Los Angeles Chargers er under Jim Harbaugh godt på vej til at ændre truppens sammensætning markant. Seneste tilføjelse er receiver DJ Chark.

Først sagde de farvel til Mike Williams. Og så røg Keenan Allen. For ikke at nævne running back Austin Ekeler og tight end Gerald Everett. Chargers angreb kommer i den grad til at se anderledes ud med Jim Harbaugh i trænersædet.

I sidste uge draftede Chargers receiver Ladd McConkey, og fredag hentede de så endnu en receiver til klubben, da den tidligere Lions, Panthers og Jaguars-spiller DJ Chark skrev under på en etårig aftale til en værdi af op til 5 millioner dollars.

Chark greb sidste år 35 bolde for Panthers for 525 yards og fem touchdowns. Han blev hentet til Carolina for at være rookie quarterback Bryce Youngs primære våben, men det lykkedes dem aldrig helt at finde kemien.

I sine seks sæsoner i NFL har Chark grebet 212 bolde for 3.069 yards og 23 touchdowns. Hans bedste år kom i 2019 med Jacksonville Jaguars, da han greb bolde for over 1.000 yards og blev valgt til Pro Bowl.