Årets draft er kun nogle uger væk, og det er blevet tid til, at Gul Kluds draftekspert Teis Joranger annoncerer sine favoritspillere på de forskellige positioner. Vi starter med quarterbacks, hvor der både er talent i toppen og i midten af draften.

Den store quarterback-kabale er ved at blive lagt i denne off season, og senest har Carolina Panthers tradet sig til Jets-floppet Sam Darnold. Men også i draften er der talent at hente.

Vi kan meget vel ende med et scenarie, hvor der går fem quarterbacks i top 10, og derudover er der nogle spændende projekter efter første runde. Hvordan de fem, og resten af årgangen, skal rangeres er der dog stor uenighed om.

Her får du en top 10-liste fra Gul Kluds Teis Joranger, som han ser quarterback-årgangen lige nu. Du kan se tanker til årgangen under tabellen med rangeringerne. Hvis du vil se et andet bud på en top 10, kan du læse på Gul Kluds samarbejdsside draftbeat.dk, hvordan Teis Jorangers rangering ser ud holdt op mod en anden top 10 fra det nogle af de andre på draftbeat. På Draftbeat kan du også læse scouting reports på de 10 quarterbacks.

Andre Draftrangeringer
QB | RB | WR | TE | OT | IOL | DT | EDGE | LB | CB | S
 

Grades tager ikke højde for positionensværdi, så en quarterback med en andenrundegrade vil stadig være et førsterundevalg værd, mens en runningback med førsterundegrade næppe er et førsterundevalg værd.

RangeringSpillerCollege
1Trevor LawrenceClemson
2Justin FieldsOhio State
3Trey LanceNorth Dakota State
4Zach WilsonBYU
5Mac JonesAlabama
6Davis MillsStanford
7Kellen MondTexas A&M
8Kyle TraskFlorida
9Feleipe FranksArkansas
10Jamie NewmanWake Forest

Tanker fra Teis Joranger om årgangen

Det er virkelig en spændende quarterback-årgang i år, og der er næsten noget til enhver smag. Lawrence og Fields er klar etter og toer for mig, og selvom Fields har nogle ting, han skal arbejde på, synes jeg, mange overdriver hans svagheder. Lawrence har også ting, han skal arbejde på, men er all round bare et kæmpetalent med hele pakken. De fleste trænerstaber burde kunne polere det sidste hos Lawrence.

Herefter er jeg lidt mere skeptisk omkring Zach Wilson end mange andre (inklusivt NFL). For mig skal han stadig lære at spille quarterback indenfor et system og gå gennem sine progressions på en kontrolleret og korrekt måde. Der synes jeg faktisk, at Lance er bedre til at spille med en god mental proces, omend hans gennemsnitlige præcision er en bekymring.

Mac Jones er et varmt samtaleemne, da han rygtes til 49ers med tredjevalget, og selvom hans præcision er god, og han har godt styr på den mentale side af spillet, så føler jeg stadig, han er en quarterback, hvor tingene skal gå som planlagt, hvis han skal have succes. Jeg frygter for hans evne til at skabe selv, når receiverne ikke er kolossalt åbne som hos Alabama.

Efter Mac Jones kommer vi ned i projekterne. Mills’ mentale proces er ringe lige nu, men han har virkelig noget potentiale, hvis man kan banke de værste vaner væk. Monds teknik og svingende præstationer gør ham til en svær vurdering, men hæves bundniveauet er der starterpotentiale. Trask er all round solid, men også all round uinteressant, synes jeg. Derefter er vi ude i long shots.

Andre Draftrangeringer


QB | RB | WR | TE | OT | IOL | DT | EDGE | LB | CB | S