Draften: Washington vælger som nr. 19 i første runde

Mulige valg i første runde af draften:

Jeremiah Owusu-Koramoah, LB, Notre Dame
Forbliver Washington ved deres oprindelige draftposition, så kan Owusu-Koramoah ende med at blive det helt oplagte valg. Holdet sagde farvel til deres bedste linebacker i opdækning, da Kevin Pierre-Louis skiftede til Houston, og det er netop her, at den talentfulde Notre Dame-linebacker har sin største styrke. Den unge forsvarsspiller vil kunne tilføje en masse atletiske evner til et forsvar, der har rigelige mængder af det alle andre steder. Den manglende størrelse hos Owusu-Koramoah kan dog være en akilleshæl, specielt med en træner som Ron Rivera, der elsker den fysiske spillestil. Owusu-Koramoah har dog en aggressivitet som blitzer, som opvejer den manglende størrelse.

Trey Lance, QB, North Dakota State
Hvis Washington skal have en ordentlig quarterback i årets draft, bliver de med al sandsynlighed nødt til at handle op. Gør de det, kan det meget vel være for Trey Lance, der er upoleret, men utroligt spændende. Lance har fremragende atletiske evner, og det har Rivera haft god succes med at gøre brug af, da han havde Cam Newton hos Panthers. Lance vil også kunne få muligheden for at sidde bag Ryan Fitzpatrick i dele eller hele sin første sæson i ligaen og forsøge at tilegne sig noget af den erfaring, han ikke har efter blot en sæson i collegerækkerne på lavt niveau.

Edge, Gregory Rousseau, Mia (FL)
Washington har som nævnt allerede et par sublime pass rushere, sidste års defensive rookie of the year, Chase Young er sprængfyldt med talent, men i NFL kan man aldrig få for mange til at udfylde den rolle. Er det nok til at bruge endnu et førsterundevalg på en af forsvarets forreste syv igen i år? Måske ikke, men Rousseau vil kunne få en rotationsrolle og udvikle sit store potentiale. Den 20-årige forsvarsspiller blev i 2019 kun overgået af Chase Young, når det kom til sacks i college football. Han har ikke velpoleret teknik, og derfor kan han bruges sporadisk mens han lærer. Med lange lemmer og masser af hustle i sig kan han udnyttes på mange spændende måder i Ron Riveras forsvar.

Alle holdanalyser:
NFC: DAL | NYG | PHI | WAS | ARZ | LAR | SF | SEA | CHI | DET | GB | MIN | ATL | CAR | NO | TB 
AFC: BUF | MIA | NE | NYJ | DEN | KC | LVR | LAC | BAL | CIN | CLE | PIT | HOU | IND| JAX | TEN