NFL’s største blodfejde i det 21. århundrede står atter på trapperne, når Baltimore Ravens gæster ærkerivalerne fra Pittsburgh Steelers i en kamp, som har afgørende slutspilsimplikationer. Men hvad er det, der gør rivaliseringen så enestående? Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen giver her sin vurdering af kampen, som ligger hans Ravens-hjerte nært!

”Der er en gensidig forståelse om, at vi simpelthen ikke bryder os om hinanden” – Ike Taylor

NFL byder på et væld af interessante rivalopgør, som blot gør sporten endnu federe. Listen tæller opgør som: Bears-Packers, Redskins-Cowboys, Eagles-Giants, Patriots-Jets, Cowboys-49ers – og vi kunne blive ved… Men efter min bedste overbevisning, så er der ét opgør, som er i en liga for sig selv. Det er Baltimore Ravens mod Pittsburgh Steelers. I det 21. århundrede har vi været vidner til en række legendariske opgør mellem de to hold, såsom: Steelers’ ufattelige comeback-sejr i slutspillet i 2011; Steelers’ AFC-North forseglende sejr i Baltimore på 13-9 efter en 92-yard lang angrebsserie i kampens afslutning i 2008; Eller T.J. Houshmandzadeh kampafgørende scoring i Pittsburgh med under 40 sekunder igen i 2010. Alligevel mener, jeg at især én kamp – mere end noget andet – symboliserer rivaliseringen helt perfekt:

For AFC Championship-kampen i 2008-sæsonen på Heinz Field mellem Steelers og Ravens er den mest brutale, modbydelige og hadfyldte kamp, jeg mindes at have set i sportens verden. Intensiteten varede ved fra første dommerfløjt til Troy Polamalus interception af en purung Joe Flacco på kampens afgørende angrebsserie, som kunne have sendt gæsterne i Super Bowl på Steelers’ bekostning. Undervejs i opgøret kom hadet især til syne ved det mest brutale sammenstød, som jeg har set, da Ryan Clark sendte Willis McGahee (og sig selv) til tælling efter et hit, som ville have udløst en rekordstor bøde i dagens mere sobre NFL.

Ravens-Steelers rivaliseringen er netop alt andet end en sober forestilling. Gennem årenes løb har rivaliseringen avlet dødstrusler mellem spillerne (Bart Scott truede i den forbindelse Hines Ward på livet efter, at sidstnævnte havde leveret et stort hit på netop Scott) samt et utal af brækkede lemmer, hvor Haloti Ngatas næsebrækkende hit på Ben Roethlisberger i 2010 bør fremhæves. Hertil udtalte John Harbaugh endda, at han var tilfreds med Ngatas ”bedrift”.

”Det er det bedste rivalopgør i football. ”Had” er en stærk beskrivelse, men det er yderst dækkende i denne sammenhæng.” – Terrell Suggs

Foruden den hadfyldte og intense natur af rivaliseringen, så byder opgøret også på et møde mellem to af de mest succesfulde hold i NFL’s nyere historie. Siden år 2000 står begge mandskaber noteret for to Super Bowl-ringe, og begge har typisk sat sit aftryk på slutspillet i årenes løb. Steelers fører den indbyrdes serie med 24-21, men Ravens har gang i en solid stime på fire vundne opgør på stribe – og seks sejre af seneste syv mulige.

I de seneste år har Cincinnati Bengals forsøgt at blande sig i kampen om AFC North, men i denne sæso skal divisionen igen afgøres mellem de to ærkerivaler, hvis spillere har gjort en dyd ud af at nedtone opgørerene mod Bengals til fordel for Steelers-Ravens kampene. Som wide receiver, Darrius Heyward-Bey sagde, så er der bare mere på spil, uanset divisionsstillingen, når Ravens og Steelers tørner sammen.

”Da vi ankom her (i 2014, red.) var det med en mentalitet om, at; vi simpelthen ikke brød os om Baltimore. Det var ligesom at vokse op i løbet af Den Kolde Krig; vi kunne heller ikke lide Rusland. For os er det lidt den samme følelse med Baltimore.” – Mike Mitchell

 Overraskelser hænder sjældent i disse opgør, som typisk er yderst tætte. I syv af de seneste 11 kampe er affæren blevet afgjort med mindre end tre points. Første Juledags udgave af Steelers-Ravens kommer mest af alt til at minde om en slutspilskamp, og derfor forventer jeg endnu en tæt kamp, som først bliver afgjort i sidste øjeblik. Steelers kan sikre sig divisionstitlen og samtidig eliminere Ravens fra slutspillet – i kraft af Dolphins’ sejr i går aftes. Alternativt, og ved Ravens-sejr, vil John Harbaughs mandskab genovertage teten i AFC North, som de kan vinde med en sejr over Cincinnati Bengals i sidste spillerunde. Ved opfyldelse af dette scenarie vil vi højest sandsynligt få en gentagelse af Ravens-Steelers i Wild Card-runden; blot på M&T Bank Stadium i Baltimore, hvilket ikke just er et ønskescenarie for Steelers.

Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til en suveræn oplevelse denne Første Juledag, og i mine øjne får vi ikke en bedre julegave fra NFL. Vi kan se frem til et tæt, brutalt og ikke mindst fjendsk opgør, som ligger så fjernt fra julens ro og hygge. I bør derfor – uden den mindste tvivl og uden dårlig samvittighed – slå over på TV3+, GamePass eller hvor end I får stillet jeres NFL-fiks for at opleve et nyt kapitel i det 21. århundredes bedste rivalopgør i NFL.

”Som lille drømte jeg om at spille på en fjendsk udebane, hvor alt er på spil. Jeg forestillede mig at spille foran 70.000 mennesker, der hader dig. Det er dét, der gør mit job sjovt.” – Joe Flacco, om at spille på Heinz Field.