Holdmangler: OL, LB, WR, CB
Green Bay Packers indtræder draften med relativt få akutte behov, som primært omhandler den offensive linjes højre side. I skrivende stund skal middelmådige Billy Turner agere højre tackle, mens de ubeskrevet blad Lucas Patrick forventes at starte på højre guard.

Derfor bør vi forvente, at Packers adresserer den offensive linjes mangler i løbet af draften – om end ostehovederne har tradition for at vælge den bedst tilgængelige spiller uagtet af position.

Ud fra et behovsperspektiv burde Packers også forholde sig til forsvarets linebacker-position, hvor purunge Krys Barnes og Kamal Martin står til at starte. Jeg er imidlertid usikker på, om Packers vil drage gavn af endnu en ung spiller på positionen – eller om de snarere burde hente en rutineret spiller ind til at stabilisere forsvarets midte?

I stedet bør Packers benytte draften til at styrke bredden og talentmassen på receiver og cornerback-positionerne. Allen Lazard og Marquez Valdes-Scantling leverede fine sæsoner i fjor, men Packers’ angreb vil formentlig tage endnu et skridt mod ustoppelighed med endnu et eksplosivt våben.

Kevin King blev den store skurk i NFC-slutspillet mod Tampa Bay Buccaneers, men det har ikke forhindret Green Bay Packers i at forlænge aftalen med selvsamme. Fortidens kvaler taler for, at Packers er opmærksomme på at hente nyt blod ind til et i forvejen stærkt secondary. Du kan ganske enkelt ikke have for mange gode cornerbacks i nutidens NFL.

Næste side: Disse spillere kan Packers gå efter i draften