Free agency er overstået og draften nærmer sig. På Gul Klud får du 32 artikler, der én efter én kigger nærmere på NFL-holdenes free agency og kigger frem mod deres draft. Næste hold på listen er de traditionsrige ostehoveder fra Green Bay Packers.

Nævneværdige afgange:
C, Corey Linsley (Los Angeles Chargers)
OT, Rick Wagner (Kontraktfri)
CB, Tramon Williams (Pension)
RB, Jamaal Williams (Detroit Lions)
OT, Jared Veldheer (Kontraktfri)
OLB, Christian Kirksey (Houston Texans)

Nævneværdige tilgange:
Ingen nævneværdige tilgange (pr. 13. april 2021)

Nævneværdige kontraktforlængelser:
RB, Aaron Jones (4 år, 48 millioner dollars)
TE, Robert Tonyan (1 år, 3 millioner dollars – restricted tender)
CB, Kevin King (1 år, 5 millioner dollars)
TE, Marcedes Lewis (2 år, 5,9 millioner dollars)

Aaron Rodgers’ titeltogt fejlede til sidst
April 2020. Green Bay Packers tog fusen på alle og enhver, da de handlede sig frem i draften for at vælge Utah States upolerede quarterback Jordan Love. Straks bredte spekulationerne om Aaron Rodgers’ fremtid i Green Bay sig udover et lamslået NFL-landskab som en steppebrand. Tronskiftet var nu undervejs – spørgsmålet var blot, hvornår det skulle realiseres?

Men her og nu – knap et år senere – er alle formaninger om et eventuelt skifte på quarterback-positionen gjort til skamme. Aaron Rodgers brugte sin utilfredshed produktivt, da han afreagerede på banen og leverede sin foreløbigt bedste sæson i NFL, hvilket isoleret set er en imponerende bedrift. Med 4.299 kastede yards, 48 touchdowns og blot fem interceptions blev Rodgers fortjent hyldet som ligaens mest værdifulde spiller for tredje gang i karrieren.

Tampa Bay Buccaneers blev i sidste ende for stor en mundfuld for højtflyvende Packers i slutspillet. Her led Aaron Rodgers under David Bakhtiaris skadesfravær, mens Kevin King agerede akilleshæl på forsvaret.

Har Packers fortsat kvaliteterne til at bide skeer med eliten i NFL – og kan Aaron Rodgers gentage sit svendestykke i 2021? På de følgende sider sætter vi Green Bay Packers’ sæsonforberedelser under lup og giver vores besyv med.

Næste side: Begrænset manøvrerum bevirkede et stille free agency for Packers