Der er kommet magi til hovedstaden

Washington har ikke haft den helt store udskiftning under free agency, men den mest iøjnefaldende af dem alle må være tilføjelsen af den nye quarterback, veteranen Ryan Fitzpatrick. Den 38-årige quarterback er en fanfavorit i NFL og har fået kælenavnet ‘Fitzmagic’. Trods alderen efterhånden er fremskreden i NFL-regi, så leverede han i fjor flot spil for Miami Dolphins. Quarterbacken høstede også et hav af roser for sin indflydelse på omklædningsrummet og sin evne til at agere mentor for rookie Tua Tagovailoa.

Han er den perfekte quarterback at tilføje til et hold som Washington, der bør kæmpe med om divisionstitlen igen i år og samtidig skal kigge efter en fremtidig starter på positionen. Fitzpatrick giver viden og kompetent spil, men han tilfører også en fandenivoldskhed, som holdet manglede under Alex Smith i fjor. Det bør i særdeleshed Terry McLaurin være glad for. Den meget dygtige receiver har ikke haft gode quarterbacks i sine første år i NFL, det kan ændre sig den kommende sæson.

McLaurin får også hjælp på receiver-pladsen, og det er højst tiltrængt. Washington manglede dybde på den position i 2020 og fik rettet op på det ved at tilføje Curtis Samuel, der havde en flot sæson for Carolina Panthers i fjor. Samuel var en af ligaens mest effektive spillere til at konvertere tredje downs og havde også en rolle som runningback. Det passer godt ind med Antonio Gibson, der primært er runningback, men også kan agere receiver. Det er en spændende cocktail. Holdet mistede ikke nogle nævneværdige spillere på angrebet og får endda en af ligaens bedste guards, Brandon Scherff, tilbage idet de gav ham franchise tagget. Jeg ser virkelig frem til at se, hvordan holdets angreb præstere, potentialet for underholdning er ganske stort.

William Jackson får et stort ansvar

Forsvaret undergår lidt større forandringer, men ikke nødvendigvis negative ændringer. Washington har sagt farvel til Ronald Darby, der spillede en god sæson efter at have været en skuffende del af Philadelphias bagkæde i flere år. Cornerbacken erstattes dog af William Jackson, som kommer til fra Cincinnati Bengals. Den 28-årige forsvarsspiller har været en af de bedste i mandsopdækning og kommer til på en fornuftig kontrakt. Jackson skal dog lære at spille i en anderledes type forsvar. Det kan give en indlæringskurve, men han var den bedste cornerback i free agency og et godt navn at få til klubben.

Tabet af Ryan Kerrigan er ærgerligt for klubben. Pass rusheren har længe været en del af klubben, men alderen trykker og han spillede væsentligt færre snaps i fjor end længe. Kevin Pierre-Louis er ikke det største navn, men var fornuftig i den forgangne sæson, den første i karrieren som reel starter. Samlet set har det været tale om en god free agency for klubben, der er i gang med at positionere sig til den kommende sæson, men også til fremtiden.

Karakter: 8/10

Næste side: Hvor skal Washington forbedres i draften?