
Sæsonstarten står for døren, og det er tid til at se nærmere på de 10 mest sæsondefinerende spørgsmål, som vi skal have svar på i 2026-sæsonen.
Natten til torsdag går det løs, når Seattle Seahawks og New England Patriots tørner sammen og åbner 2026-sæsonen med en vaskeægte Super Bowl-gentagelse.
I denne sæsonoptakt har Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen udvalgt de 10 mest centrale spørgsmål, som vi skal have svar på, og som meget vel kan definere udfaldet af den kommende sæson.
Husk, at du kan se alle kampene fra NFL med GamePass. Hvis du ovenikøbet tegner dit abonnement via dette link, så støtter du også Gul Klud.
Holder Eagles og Seahawks’ mesterskabsformel endnu?
Det har længe været grundopfattelsen, at dit hold skulle have én af de allerbedste quarterbacks i NFL, før det kunne spille med om Lombardi-trofæet.
Tom Brady og Patrick Mahomes er de tydeligste, nyere forgangseksempler, og opfattelsen blev kun forstærket af, at det alene var Denver Broncos (2015), der vandt Super Bowl mellem 2014 og 2024-sæsonerne, som ikke kunne mønstre et top 10-angreb.
Men i de seneste to år har grundopfattelsen lidt et knæk. Først knuste Philadelphia Eagles dynastiet fra Kansas City med 40-22 i Super Bowl LIX og senest leverede Seattle Seahawks et overlegent mesterskab, da de smadrede New England Patriots med 29-13.
Der er en række fællesnævnere ved Eagles og Seahawks’ mesterskaber, som er påfaldende, og som måske indvarsler en ny æra i NFL.
Eagles og Seahawks’ ubetingede styrke lå i skyttegravene, hvor de både kunne mønstre kvalitet og bredde. Det var forsvarene, som var den dominerende enhed, og de blev anført af hver deres defensive trænerguru. Og så var angrebet i høj grad bygget op om én central stjernespiller, der vandt prisen som sæsonens bedste angrebsspiller.
Det bliver uhyre spændende at se, om de store quarterbacks – Patrick Mahomes, Josh Allen, Lamar Jackson, Joe Burrow og Matthew Stafford – generobrer narrativet i den kommende sæson, eller om den nye mesterskabsformel stadigvæk holder . Der er især to hold i AFC, Denver Broncos og Houston Texans, som har gjort et ihærdigt forsøg på at kopiere mesterskabsformlen.
Vender mastodonterne tilbage til fordums styrke?
Én af de allerstørste historier i den forgangne sæson var, at mastodonterne Kansas City Chiefs, Baltimore Ravens og Detroit Lions alle missede slutspillet på trods af, at de var blandt de fem hold, som bookmakerne havde størst tiltro til inden sæsonstarten.
Det har været specielt at følge, hvordan de tre hold har håndteret skuffelsen siden deres alt for tidlige sæsonafslutning. De har alle hentet en ny offensiv koordinator, og Ravens gik planken ud, da de også erstattede deres mangeårige cheftræner John Harbaugh med Jesse Minter.
De har også alle investeret betydelige summer i skyttegravene. Ravens og Lions har endevendt deres offensive linje, mens Chiefs og Ravens har hentet forstærkninger til deres defensive linje i form af Khyris Tonga, Peter Woods, R Mason Thomas (Chiefs) og Trey Hendrickson og Zion Young (Ravens).
Spørgsmålet er bare, om de har gjort nok? Lions og Ravens har allerede mistet deres nytilkomne, forventede startende, center for sæsonen, og Chiefs har ikke adresseret receiverkorpset nævneværdigt. Sidstnævnte kan virke dumdristigt, da Rashee Rice har tilbragt en stor del af sommer i fængsel, mens Xavier Worthy stadigvæk kæmper med sine skavanker.
Læs også: De vigtigste tilføjelser for hvert hold i 2026
Kan NFLs nye Avengers leve op til forventningerne?
Los Angeles Rams har været her, der og alle vegne, siden 2025-sæsonen gik på hæld. De har forstærket forsvaret med to af de mest dominerende spillere i nyere NFL-historie i form af Myles Garrett og Aaron Donald, der tilsammen har leveret 236,5 sacks og vundet prisen som den bedste forsvarsspiller i NFL à fem omgange.
Derudover har Rams forstærket deres bagerste forsvarsgeledder med All Pro-spilleren Trent McDuffie og hans “partner in crime” Jaylin Watson. Og så hentede de endda den unge quarterback Ty Simpson i første runde af forårets draft, som meget vel kan blive Matthew Staffords langsigtede arvtager.
Det er næppe overraskende for dig, at NFLs nye Avengers er bookmakerens ubestridte favoritter til at hjemtage Lombardi-trofæet i den kommende sæson. Historien tilsiger dog, at det ikke er så let at efterleve favoritværdigheden.
I løbet af de seneste 30 år er der 20 hold, som har haft mindst lige så gode mesterskabsodds, som Rams har i år. Men der var ikke ét eneste af de 20 hold, som rent faktisk gik hele vejen.
Læs også: Guess who’s back? Aaron Donald er tilbage
Hvilke skridt tager den mest talentfulde quarterback-årgang i nyere tid?
I 2024 fik NFL selskab af Caleb Williams, Drake Maye, Jayden Daniels, Michael Penix Jr., J.J. McCarthy og Bo Nix. Fællesnævneren for de seks quarterbacks er, at de alle blev valgt i første runde af 2024-draften, og det var bare anden gang i ligaens historie, at så mange quarterbacks røg så tidligt i draften.
Af de seks spillere har fire af dem allerede ført deres hold i slutspillet, tre har ført deres hold til en konferencefinale, og Drake Maye har allerede – og foreløbigt som den eneste quarterback fra 2024-årgangen – stået i sin første Super Bowl. Det er altså ret bemærkelsesværdigt.
Bevares, J.J. McCarthy har været en gedigen skuffelse i Minnesota, Michael Penix Jr. halter – i bogstaveligste forstand – efter Tua Tagovailoa i kampen om starterpladsen i Atlanta, og Jayden Daniels skal forsøge at rejse sig efter en skadesplaget og spillemæssigt svær sæson. Men der er tårnhøje forventninger til Drake Maye, som får tilført A.J. Brown til sit våbenarsenal, Bo Nix, som får glæde af Jaylen Waddle, og Caleb Williams, der for alvor har fået Ben Johnsons angrebssystem ind under huden.
2024-draften blev betegnet som den mest talentfulde quarterback-årgang i nyere tid, og spillernes fortsatte udvikling vil sætte et gedigent aftryk på NFL – uanset om, det bliver positivt eller negativt. Derfor skal du holde et vågent øje med de seks quarterbacks i 2026-sæsonen.
Læs også: Hvilke spillere får deres gennembrud i 2026?
Kan Mike McDaniel forløse Justin Herberts utvivlsomme potentiale?
Fra seks tidligere førsterundevalg til et syvende. Justin Herbert går ind til sin sjette sæson som professionel, og selvom han allerede har kastet 24.820 yards og 163 touchdowns, så føles hans utvivlsomme potentiale stadigvæk en smule uforløst.
På trods af Justin Herberts åbenlyse kvaliteter, så har Los Angeles Chargers’ angreb til tider virket en smule forkrampet og inkonsistent. Det er måske et resultat af, at Herbert allerede har haft fire forskellige offensive koordinatorer i sine første fem år i NFL.
Chargers har igen skiftet ud på trænerposten forud for 2026-sæsonen, hvor den løbeorienterede og konservative Greg Roman er blevet afløst af den omvendt innovative og bredt anerkendte Mike McDaniel. McDaniel har senest været Miami Dolphins’ cheftræner, hvor han til tider har udrettet mirakler med Tua Tagovailoa som sin quarterback. Det var især tilfældet i 2023, hvor Tagovailoa kastede hele 4.624 yards og 29 touchdowns.
Det bliver uhyre spændende at se, om Mike McDaniel bliver manden, som kan befri Justin Herbert fra sine lænker og føre ham til storhed. Problemet er bare, at Chargers igen i år døjer med flere skader på deres offensive linje, som risikerer at undergrave deres ambitioner. Således er deres nye og dyrt betalte center Tyler Biadasz allerede meldt ude for sæsonen med en alvorlig knæskade, mens Rashawn Slater stadigvæk er på vej tilbage i fulde omdrejninger efter sit alvorlige skadesforløb.
Næste side: Vi kommer omkring John Harbaugh, den nye frelser i Las Vegas og mesterskabshungrende Josh Allen










