Las Vegas Raiders: Jon Gruden kan designe et godt angreb
Det var tydeligt i 2019, at Jon Gruden stadig kan designe et fint angreb, og det er svært at forestille sig, at han ikke også kan det i 2020. Med Derek Carr ved roret og en stærk offensiv linje er der fundamentet for et fint angreb, og så har Carr et par solide mål i Darren Waller og Hunter Renfrow, der passer godt ind i Jon Grudens system og nok skal være til at sørge for, at Raiders kan sætte point på tavlen. Desuden er der også kommet et par nye legetøj til Jon Gruden i form af Henry Ruggs III og Bryan Edwards, og det kan give angrebet en ny dimension. – Victor Risager

Los Angeles Chargers: Pass rushet kan slå alle angreb i stykker
Los Angeles Chargers kommer næppe til at score mange points på angrebet, og derfor er det vigtigt, at forsvaret kan holde modstanderne fra fadet. Og det kan man gøre med en stærk defensiv linje med Joey Bosa, Melvin Ingram og nytilkomne Linval Joseph, der kan bide skeer med de fleste offensive linjer. Hvis 2019-førsterundevalget Jerry Tillery tilmed kan finde sin college-form efter en skuffende rookie-sæson, så kan den defensive front spolere rytmen hos selv de dygtigste angreb. – Nikolaj Sattrup

Læs Også: Alle holds mest betydningsfulde tilgang

Los Angeles Rams: Sean McVay genopfinder sig selv
Efter to fremragende sæsoner faldt det højtflyvende Rams-angreb til jorden i 2019. Den offensive linje var ikke så god, Goff tog to skridt tilbage og løbeangrebet var ikke så dynamisk. Robert Woods og Cooper Kupp gjorde det godt, men det var ikke nok til at få holdet i slutspillet. Rams formåede dog at gøre lidt væsen af sig rent offensivt til slut. Selv om det blev til tre sejre og to nederlag i de sidste kampe, så bed Los Angeles fra sig. Det var specielt McVays retur til at bruge sine tight ends, der gav pote. Tyler Higbee greb bolde for mere end 500 yards i sæsonens sidste fem kampe, flere end nogen anden spiller i NFL i den periode. Efter at have været nærmest usynlig i det meste af sin karriere gik angrebsspillere amok med produktion. McVay elskede sine tight ends, da han var offensiv koordinator i Washington, men det var først mod slutningen af sidste sæson, han brugte dem i LA. Jeg tror han kan genopfinde sig selv og angrebet til 2020 og gøre Rams ganske seværdige igen. – Jacob Graversen

Miami Dolphins: Forsvarets bagerste geledder sikrer sejrene
Som nævnt i flere af Gul Kluds optaktsartikler har Miami Dolphins’ forsvar potentialet til at blive en slagkraftig enhed – allerede i 2020. På papiret er forsvarets bagerste geledder godt struktureret, hvor spillerne komplimenterer hinandens styrker og svagheder. Byron Jones’ tilgang kommer til at fjerne en del pres fra Xavien Howard, der i stedet kan fokusere på at skabe de kampafgørende spil, mens Noah Igbinoghene ligner fremtidens mand på slot cornerback-positionen. Hvis de tre lykkes med at opbygge en god kemi, har de potentialet til at blive en force i NFL. Derudover huserer Bobby McCain og Eric Rowe bagerst i forsvaret. Mens de ikke er de mest iøjnefaldende spillere, er de begge solide og pålidelige i opdækningen. Tilsammen vil forsvarets bagerste geledder hjælpe holdet til flere sejre i 2020. – Nicholas Jørgensen

Minnesota Vikings: Veteranerne sætter standarden, og leverer på højt niveau
På trods af at Vikings har oplevet meget udskiftning i år, så har de stadig en virkelig solid stamme af spillere, som kan sætte tonen, både på angrebet og forsvaret. Spillere som Adam Thielen, Eric Kendricks, Harrison Smith, Anthony Harris, Anthony Barr, Riley Reiff, Kyle Rudolph og selvfølgelig Kirk Cousins. De skal alle ind og sætte tonen, samt være med til at aflaste og udvikle nogle af de unge spillere, der allerede i år skal være med til at sikre holdets fremgang. Veteranerne bliver altså helt afgørende for holdets succes i år. – Marc Skafte

New England Patriots: Patriots har stadig ligaens bedste træner
Brady eller ej, så har Patriots håb, så længe Bill Belichick står i spidsen for holdet. Den garvede cheftræner er ekspert i at få det bedste ud af egne spillere og få det sidste ud af veteraner, som resten af ligaen har givet op på. Måske kan New England ikke længere kæmpe med om Lombardi-trofæet, men klubbens kompetente trænerstab skal nok sørge for, at holdet er konkurrencedygtigt – uanset modstanderen. – Nikolaj Sattrup

Læs også: Højt at flyve, dybt at falde for Patriots?

New Orleans Saints: En komplet trup er motiveret til en sidste chance med Brees
Saints har måske NFL’s mest talentfulde hold. Spiller de til det niveau vil Saints kunne gå hele vejen, og det kan egentlig både være angrebet og forsvaret, der bliver afgørende. Begge enheder har stjernerne til at afgøre kampene, og tre års uheld i playoffs har motiveret og hærdet holdet, der nu, mere opsat end nogensinde, endelig tager NFC’s plads i Super Bowl for første gang siden 2009-sæsonen. – Jonas Pedersen

New York Giants: Kasteangrebet er spækket med talent
Der var grund til optimisme efter Daniel Jones’ første sæson, og der er også grund til at tro, at han kan blive god i 2020. Der er blevet skiftet ud på tackle-pladserne, men ellers er der ikke mange ændringer på angrebet. Jones råder over en af NFL’s farligste våbengrupper med running back Saquon Barkley, receivere Darius Slayton, Sterling Shepard og Golden Tate samt tight end Evan Engram. Det kan blive et forrygende kasteangreb, og de kan sikre en håndfuld sejre, selvom forsvaret er shaky. – Victor Risager

New York Jets: Eksperimentet på den offensive linje lykkes
Jets har satset stort i off season og udskiftet praktisk talt hele deres offensive linje. Det kan sagtens blive en kæmpe fiasko, men hvis det lykkes, så har Jets og Adam Gase endelig chancen for at sætte et ordentligt angreb på benene. Det har været svært for Sam Darnold at blive komfortabel indtil nu, men hvis han kan begynde at stole på linjen, kan han begynde at udfolde sit potentiale og bygge på kemien med spændende unge talenter som Chris Herndon og Denzel Mims. – Teis Joranger

Philadelphia Eagles: Carson Wentz vender tilbage til MVP-niveau
I 2017-sæsonen lignede Carson Wentz ligaens mest værdifulde spiller. Dog måtte han som bekendt se sit fantastiske år ende i en knæskade sent i sæsonen. Siden har han aldrig rigtigt nået samme høje niveau igen. I 2019 viste Wentz dog, at han sagtens kan levere spil i nærheden af det fra 2017, da han nærmest egenhændigt bar holdet ind i slutspillet. Bygger Wentz endnu mere på samme niveau fra sidste halvdel af 2019, og samtidig undgår skader, kan Eagles igen blive et særdeles farligt hold at møde.- Mikkel Nielsen

Pittsburgh Steelers: Ikke ret meget brug for Big Ben
I den sidste artikel skrev jeg, at den mest sandsynlige grund til, at Steelers ville skuffe i år, ville være, at Big Ben ikke er god nok længere. Når det er sagt, så er kravene til Big Ben også lavere end meget, meget længe. Der er ikke brug for, at Steelers scorer 30+ point i 75% af kampene for at vinde. Steelers’ forsvar kan stå for at være rygraden på holdet, og så kan Big Ben i højere grad en tidligere agere en kontrollerende styrmand, der fordeler boldene og kun i glimt behøver at vise tidligere tiders genialiteter. Hvis Big Ben kan indstille sig på den rolle og finde et stabilt og acceptabelt niveau, så er Steelers-holdet ganske komplet uden store huller.- Teis Joranger

Læs også: Sæsonoptakt: Er Big Ben stadig god nok?

San Francisco 49ers: Et komplet hold drevet af et forsvar i særklasse
Den er egentligt ganske simpelt. 49ers er et af ligaens mest komplette hold. Der er som minimum en virkelig dygtig spiller i hver kæde offensivt og defensivt, og derudover har Kyle Shahanan, trods sine fejl i et par Super Bowls, vist sig som værende en af ligaens mest stabile og visionære trænere. Når det er sagt, så er den defensive dybde uovertruffen og holdets klare styrke. Den defensive linje har et par skadede spillere, der burde vende tilbage senere, men sidste år beviste, at 49ers har et helt lager af produktive forsvarsspillere. Dyrtkøbte Kwon Alexander bliver skadet? Rookie Dre Greenlaw overtager og leverer godt spil. Startende cornerback Akhello Witherspoon sidder ude i en måned? Intet problem, udraftede Emmanuel Moseley tager pladsen og imponerer. Quarterbackjægeren Dee Ford sidder ude store dele af sæsonen? 49ers slutter stadig blandt ligaens bedste fjerdedel i sacks. Selv om man har mistet DeForest Buckner, så er dybden velbevaret. Det var en stor grund til 49ers succes i fjor, måske er det lidt kedelig at pege på det som nøglen til at gentage denne succes, men det virker uomtvisteligt til, at det bliver sådan – Jacob Graversen

Seattle Seahawks: Legion of boom bliver genfødt
Som dækket tidligere har angrebet et kunstigt loft med Pete Carrolls filosofi, men et Seahawks angreb med Wilson, Lockett og Carson bør stadig kunne holde holdet inde i kampene. For første gange i flere år ser Seahawks endelig ud til at have et forsvar med nok playmakere til, at de kan gøre en forskel. Godt nok er den defensive linje et lettere trist syn, men Bobby Wagner og KJ Wright er stadig en god linebackergruppe, mens holdets bagerste kæde har fået en gevaldig ansigtsløftning. Det er blandt de defensive backs, at Seahawks tager det langt største spring i kvalitet. De satser virkelig på tankegangen om, at opdækning er mere værdifuldt end pass rush Quandre Diggs, Quinton Dunbar og Jamal Adams er alle kommet til via trade siden oktober. Sammen med Shaquill Griffin bør de udgøre en af ligaens klart bedre grupper. Derudover har Marquise Blair imponeret som nickel-corner i training camp, og kan Seattle sende fem meget dygtige defensive backs på banen, så når de langt i den kommende sæson. – Jacob Graversen

Tampa Bay Buccaneers: Bradys hjerne sætter alle våbnene i scene
Tom Brady, Chris Godwin, Mike Evans og Rob Gronkowski. TB12 excellerer med alt det offensive talent omkring sig, og Buccaneers-offensiven er fuldstændig ustoppelig på niveau med Mahomes og co. i Kansas City. Uanset hvem modstanderne vælger at dække, finder Brady ALTID et mismatch, der gør rigtig ondt på forsvaret. Hvis det ikke er en af de to stjerne-receivere, så er det Gronk, OJ Howard eller Cameron Brate. Og allervigtigst laver den 43-årige quarterback færre end ti turnovers, hvilket er nærmest komisk meget lavere end Jameis Winstons 30 interceptions i 2019. – Alexander Paaske

Tennessee Titans: Forsvaret bliver blandt ligaens bedste
Der er ingen chance for, at angrebet kan være lige så effektivt som sidste år. Til gengæld så er forsvaret rigtig talentfuldt, og det kunne blive endnu bedre end i 2019. Jadeveon Clowney giver holdets det sidste våben, som de manglede på den defensive linje, og man begynder nu at tro på, at de har det nødvendige pass rush og alsidigheden på linjen. Jayon Brown og Rashaan Evans er en god lineback-duo og nede bag ved har holdet playmakere som Kevin Byard og Adoree’ Jackson. Det er opskrift, der potentielt kan opveje de procenter, som angrebet mister. – Teis Joranger

Læs også: Sæsonoptakt: Kan Titans replikere 2019-opskriften?

Washington Football Team: Forsvarsskiftet giver pote oppe foran
Washington Football Team har brugt foråret til at skifte ud i trænerstaben, hvor Ron Rivera har overtaget roret som cheftræner, mens Jack Del Rio er blevet hentet ind som defensiv koordinator. Det betyder bl.a., at hovedstadsklubben skifter til et 4-3-forsvarssystem, hvilket bør passe de mange talentfulde defensive linjespillere, som holdet råder over. Forsvarsskiftet skal ganske enkelt give pote og Jack Del Rio skal turde at slippe sine talentfulde linjespillere løs via en aggressiv forsvarsstil. Kombinationen af Chase Young, Montez Sweat, Da’Ron Payne, Jonathan Allen og Ryan Kerrigan har potentialet til at knuse ethvert angreb – og det bliver nødvendigt, hvis hovedstadsklubben skal vinde noget som helst i 2020. – Nicholas Jørgensen