har nemlig på papiret et fremragende hold, hvor der stadig er plads til udvikling hos mange af de unge stjerne. De spiller i en dårlig division, og de burde kunne løbe modstanderne over ende med deres eminente offensive linje og talentfulde runningbacks. Samtidig bliver forsvaret opgraderet markant ift. sidste sæson med tilføjelsen af DeForest Buckner. Philip Rivers har haft en tendens til at forcere sine kast, når han er blevet bedt om at bære holdet for meget udover, at han nu er blevet ældre, og fysikken måske kan skrante lidt til sidst på sæsonen. Derfor burde Reich stole på sit talentfulde mandskab, og så håbe at Rivers’ rutine og lederskab bliver brugbar, når vi nærmer os slutspillet, hvor Colts sagtens kunne gøre sig gældende. – Victor Ostenfeld

Jacksonville Jaguars: Angrebet er vel ok?
Hvis man virkelig koncentrerer sig, så kan man godt argumentere for, at Jaguars har et ok angreb. Både Chark og Conley er fine receivere, og Eifert er en rigtig dygtig TE, når han er skadesfri. På den offensive linje er der stadig en del solide spillere og med den rette coach kan man måske forløse noget af det potentiale, der er i angrebet. Sidste år var Gardner Minshew også fornuftig som rookie, så måske kan han blive endnu bedre under Jay Grudens rutinerede styring – Nichlas Mohrsen

Kansas City Chiefs: Patrick Mahomes
Ganske enkelt. Mahomes er en Dee Ford-offside fra at hive Chiefs i Super Bowl i begge sine to sæsoner som starter. Han har allerede sat sig på titlen som ligaens bedste quarterback med sin fantastiske præcision og evne til at lave store spil ud af ingenting. Og selvom han har spilintelligens som en garvet veteran, så er han bare 24 år gammel. Hvor utroligt han end har spillet de sidste to sæsoner, så er det ikke urimeligt at tro, at han kan blive endnu bedre. – Nikolaj Sattrup