I denne artikel vil Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen varme op til AFC-mesterskabskampen, hvor Kansas City Chiefs og New England Patriots skal duellere om den sidste billet til Super Bowl LIII.

Den 41-årige Tom Brady har muligheden for at spille sig i sin niende (!) Super Bowl, når New England Patriots gæster Kansas City Chiefs i AFC-mesterskabskampen. Hvis det mislykkes, vil vi i stedet vidne et tronskifte i AFC, hvor den unge superstjerne, Patrick Mahomes, spiller Chiefs til holdets første Super Bowl-optræden siden 1970. Der er med andre ord lagt op til en definerende kamp – ikke blot for sæsonen, men også for den forestående æra i AFC.

New England Patriots maltrakterede Los Angeles Chargers i søndagens slutspilsopgør, hvor det endelige resultat (41-28, red.) nærmest var misvisende i forhold til Patriots totale overlegenhed. Med præstationen fik Bill Belichicks tropper sat en fed streg under deres berettigede Super Bowl-kandidatur.

***LÆS OGSÅ: NFC-finalen: New Orleans Saints vs. Los Angeles Rams

Slutspilsopgøret på Arrowhead Stadium var ligeledes en ensidig forestilling, da Kansas City Chiefs udspillede Indianapolis Colts med 31-13. Patrick Mahomes gik ganske uimponeret til sin første slutspilsopgave, og leverede endnu en brandkamp med en række fænomenale kast og et enkelt touchdown-løb. Spørgsmålet er, om den unge stjerne kan forblive ”cool”, når der er en Super Bowl-billet på højkant?

Seneste nyt på skadesfronten
Kansas City Chiefs ser ud til at få forsvarsprofilen Eric Berry tilbage fra sin hælskade. Den femdobbelte Pro Bowl-safety har været skadet i stort set hele 2018-grundspillet, og sad ligeledes over mod Indianapolis Colts i lørdags. Han er en vigtig brik for et Chiefs-forsvar, der tillod næst-flest kastede yards (273,4 pr. kamp), sjette-flest løbede yards (132,1 pr. kamp) og niende-flest point (26,3 pr. kamp) i grundspillet. Eric Berry har trænet for fuld styrke i de seneste tre træningspas.

Foruden nyheden om Eric Berrys sandsynlige comeback har ingen af holdene nævneværdige skadesskavanker i forhold til den seneste slutspilsrunde. Chiefs har dømt linebacker Dorian O’Daniel ude med en ankelskade, mens Patriots’ skadesliste tæller nul spillere.

Hold øje med…
Chiefs’ fire touchdowns mod Indianapolis Colts blev scoret via løbespillet. Den er god nok! Det er særligt iøjnefaldende, da Patrick Mahomes har dikteret angrebet med 50 kastede (!) touchdowns i grundspillet, og den ubetingede runningback-profil Kareem Hunt ikke længere er på holdkortet. Damien Williams har imidlertid vist sig som et fint alternativ, og han overgår endda Hunt i forhold til yards pr. løb (5.1 mod 4.6) for sæsonen. Læg dertil at Chiefs’ offensive linje har spillet en fornem sæson, og så står New England Patriots over for en større udfordring end den halvskadede Melvin Gordon, der blev holdt til sølle 15 yards i søndags.

Omvendt har Kansas City Chiefs ét af NFL’s dårligste forsvar mod løbespillet. I lørdags blev Marlon Mack overflødiggjort, da Colts kom bagud med 14 point, hvilket forcerede et skifte i den offensive strategi. Jeg har svært ved at se Chiefs opnå et lignende forspring mod Patriots, og det giver Sony Michel gunstige muligheder for at levere en ny kampafgørende præstation.

I søndagens slutspilsopgør præsterede den 23-årige rookie 129 yards og tre touchdowns, og han var essentiel for Patriots’ evne til at spille lange angrebsserier. Det bliver også nødvendigt at fastholde bolden med henblik på at holde Chiefs’ eksplosive angreb på  bænken. Endelig kan et effektivt løbeangreb begrænse mulighederne for oplagte kastesituationer, hvor Chiefs’ pass-rush evner at gøre livet surt for modstanderne. Eksempelvis fik Andrew Luck og Colts’ offensive linje senest tæsk af veloplagte Chris Jones, Justin Houston og Dee Ford.

Kansas City Chiefs’ eksplosive angreb er først og fremmest symboliseret ved lynhurtige Tyreek Hill. Senest de to hold mødtes greb Hill syv bolde for 142 yards og tre touchdowns, hvorpå han egenhændigt holdt Chiefs inde i opgøret. Som Bill Belichick indikerede på sit seneste pressemøde, så er det nærmest umuligt at forberede sig mod Tyreek Hills fart og alsidighed. Med den seneste kamp in mente bliver det særdeles interessant at følge Patriots’ forsøg på at stoppe Mahomes-Hill-kombinationen.

Vidste du, at?
Værterne fra Kansas City Chiefs har historisk set haft det utroligt svært i slutspillet. Således var lørdagens sejr mod Colts den første Chiefs-hjemmebanesejr i slutspillet i 25 år! Derudover har cheftræner Andy Reid – trods sit velfortjente ry som én af NFL’s bedste cheftrænere – også haft sine problemer i slutspillet. Historisk set er Andy Reid 1-4 i mesterskabskampe, mens han tabte sin eneste Super Bowl-optræden (2005, red.) til… New England Patriots og Bill Belichick med 24-21.

Spiltip og pick
Vi kørte en lignende artikelserie til torsdagskampene i grundspillet, der sluttede 9-4 i forhold til spiltips. Nu voves den fine profit, da vi vil gøre vores ypperste for at ramme plet til de to konferencefinaler.

Jeg forventer en pointrig affære mellem de to hold – trods kampens vigtighed og dertilhørende nerver. I grundspillet leverede Chiefs i gennemsnit 35,3 point pr. kamp, mens New England Patriots stod for 27,3 point pr. kamp. Kombineret med erfaringen fra holdenes indbyrdes opgør i oktober (se nedenstående, red.) forventer jeg minimum 56,5 point i opgøret. Hertil giver Danske Spil flotte odds 1,87 igen, hvilket er godt givet ud.

Spillet kan findes via følgende link. Spil ansvarligt!

De to hold mødtes i oktober i Foxborough, New England, hvor Patriots sejrede med 43-40 i én af de mest dramatiske kampe fra 2018-grundspillet. Jeg forventer, at vi får en lignende drama, som først bliver afgjort i de døende sekunder. Kansas City Chiefs har hjemmebanefordelen, men New England Patriots har slutspilsekspertisen. Tom Brady har fem Super Bowl-ringe, men Patrick Mahomes har præsteret en bedre sæson anno 2018.

Det er nærmest umuligt at blive klog på udfaldet af dette opgør, og Guderne vil vide, at jeg har ombestemt mig flere gange. Jeg vælger at gå med New England Patriots, der igen og igen formår at sætte nye standarder for slutspilspræstationer. Patriots vinder med 34-31.