Free agency er overstået og draften nærmer sig. Over en måned får du 32 artikler, der én efter én kigger nærmere på NFL-holdenes free agency og kigger frem mod deres draft. Næste hold på listen er Chicago Bears, der overraskede mange ved at nå playoffs sidste sæson – det ville også blive en overraskelse, hvis det sker i år.

Nævneværdige afgange:
CB, Kyle Fuller (Broncos)
RT, Bobby Massie (kontraktløs)
CB, Buster Skrine (kontraktløs)
QB, Mitch Trubisky (Bills)
DT, Roy Robertson-Harris (Jaguars)
DE, Brent Urban (Dallas)
WR, Cordarelle Patterson (kontraktløs)
OLB, Barkevious Mingo (Falcons)

Nævneværdige tilgange:
QB, Andy Dalton (1 år, $10 millioner)
OLB, Jeremiah Attaochu (2 år, $5,55 millioner)
CB, Desmond Trufant (1 år, $1,075 millioner)
DE, Angelo Blackson (2 år, $5,5 millioner)
RB, Damien Williams (1 år, $1,125 millioner)

Nævneværdige kontraktforlængelser:
CB, Artie Burns (1 år, $990,000)
S, Deon Bush (1 år, $1,5 millioner)
OT, Germain Ifedi (1 år, $4,25 millioner)
DE, Mario Edwards (3 år, $11,66 millioner)
P, Pat O’Donnell (1 år, $1,75 millioner)
K, Cairo Santos (3 år, $9 millioner)
WR, Allen Robinson (1 år, $17,88 millioner – franchise tag)
RB, Ryan Nall (1 år, $850,000)

Fansenes lidelser forlænget
Bears startede som lyn og torden i 2020. Måske ikke gennem spillet på banen, men nærmere i sejrskolonnen. Efter de første seks kampe var holdet fra byen med den megen blæst på imponerende og overraskende 5-1, men der var stadig åbenlyse problemer på angrebet. Mitch Trubisky blev bænket i kampen mod Falcons. Ind kom Nick Foles, der førte holdet til en dramatisk sejr. Der lignede det pludselig, at Bears havde fundet en opgradering på quarterback. Sådan skulle det dog ikke gå, selvom Bears slog de senere Super Bowl mestre fra Buccaneers, så løb de ind i en stribe af nederlag, hvorefter Foles så blev bænket og Trubisky igen trådte ind på scenen. Spillet fra Trubisky var ikke godt, men det var bedre end vi længe havde set fra hans hånd.

Med Trubisky bag center formåede Bears at nå slutspillet på yderste mandat, 7. seedet, og blev samtidig det sidste 8-8 hold i slutspillet i historien. Her blev de dog let og elegant pillet ud af Saints, men at de nåede til den kamp gav Pace og Nagy endnu et år i et par sæder, der bør være brandvarme, når vi rammer september måned.

Næste side: Kan den røde riffel redde Ryan og Matt?