Ligesom nogle spillere bliver overset, så er der også spillere, der får for meget omtale relativt til niveauet på banen. De spillere sætter Gul Kluds skribenter i fokus i denne artikel, hvor vi peger på alle holds mest overvurderede spiller.

Mere navn end gavn? Vi kender alle spillere, der får mere omtale end niveauet egentlig berettiger, og ligesom Gul Klud tidligere har peget på alle holds mest undervurderede spiller, så giver Gul Kluds skribenter her et bud på den mest overvurderede spiller på alle hold.

Tidligere har vi udgivet en liste med alle holds mest betydningsfulde tilgang og alle holds mest betydningsfulde afgang. Husk også I kan læse vores holdspecifikke sæsonoptakter gennem hele august måned. Her finder du blandt andet Bucs’ sæsonoptakt.

Arizona Cardinals: Jordan Phillips, DT
Mange Cardinals-fans er måske begejstrede for nyerhvervelsen Jordan Phillips, fordi han nåede 9,5 sacks sidste år. Jeg må desværre melde mig i kategorien for folk, der tror, han slet ikke kan gentage den succes. Phillips’ totale antal gange, han lagde pres på modstanderens quarterback, kan slet ikke matche hans sacktotal, og det vidner om, at han var heldig med, at en usædvanlig stor del af hans pressures blev til sacks. Det er ofte tilfældigt om et pressure lige bliver til et sack eller ej, og derfor er pressures og ikke sacks en bedre måde at forudsige fremtidig produktion. Og Phillips var ikke i top 30 blandt defensive tackles, når det kommer til pressures/snaps. – Teis Joranger

Atlanta Falcons: Matt Ryan, QB
Fjerner man Matt Ryans ene MVP-sæson, som lader til at have været et lykketræf, er Ryan ikke en anderledes quarterback end Kirk Cousins: En fin QB med fine statistikker, men har ikke haft niveau til at slå igennem i slutspillet. Efter hans MVP og Super Bowl-sæson slog Ryans sig i manges bevidsthed fast i quarterbackens elite. Selvom Ryan siden da gjort sit til at modbevise dette, regnes Ryan af mange stadigvæk blandt ligaens bedste quarterbacks. Det er han ikke, hvorfor han, i min optik, er Falcons mest overvurderede spiller.- Jonas Pedersen

Baltimore Ravens: Matthew Judon, EDGE
Misforstå mig ikke, Judon er en god spiller, men han har ikke vist, at han er mere end det. Lige nu bliver han betalt som en top edge rusher, omkring 16 millioner, men langt størstedelen af hans sacks er et resultat af systemet. Jeg kan sagtens forstå Ravens’ tankegang ift. at give ham franchise tagget, da holdet er tyndt besat på den position, men han skal virkelig oppe sig, hvis han skal være pengene værd. – Anders Kaltoft

Læs også: Positionskarakterer: Hvem er bedst i AFC North?

Buffalo Bills: Josh Allen, QB
Det er ikke Josh Allens fortjeneste, at Buffalo Bills har en længeventet mulighed for at sætte sig på herredømmet i AFC East – som mange ellers mener. Rettere står og falder Bills’ titelkandidatur ved, om Josh Allen kan undgå at gentage tidligere graverende fejl og desuden blive mere effektiv på sine dybe kast. Ifølge analyseinstituttet Pro Football Focus var Josh Allen den dårligste quarterback i 2019 på dybe kast, hvor skræmmende 26 pct. af hans dybe kast blev kategoriseret som værende “umulige at gribe”. Ikke desto mindre fremhæves Allen igen og igen som en kommende stjerne i NFL. Det er en misvisende analyse baseret på hans niveau i 2018 og 2019 – og i stedet burde Bills’ ledelse høste roserne for at skrue ét af de mest komplette mandskaber sammen i NFL.- Nicholas Jørgensen

Carolina Panthers: Russell Okung, OT
Jeg kan forstå en del af den udskiftning, som Panthers har gennemgået, men den trade, hvor de byttede guard Trai Turner for tackle Russell Okung, giver ingen mening for mig. Okung er en 32-årig tackle, der kun spillede 250 snaps sidste år pga. små blodpropper i lungerne, kommer med spørgsmålstegn om helbredet og får flotte 13 millioner dollar i år. De risici til den pris valgte Panthers at erhverve sig i stedet for 27-årige Trai Turner, der var billigere i år. Jeg synes endda at Okungs niveau virker for nedadgående, og den handel vidner om en overvurdering af Okungs evner, synes jeg. – Teis Joranger

Chicago Bears: Robert Quinn, EDGE
Quinn havde en god sæson i 2019 for Cowboys, hvilket overbeviste Bears om, at give ham en stor 5-årig kontrakt i free agency. 11,5 sacks blev det til sidste år, men det var også hans bedste total siden 2013, hvor han tog ligaen med storm med hele 19 sacks. Siden da har han kun været en “lidt-over-middel” startende pass rusher i NFL, men Bears valgte alligevel at give ham 70 millioner dollars. Quinn nød godt af al den opmærksomhed, som DeMarcus Lawrence’s tog hos Cowboys sidste sæson, og det kommer han også til at nyde godt af hos Bears med Khalil Mack på holdkortet. Derfor virker det som rigtig mange penge at give til din næstbedste pass rusher på baggrund af en enkelt “bounce-back” sæson i 2019.– Victor Ostenfeld

Cincinnati Bengals: Bobby Hart, OT
Du vil tro, det er løgn, men Bengals har den 37. bedst betalte offensive tackle i ligaen i Bobby Hart (64 startende tackles). Den Bobby Hart, der har tilladt suverænt flest sacks for Bengals i de sidste to sæsoner, og som er rangeret blandt de allerdårligste startende tackles i ligaen. Den Bobby Hart, der, trods utallige opslag på sociale medier med kontroversielt og anstødeligt indhold eller konspirationsteorier, stadig er starter på holdet efter to år. Nogen tror på ham, for ellers var han ikke starter – Jeg tror ikke på ham. Overhovedet. – Nichlas Mohrsen

Læs også: Sæsonoptakt: A New Dey in THe Queen City

Cleveland Browns: David Njoku, TE
I hver draft finder du spillere, som NFL-holdene savler over på grund af deres atletiske formåen og ikke mindst potentiale. Nogle spillere lever op til det potentiale og bliver top-spillere i NFL, mens andre talentfulde atleter udvikler sig til en vaskeægte hovedpine. Tight end David Njoku tilhører den sidste gruppe lige nu. Han er et fysisk monster og har vist prøver på sit spændende talent, men han virker bestemt ikke til at have mentaliteten til at slå igennem i NFL. 2020 er hans sidste chance for at modbevise mig og kritikerne.– Alexander Paaske

Dallas Cowboys: Jaylon Smith, LB
Jeg havde godt nok svært ved at finde en Dallas Cowboys spiller, som jeg synes bliver vildt overvurderet. For mig er der bare ikke rigtigt nogen, der lige springer i øjnene, men jeg valgte i sidste ende at gå med linebacker Jaylon Smith. Der er enormt meget godt at sige om ham person, og jeg synes faktisk også at han er en god spiller, men hans niveau tog et dyk sidste år, og man kunne have forventet, at han ville være trådt mere i karakter, da hans makker Leighton Vander Esch gik ned med en skade. Smith blev ikke brugt så meget til at blitze, og både hans sack antal og hurries faldt i sidste sæson. Hans vej til NFL er imponerende, men spillet på banen mangler noget før, at han fortjener en stjernestatus. Han fik en flot kontrakt af Cowboys i 2019, nu skal han bare til at leve op til den. – Marc Skafte

Denver Broncos: Von Miller, EDGE
Det piner mig at skrive det, men Von Miller har ikke levet op til den kontrakt, han fik i kølvandet på sin Super Bowl MVP-præstation for snart fem år siden. I sidste sæson blev det kun til otte sacks, hvilket var første gang i karrieren, at Miller lavede mindre end 10 sacks (bortset fra sin skadessæson i 2013). Broncos kan spare 25 millioner dollars på lønloftet til næste sæson, hvis de sender Von Miller på porten, så i år skal han virkelig præstere og vise, at han ikke er overvurderet. – Magnus Jølnæs

Detroit Lions: Jarrad Davis, LB
Når man bliver valgt i første runde, så er det ok at der bliver stillet nogle forventninger til den spiller. Men når man ikke lever op til de forventninger, så er man per definition overvurderet. At alle andre end Matt Patricia kan se det, er mig en gåde. Patricia var nemlig ude i maj måned og give sin støtte til linebacker Jarrad Davis, som han kaldte “En hjørnesten”. Blandt linebackere med mere end 50% af holdets defensive snaps, vår Davis den 3. ringeste linebacker i ligaen sidste år hos analysesitet Pro Football Focus. Davis er alt for langsom til at opfatte tingene, og især i opdækningen mangler han meget. – Nichlas Mohrsen

Green Bay Packers: Billy Turner, G
Man kunne pege på Aaron Rodgers, der i de seneste år ikke har været på fordums top 5-niveau og derfor er en reel kandidat til denne pris. Men i stedet er valget faldet på Billy Turner som i løbet af den sidste sæson høstede roser, men han var og er reelt ikke en god guard, selvom han bliver betalt som en. Han kunne snildt udskiftes uden at miste kvalitet, og han er Packers’ svageste led på den offensive linje. – Victor Risager

Læs også: Sæsonoptakt: Kan Packers løfte sig uden forstærkninger

Houston Texans: David Johnson, RB
Det er nok ikke mange, der stadig anser David Johnson for at være en stjerne i NFL, da han ikke rigtigt har produceret noget nævneværdigt siden 2016. Når man vælger at sende sin bedste angrebsspiller (Deandre Hopkins) i bytte for Johnson, så er man stadig overvurderet. Runningbacken blev mere eller mindre bænket i Arizona i fjor, men kommer til at tjene mere end 10 millioner den kommende sæson. Johnson har været blandt ligaens dårligste spillere til at bryde tacklinger de seneste to år, har døjet med skader og ligner ikke en spiller, man kan stole alt for meget på som tingene ser ud lige nu.- Jacob Graversen

Indianapolis Colts: Philip Rivers, QB
Colts gav 25 millioner dollars til en quarterback, der aldrig har ført sit hold i super bowl på trods af, at han i mange sæsoner har haft nogle rigtig stærke Chargers-mandskaber omkring ham. Derudover har han haft en nedadgående formkurve de seneste par sæsoner, og han førte kun sit hold til fem sejre i 16 kampe sidste år. Mange undskyldte Rivers pga. en dårlig offensiv linje, men han blev trods alt kun sacket 34 gange, hvilket placerede Chargers i den bedste tredjedel i hele NFL i den kategori. Hvis det ikke er lykkedes Rivers at vinde et mesterskab i 16 sæsoner – mens han var på toppen præstationsmæssigt – hos Chargers, så er det svært at forestille sig det skulle lykkedes dette år med Colts.- Victor Ostenfeld

Jacksonville Jaguars: Leonard Fournette, RB
Leonard Fournette kan vel næppe kaldes for “overvurderet”, da han er universelt udskældt. Alligevel præsterer han at være holdets starter, så nogen må se et lys i ham. Han har været holdets arbejdshest, men har i sine tre sæsoner kun løbet 17 touchdowns ind og tilbagelagt 2600 yards, og det er sket på trods af alt for mange carries. Effektiviteten har været helt i bund. Det er i orden at forvente mere af en spiller, der blev valgt som nr. 4 i draften – fire pladser før Christian McCaffrey. – Nichlas Mohrsen

Kansas City Chiefs: Frank Clark, EDGE
Chiefs gjorde Frank Clark til ligaens tredjebedst betalte edge rusher inden 2019, men det kunne han ikke leve op til i 2019, hvor han blot lavede 36. flest pressures på quarterbacken. Heldigvis for Clark sluttede han sæsonen stærkt af med at lave fem sacks i tre slutspilskampe, hvilket giver lidt håb om, at han måske kan løfte niveauet i 2020. Selvom Chiefs nok er fint tilfredse med Frank Clark, efter han hjalp dem med at vinde Super Bowl, så er sandheden, at Chiefs på kort sigt tradede sig til en dårligere spiller, da de ‘byttede’ Dee Ford med Frank Clark før 2019-sæsonen. – Nikolaj Sattrup