
Kan Hjalte og Cardinals holde gejsten oppe, når de møder slutspilsjagende Los Angeles Rams i den sene lørdagskamp i 17. spillerunde?
Presset blev for stort for Arizona Cardinals og Hjalte Froholdt i 16. spillerunde, da de gled i banenskrællen og led et chokerende nederlag til upåagtede Carolina Panthers. Med nederlaget kan Cardinals ikke længere nå Los Angeles Rams i kampen om hverken NFC West og slutspillet.
Læs også: Hjalte Froholdt og Cardinals fik slukket slutspilsdrømmen
Hjalte Froholdt leverede selv en ganske stærk præstation mod Carolina Panthers, og analysemediet Pro Football Focus rangerede danskeren som den fjerdebedste center i 16. spillerunde. Det er ganske imponerende, når vi tager højde for, at Froholdt spillede med lidt sygdom i kroppen, som havde gjort ham tvivlsom til opgøret.
Spørgsmålet er nu, om Cardinals og Froholdt kan holde gejsten oppe i 17. spillerunde, når de møder netop Los Angeles Rams natten til søndag? For mens Cardinals har udspillet sin rolle i kapløbet om NFC West, så kan Rams sikre sig divisionstitlen med en sejr. Det kræver dog lidt hjælp også, som du kan læse om her.
Hvem står Hjalte Froholdt over for?
I de seneste to kampe har Hjalte Froholdt mødt relativt beskeden modstand, men det ophører mod Los Angeles Rams, som er bomstærke i skyttegravene.
Vi var ellers flere, som spåede, at Rams’ forsvar skulle sprænges i atomer, da Aaron Donald trak stikket på sin glorværdige karriere. Men Les Snead og Sean McVay har – som så ofte før – modbevist os. For selvom Aaron Donald er uerstattelig, så har Rams sammensat et fantastisk presspil bestående af en række unge og talentfulde spillere.
Los Angeles Rams stiller op i en 3-4-formation under sin defenive koordinator Chris Shula, som er barnebarn til den legendariske træner Don Shula, som bl.a. har vundet to Super Bowl-titler med Miami Dolphins. Formationen indebærer, at Hjalte Froholdt naturligt kommer til at forholde sig til profilerne Kobie Turner og Braden Fiske, der huserer i hjertet af Rams’ defensive linje.
Både Kobie Turner og Braden Fiske har spillet fremragende i 2024, hvor de tilsammen har leveret 102 tacklinger, 13 sacks og tre fremtvungne fumbles. Særligt Turner har været en force i skyttegravene, og Pro Football Focus rangerer ham som den 12. bedste defensive linjespiller i NFL i år.
De har to forskellige fysiske profiler, da Kobie Turner måler 188 centimeter og vejer i omegnen af 135 kilo, mens Braden Fiske fylder 193 centimeter og cirka 130 kilo. Turner minder mest om Aaron Donald (185 centimeter og 127 kilo) – både rent staturmæssigt og spillestilsmæssigt, da han udnytter sin iøjnefaldende kombination af accelleration, råstyrke og nærmest voldelige spillestil til at smadre sine direkte modstandere.
Hvad er succeskriteriet for Hjalte Froholdt?
Hjalte Froholdt har tidligere haft det svært over for de relativt mindre, men eksplosive, defensive tackles som Kobie Turner. Ifølge Pro Football Focus spillede Froholdt også sin foreløbigt dårligste kamp i 2024-sæsonen mod netop Los Angeles Rams i anden spillerunde, hvor Turner også leverede tre tacklinger og et sack.
Derfor ville opgøret mod Kobie Turner i forvejen være en stor udfordring for Hjalte Froholdt, og den risikerer at blive endnu sværere nu, hvor Rams kan sikre sig divisionstitlen, mens Arizona Cardinals ikke har noget at spille for.
Med omstændighederne in mente er det et selvstændigt succeskriterium, at Hjalte Froholdt beviser, at han er topprofessionel, og at han kan fortsætte sit bundsolide spil. Derudover skal Froholdt bevise, at han har oppet sit spil så meget, at han også kan levere varen mod en spillertype som Kobie Turner, der ovenikøbet er afsindigt dygtig.
Læs også: 10 svar vi leder efter i 17. spillerunde







