Las Vegas Raiders: Derek Carr bliver en del af MVP-snakken.
Det er måske en tand for frækt, men hvis mange ting går godt, kan Derek Carr blive nævnt som en mulig MVP i 2020. Han er selvsagt ikke på niveau med spillere som Patrick Mahomes, Lamar Jackson og Russell Wilson, men Raiders har efterhånden samlet et stærkt angreb. Allerede i 2019 så Derek Carr og angrebet fint ud, og det kan blive bedre. Hvis receivergruppen leverer noget mere, og Raiders vinder en håndfuld kampe mere på grund af det forbedrede forsvar, kan Derek Carr for alvor få noget positiv omtale. Det er dog ikke ensbetydende med, at han vinder prisen. – Victor Risager

Los Angeles Chargers: Ekeler bliver den fjerde spiller i historien til at løbe og gribe for 1.000 yards
Ekeler nåede næsten 1.000 yards i kastespillet sidste sæson, og efter Melvin Gordon forlod holdet i free agency, er Ekeler blevet holdets første-runningback. Dertil ser linjen styrket ud med tilføjelsen af Trai Turner og Brian Bulaga. Christian McCaffrey blev den blot tredje spiller i NFL-historien med en 1.000/1.000-sæson, og hvis Ekeler vinder Tyrod Taylor/Justin Herberts tillid i kastespillet, kan han følge McCaffrey trop. – Nikolaj Sattrup

Læs Også: Alle holds mest betydningsfulde tilgang

Los Angeles Rams: Rams ender med tre spillere over 1000 receiving yards
Los Angeles kommer til at sætte gang i det angrebsmæssige festfyrværkeri igen i den kommende sæson. De skal indvie deres nye stadion med maner, og det betyder, at Goff ryster den dårlige sæson i fjor af sig. McVay fik gang i angrebet de sidste uger af sæsonen og fandt opskriften på succes ved større involvering af holdets tight ends. Den succes føres videre over i 2020, hvor Cooper Kupp, Robert Woods og Tyler Higbee alle runder 1000 receiving yards.– Jacob Graversen

Miami Dolphins: Dolphins tillader færre end 200 kasteyards pr. kamp
Miami Dolphins spenderede stort i foråret, da de hentede Byron Jones ind som forsvarets nye sherif. Han kommer til at patruljere sammen med Xavien Howard og førsterundevalget Noah Igbinoghene – og de har potentialet til at gøre livet surt for modstandernes quarterbacks. I den ideelle verden kan Byron Jones lukke ned for modstandernes bedste receiver, hvilket giver Xavien Howard plads til at levere de spektakulære (og kampafgørende) spil, som vi ser Marcus Peters gøre i Baltimore. Dertil ligner Noah Igbinoghene en solid opgradering på slot cornerback-positionen, hvilket fuldender trioen. Min ‘frække forudsigelse’ bliver, at Dolphins tillader færre end 200 kastede yards pr. kamp i gennemsnit i 2020. – Nicholas Jørgensen

Minnesota Vikings: Justin Jefferson slår en af Randy Moss’ Vikings-rookierekorder
Da Randy Moss kom ind i ligaen i 1998, satte han sit mærke på Minnesota Vikings ved at gribe 69 bolde for 1,313 yards og 17 touchdowns. Alle tre rookie rekorder hos Vikings. Med Stefon Diggs i Buffalo Bills, er der mulighed for at rookie Justin Jefferson kan få en stor sæson, og der kan Moss’ rekord være inden for sigte. Selvom det her er en “bold predition”, så kommer han ikke til at slå de 17 touchdowns, men de 69 grebne bolde er bestemt en mulighed. Jefferson greb hele 111 bolde på 15 kampe hos LSU, og hans sikre hænder, samt evner som ruteløber, kan gøre ham til en sikkerhedsventil for Kirk Cousins. Det giver ham masser af muligheder, og Jefferson er oplagt kandidat til at starte sin karriere hos Vikings med et brag. – Marc Skafte

New England Patriots: Patriots vinder en slutspilskamp
Selvom der er blevet talt om ‘TankForTrevor’, så vil Patriots altid forsøge at vinde under Bill Belichick. Sådan er den kultur, han har opbygget. Selvom Brady er væk og der er store huller på flere vigtige positioner, så er der også muligheder. Den defensive bagkæde er stadig NFL’s stærkeste, den offensive linje er udmærket. Bill Belichick har igennem hele sin trænerkarriere hevet den ene kanin op ad hatten efter den anden, og hvis han kan skræddersy et effektivt angreb til Cam Newton, kan holdet sikre sig en wild card-plads. Og i slutspillet kan alt ske. – Nikolaj Sattrup

Læs også: Højt at flyve, dybt at falde for Patriots?

New Orleans Saints: Saints vinder Super Bowl – uden Drew Brees.
Vi håber selvfølgelig ikke, at Drew Brees bliver skadet, men Saints har holdet, der kan vinde Super Bowl selv uden Brees. De har hentet Jameis Winston ind som backup, og han har bestemt potentialet til at holde angrebet på et højt niveau, hvis Brees skulle blive skadet eller syg. Derfor bliver forudsigelsen, at nytilkomne Jameis Winston bliver Saints’ Super Bowl-helt i år. – Jonas Pedersen

New York Giants: Saquon Barkley løber flest yards af alle i sæsonen
Som rookie kom han på andenpladsen over flest løbne yards i sæsonen, mens 2019 blev ødelagt af skader. Nu kan Saquon Barkley få sit helt store endelige gennembrud og løbe for flest yards i NFL i denne sæson. Jason Garrett er kommet ind som offensiv koordinator, og han er ikke bange for at løbe bolden meget. Samtidig har Giants fået en spændende quarterback, så kastespillet kan være med til at åbne banen for Saquon. Måske kan Barkley endda gøre som Christian McCaffrey og nå 1.000 løbeyards og 1.000 gribeyards. – Victor Risager

New York Jets: Le’Veon Bell slutter ikke sæsonen som Jets-spiller
Det har været tydeligt i lang tid, at Le’Veon Bell og Adam Gases angreb bare ikke virker som et godt match. Bells tålmodige løbestil har aldrig været den måde, Gase gerne vil have sine runningbacks til at spille på, og Bells tålmodige stil har også lidt under en dårlig offensiv linje. Nu er der igen i denne camp rygter om, at Bell ikke imponerer Jets, og derfor tror jeg, at Bell ikke slutter 2020-sæsonen som Jets-spiller. Derimod tror jeg, at han vil blive tradet, når vi kommer halvvejs i sæsonen. På det tidspunkt har Jets-angrebet nok skuffet, og der skal findes en syndebuk. Samtidig er der nok opstået skader på andre hold, som kunne skabe interesse. – Teis Joranger

Philadelphia Eagles: Miles Sanders når 2.000 yards samlet i kaste- og løbespillet
Miles Sanders viste med over 1300 samlede yards og seks touchdowns i sin rookie-sæson, at han kunne være produktiv i ligaen fra starten. Sidste sæson nåede Christian McCaffrey de magiske 2000 yards fra scrimmage, en præstation Sanders kan stile efter i 2020. McCaffrey er ganske vidst på et helt andet niveau end, hvad Sanders indtil videre har bevist i NFL, men dog har Sanders nogle af de samme kvaliteter. Han er hurtig, væver, kan bryde tacklinger og fungerer godt i kastespillet. Selvom Sanders nok får svært ved at nå det samme antal boldberøringer som McCaffrey havde i 2019, så er han meget effektiv med bolden i hænderne, og 2.000 scrimmage yards er ikke helt umuligt. – Mikkel Nielsen

Pittsburgh Steelers: Diontae Johnson griber for over 1.300 yards
Hvis man læste om Diontae Johnson blandt spillere foran et gennembrud, så kunne man godt fornemme, at jeg troede meget på ham. Jeg tror faktisk så meget på ham, at jeg forventer, han bliver Steelers’ primære receiver i år. Derfor vover jeg pelsen og siger, han bliver en superstjerne, der griber for mindst 1.300 yards i sæsonen. Sidste år formåede kun tre spillere at runde de 1.300 yards, men jeg forventer et kasteglad Steelers-angreb, hvor Ben Roethlisberger tidligere har været meget glad for de her dygtige ruteløbere, der kan skabe klar separation.- Teis Joranger

Læs også: Sæsonoptakt: Er Big Ben stadig god nok?

San Francisco 49ers: Nick Bosa bliver årets forsvarsspiller
Nick Bosa havde sidste år en fremragende debutsæson i NFL. Den talentfulde defensive end lagde ud som lyn og torden, men som sæsonen skred frem og skaderne ramte den defensive linje blev der sat lidt mere ro på. Selv hvis han skulle have gjort et lille møde med rookiemuren, så var han dog stadig fremragende, og med et års erfaring i baggagen sætter Bosa endnu mere turbo på ender som ligaens bedste defensive spiller, når det skal kåres ved sæsonafslutning.- Jacob Graversen

Seattle Seahawks: Shaquil Griffin bliver valgt som all-pro
Shaquill Griffin har haft en blandet karriere i NFL. Efter en flot rookiesæson var andetåret noget af en hård omgang, men i fjor viste cornerbacken store forbedringer. Griffin er ikke Sherman-typen, der vinder med sin højde og fysik, men han er til gengæld lynhurtig og viser god spilforståelse. 2019 blev brugt med en bagkæde, der oplevede blandet spil og stor rotation på safety-pladserne og alligevel præsterede han. Med Jamal Adams i folden og en hel sæson fra Quandre Diggs bør Griffin kunne spille med mere sikkerhed bag sig, det kan give større råderum og det kan ende i en tur på det prestigefylde All-Pro hold. – Jacob Graversen

Tampa Bay Buccaneers: Rob Gronkowski fører ligaen i grebne touchdowns
Efter et års pause er Rob Gronkowski tilbage og skal igen gribe bolde fra Tom Brady. Denne gang sker det dog under varmere himmelstrøg i solskinsstaten Florida, og jeg tror, at solen virkelig kommer til at skinne på Gronk i hans comeback-sæson. Jeg forudsiger, at den kommende Hall of Fame-tight end griber minimum 15 touchdowns og fører ligaen i gribe-touchdowns efter grundspillets 17 spillerunde. Gronk bliver nemlig Bradys favoritvåben i redzone, og den stærke tight end bør få bedre arbejdsbetingelser i scoringsterriroriet end nogensinde før, da Mike Evans og Chris Godwin kommer til at trække rigtig meget opmærksomhed. Gronk is back, baby! – Alexander Paaske

Tennessee Titans: Jonnu Smith griber for over 900 yards
Titans savner våben ved siden af A.J. Brown, men Jonnu Smith har potentialet til at være det komplementære våben. Smith er uhyggelig med bolden i hænderne, og det handler mest af alt bare om at få bolden mere i hænderne på ham. Hvis Titans lykkes med det, kan tigt enden få en stor sæson og måske runde 900 yards, hvilket kun fire tight ends formåede sidste år. – Teis Joranger

Læs også: Sæsonoptakt: Kan Titans replikere 2019-opskriften?

Washington Football Team: Forsvaret laver mindst 55 sacks
Der hviler et tungt ansvar på skuldrene af Chase Young. Men formår han at levere varen, står Ron Rivera med et – på papiret – frygtindgydende pass rush, der kan give enhver offensiv koordinator søvnløse nætter. Kombinationen af Chase Young, Montez Sweat, Jonathan Allen, Da’ron Payne og Ryan Kerrigan har enorm slagkraft – og med Ron Rivera får de optimal vejledning og et ideelt system til at forløse potentialet. Jeg forudser, at Washington Football Team leverer minimum 55 sacks i den kommende sæson, hvilket ville have været flest i NFL i fjor. – Nicholas Jørgensen