Jadeveon Clowney har skrevet under på en toårig aftale med Carolina Panthers, hvor han skal være med til at afløse Brian Burns.

Én af de mest eftertragtede presspillere på dette års transfermarked har fundet sit nye mandskab. Det tidligere førstevalg fra 2014-draften Jadeveon Clowney har indgået en toårig aftale med Carolina Panthers, der potentielt kan indbringe ham i omegnen af 165 millioner danske kroner.

Skiftet betyder også, at Jadeveon Clowney vender hjem til Carolina. Clowney er født og opvokset i Rock Hill, som ligger bare 25 minutters kørsel fra Charlotte, hvor Panthers holder til. Det var også i South Carolina, at Jadeveon Clowney tog sine første skridt på vejen til NFL, da han spillede football for både South Pointe High School og University of South Carolina.

Hos Carolina Panthers får Jadeveon Clowney til opgave at skulle afløse stjernen Brian Burns, som er skiftet til New York Giants. Derudover har Panthers også hentet K’Lavon Chaisson og D.J. Wonnum ind fra transfermarkedet til at bolstre deres presspil.

Jadeveon Clowney kom tilbage på sporet i den forgangne sæson, hvor han spillede en nøglerolle hos Baltimore Ravens. Den 31-årige presspiller leverede én af sine bedste sæsoner som professionel, da han producerede 43 tacklinger, 9,5 sacks og to forcerede fumbles i sine 17 kampe for Ravens.