Panthers lukker stjernespiller ned for sæsonen

0

Chuba Hubbard har i 2024 fået sit helt store gennembrud i NFL, men han er nu blevet placeret på Injured Reserve-listen og er dermed færdig for sæsonen.

Det har været lidt af en tumultarisk første sæson i Carolina for cheftræner Dave Canales.

Først blev forsvarsprofilen Derrick Brown knæskadet i sæsonens første kamp mod rivalerne fra New Orleans Saints og efterfølgende begyndte det helt store quarterback-drama, da Bryce Young blev bænket til fordel for the Red Rifle – Andy Dalton.

Men i alt tumulten, hvor resultaterne heller ikke er gået Panthers vej, har især én vist sig flot frem og er blevet en af holdet helt store byggesten til fremtiden.

25-årige Chuba Hubbard har været storspillende gennem hele sæsonen. Med sine 1195 løbeyards og ti løbetouchdowns på 15 kampe, hvilket er henholdsvis sjette og niende bedst blandt runningbacks i 2024-sæsonen indtil videre, har han vist sig som en af ligaens mest pålidelige spillere på positionen.

I sidste weekend var han ovenikøbet med til at gøre det onde ved Hjalte Froholdts Arizona Cardinals, da han scorede det afgørende touchdown i forlænget spilletid og satte en stopper for ørkenholdets slutspilsdrømme.

Læs også: Optakt til Hjalte Froholdts kamp mod Rams

Han er desuden blevet belønnet med en ny, flot kontrakt for knap to måneder siden, hvilket sikrer ham 237,5 mio. danske kroner (33,2 mio amerikanske dollars) fordelt på de næste fire år.

Grundet en skade i både sin ene læg og sit ene knæ skal han nu sidde ude de resterende to kampe, hvor Panthers møder divisionsrivalerne Tampa Bay Buccaneers og Atlanta Falcons, der begge er vigtige i kampen om NFC South-titlen. Dog er det ikke Panthers, med deres fire sejre hidtil, som kan nå en plads i slutspillet, men derimod de to modstandere, der begge har otte sejre.