Tid til at finde spåkuglen frem og komme med nogle frække forudsigelser. Gul Kluds skribenter giver her et bud på en ting, der kunne ende med at ske for holdet i år.

Alle elsker lidt forudsigelser på, hvad der kommer til at ske i fremtiden, og derfor giver Gul Kluds skribenter her en forudsigelse til alle 32 hold. Og den forudsigelse skal gerne være lidt spicy, så det ikke bliver alt for kedeligt.

Tidligere har vi udgivet en liste med spiller foran et gennembrud, spillere, der skal præstere, holdenes mest overvurderede og mest undervurderede spiller samt alle holds mest betydningsfulde tilgang og alle holds mest betydningsfulde afgang. Husk også, at I kan læse vores holdspecifikke sæsonoptakter gennem hele august. Her finder du blandt andet Cowboys’ sæsonoptakt.

Arizona Cardinals: Kliff Kingsbury bliver årets træner
Coach of the year gives sjældent til den bedste træner (Belichick har ikke vundet siden 2010), men oftere til den træner, der har fået sit hold til at overraske mest. Det har Arizona Cardinals muligheder for at være i år. Da Kingsbury overtog holdet var angrebet helt igennem elendigt i 2018. Det var allerede markant bedre i 2019, men i 2020 kan Kyler Murray, DeAndre Hopkins og kompagni bryde igennem som et af ligaens bedste angreb. Hvis Murray i forlængelse af det ligner en fremtidig superstjerne, så vil Kingsbury få en masse ros i medierne, der meget let kunne få til en titel som Coach of the year, når sæsonen er slut. – Teis Joranger

Atlanta Falcons: Falcons vinder NFC South
Truppen er talentfuld, men modsat divisionsfavoritterne Buccanees og Saints har de færreste de store forventninger til Falcons. De relativt nysammensatte Buccaneers og mentalt forslåede Saints bukker under for presset, hvilket baner vejen for Atlanta, der kommer med noget momentum ovenpå afslutningen af 2019-sæsonen. Angrebet i Atlanta har potentialet til at blive fantastisk, og så får forsvaret flere vigtige spillere tilbage fra skade. – Jonas Pedersen

Baltimore Ravens: Ravens slår sidste års rushing-rekord
Godt nok er Yanda væk, og det er et kæmpe tab, men med begrænset forberedelse, Lamar Jackson bag center og en forstærket runningbackgruppe, hvor Ingram er skadesfri og rookie J.K. Dobbins kan tilføje lidt, så ser jeg løbespillet være en markant faktor – særligt i starten. Med Greg Romans kreative egenskaber i løbespillet, ser jeg ingen grund til, at Ravens ikke kan gentage og overgå 2019-niveauet.. – Anders Kaltoft

Læs også: Positionskarakterer: Hvem er bedst i AFC North?

Buffalo Bills: Singletary og Moss leverer 20 løbetouchdowns
Buffalo Bills råder over et par hårdtslående runningbacks i Devin Singletary og rookie Zack Moss. Sidstnævnte var en regulær scoringsmaskine i Utah, hvor han har leveret 36 touchdowns i de sidste tre sæsoner. Makkeren Devin Singletary beviste i fjor, at han også er svær at stoppe, selvom det kun udmøntede sig i to løbede touchdowns. Det må forventes, at han får en større rolle i den kommende sæson med Frank Gores afgang in mente. De to udgør en farlig duo – og kombineret med Josh Allens færdigheder i løbespillet, bør vi forvente, at Bills får et af ligaens bedste løbeangreb i den kommende sæson. Gruppen bør overgå sidste års touchdown-total (13 styks) betragteligt. Denne “frække forudsigelse” skyder på, at de leverer minimum 20 løbede touchdowns i 2020.- Nicholas Jørgensen

Carolina Panthers: Panthers tillader over 40 kastetouchdowns
I sidste årti var der kun et hold, der tillod over 40 kastetouchdowns. Det var Saints i 2015-sæsonen. Jeg frygter, at Panthers’ kasteforsvar bliver virkelig dårligt, og cornerback-gruppen er besat af højt upålidelige typer, der kan lave adskillige mentale blundere. Derfor frygter jeg, at Panthers formår at gentage den ganske tvivlsomme kunst, som divisionsrivalerne fra Saints formåede i 2015. Mest af alt er Panthers en stærk kandidat, fordi Falcons, Saints og Bucs har nogle frygtindgydende kasteangreb. – Teis Joranger

Chicago Bears: Bears vinder NFC North
De fleste har Packers med Aaron Rodgers eller talentfulde Vikings til at vinde divisionen i 2020, men Bears er ikke helt uden chance i år. Det kan godt være at quarterback-situationen ikke er fantastisk lige nu, men forsvaret har mange rigtig gode spillere. I 2018 tillod Bears færrest point af alle hold i NFL, og det er stadig mange af de samme bærende spillere, der er på holdkortet til denne sæson. Khalil Mack, Eddie Jackson og Kyle Fuller er bare nogle af dem, som modstandernes angreb skal forbi for at score, hvilket kan vise sig at blive rigtig svært. Kan forsvaret finde tilbage til takterne fra 2018, og hvis angrebet kan spille på et respektabelt niveau, så er Bears en “dark horse” til NFC North-titlen i 2020. – Victor Ostenfeld

Cincinnati Bengals: Bengals går i slutspillet
Med to offensive profiler tilbage fra skade, et nyt håb på quarterbackpositionen samt store økonomiske investeringer i forsvaret, så ser det hele ikke så dystert ud for Bengals, som flere måske synes. Holdet ser i hvert fald (på papiret) fornuftigt ud, når man går positionerne igennem. Bengals kan derfor snige sig med i slutspillet på bekostning af Browns, der laver en Browns, og Steelers, hvor Roethlisberger ikke er 100%.– Nichlas Mohrsen

Læs også: Sæsonoptakt: A New Dey in The Queen City

Cleveland Browns: Browns laver flest sacks af alle hold
Mine frække forudsigelse går på, at Browns får flest sacks af alle hold. Den stærke defensive linje går op i en højere enhed, hvor Myles Garrett fører an med 20 sacks, Olivier Vernon finder storspiller med over 10 sacks, mens både Sheldon Richardson og Larry Ogunjobi supplerer i midten med 5+ sacks hver. Rutinerede Adrian Clayborn bidrager til den vilde sack-total som en situational pass rusher, der snuser til et tocifret antal sacks. Det vil være nærmest sensationelt med en svag linebacker-gruppe og en tvivlsom safety-gruppe efter den alvorlige skade til rookie Grant Delpit. Men kvaliteten er der til, at denne her frække forudsigelse faktisk kan gå i opfyldelse. – Alexander Paaske

Dallas Cowboys: Dak Prescott bliver MVP
Ja, hvorfor ikke gå efter det største? Vi skal helt tilbage til 1987 før en forsvarsspiller blev MVP, og imellemtiden er hele 26 ud af 32 mulige priser gået til quarterbacks. Det er altså en pris, der hovedsagligt bliver givet til angrebet, og er man quarterback, så er chancerne i den grad forøget. Dallas Cowboys kan i år sætte et af ligaens bedste angreb på banen, og derfor kan Dak Prescott sagtens ende med at blive ligaens MVP. Sidste år sluttede han med 4902 yards, 30 touchdowns og 11 interceptions. Kan han komme over de 5000 yards, kaste lidt færre interceptions, og kan Cowboys komme i slutspillet, så skal han være en reel kandidat. Og med et komplet angreb, en svækket NFC East og Jason Garret på porten, er det alle er ting der kan lykkes. – Marc Skafte

Denver Broncos: Jerry Jeudy bliver Rookie of the Year
Det er næsten umuligt for en receiver i dag at blive årets rookie. Den sidste, der gjorde det var Odell Beckham Jr., og han var den bedste receiver i ligaen det år. Når jeg alligevel peger på Jeudy som en mulighed, er det fordi han allerede i training camp virker som en garvet veteran. Han har imponeret fra dag et, og holdkammeraterne fortæller, hvordan de bliver bedre af at spille mod ham – og spørger ham til råds på trods af, at han er rookie. Det gælder både forsvarsspillere og angrebsspillere. Jeudy har den star power, der skal til, så hvis Broncos-angrebet kommer godt fra start, har Jeudy muligheden for at eksplodere. – Magnus Jølnæs

Detroit Lions: Matthew Stafford kaster for mindst 5.000 yards
Sidste år var Stafford på vej mod 5.000 yards og 30 touchdowns inden sin skade i 8. spillerunde. I år har han stadig Marvin Jones og Kenny Golladay og så har han forhåbentlig en frisk TJ Hockenson på TE. Læg dertil den nyankomne DeAndre Swift på runningback, som også er en kapabel receiver, og så har du et af ligaens mest potente kasteangreb. Jeg tror, at Stafford krydser den gyldne grænse igen i år, som han gjorde det i 2011, hvor han blev den blot 4. spiller til at gøre dette. – Nichlas Mohrsen

Green Bay Packers: Aaron Rodgers kaster for under 3800 yards og 25 touchdowns.
I alle de sæsoner, hvor han har spillet samtlige 16 kampe, har Aaron Rodgers kastet mere end 3800 yards, mens det også er blevet til minimum 25 touchdowns i hver af de sæsoner. Det gør han ikke nødvendigvis i år. Packers har efter alt at dømme et betydeligt fokus på at løbe bolden, og med få habile receivere på holdkortet kan det blive svært for Rodgers at nå de tal, han plejer at nå. – Victor Risager

Læs også: Sæsonoptakt: Kan Packers løfte sig uden forstærkninger

Houston Texans: Texans vælger i top 10
Der skal ikke meget til, før at tingene hurtigt kan gå galt for Houston Texans i den kommende sæson. Forsvaret ser yderst tvivlsomt ud, holdets angreb er ustabilt, og Deshaun Watson er uden sin normale sikkerhedsventil Deandre Hopkins. Bill O’Briens offensive filosofi har aldrig rigtigt slået til selv med flere dygtige spillere, nu skal det hele afhænge af en lang række skadesplagede spillere. Holdet har et svært program, åbner med opgør mod Chiefs, Ravens, Steelers og Vikings. På de bedste dage kan Deshaun Watson løfte holdet og slå alle mandskaber i NFL, men det kan også hurtigt blive grimt. – Jacob Graversen

Indianapolis Colts: Colts har flest Pro Bowl-spillere af alle hold i år
De fleste har Ravens, 49ers eller Chiefs som favoritter i denne kategori, men Colts har en chance, hvis alt flasker sig. General manager Chris Ballard har været garant for stille og roligt at tilføre truppen talent gennem draften, free agency og trades. Sidste sæson blev det kun til to spillere fra Colts, der blev valgt til den originale pro bowl-trup, men hele syv Colts-spillere var suppleanter til den trup, hvor mange af dem var unge. Kan de unge spillere tage endnu et skridt i deres udvikling samtidig med, at Colts vinder mange kampe, vil der være mange spillere på Allegiant Stadium (Las Vegas) med hestesko på hjelmen til showkampen. Derudover tilføjede Ballard hele tre tidligere pro bowl-spillere til truppen i marts (Rivers, Rhodes, Buckner), som sagtens kunne blive udnævnt igen. – Victor Ostenfeld

Jacksonville Jaguars: Jaguars ender etter eller toer i divisionen
Jaguars er klart undertippet i AFC South, men holdet kan sagtens lave ravage. Gardner Minshew kan godt matche sidste års gennembrud og med en fin receivertrio, en ok linje og normalt dygtige Jay Gruden som koordinator kan angrebet godt bliver ret solidt. Derudover har de stadig nogle profiler, og hvis Taven Bryan, Josh Allen og Myles Jack bliver de profiler, de har potentiale til at være, kan det hive dem over to af rivalerne i en meget lige division. – Nichlas Mohrsen

Kansas City Chiefs: Edwards-Helaire når over 2.000 yards samlet
Den talentfulde løber er rykket fra college footballs mest eksplosive angreb i LSU til NFL’s mest eksplosive angreb hos Kansas City Chiefs. Chiefs’ modstandere skal allerede bekymre sig om den lynhurtige receiver-gruppe og stjerne-tight end Travis Kelce, hvilket kan betyde færre forsvarsspillere i boksen, når Edwards-Helaire løber bolden, mens han kan blive matched op med linebackers i kastespillet. Han kan få en monstersæson.- Nikolaj Sattrup