Køb NFL GamePass
Forside International Jaguars og Texans mødes på Wembley – for NFL er det meget...

Jaguars og Texans mødes på Wembley – for NFL er det meget større!

0

Når Jaguars og Texans i dag kæmper om sejren på Wembley, kæmper NFL for at udbrede sporten og ligaen til hele verden.

Gul Klud, London

NFL på Wembley er noget helt særligt. Jeg plejer at sige, at man står på metroen i London og står af i USA.

Få NFL GamePass til halv pris

Hele stadion-området summer af amerikansk kultur og amerikansk fodbold. og den lange Olympic Way fra metrostationen op til selve stadion er plastret til med billeder af Jaguars-spillere og boder, der sælger mad og merchandise.

I dag samles over 80.000 tilskuere på den runde fodbolds mekka, for at se nogle hærdebrede amerikanerne kaste en oval bold i en sport de kalder football.

Sådan har det være siden 2007, hvor New York Giants og Miami Dolphins spillede den første grundspilskamp på Wembley, men siden har NFL udvidet ambitionerne.

I dag mødes Jacksonville Jaguars og Houston Texans. Klokken 15.30 dansk tid. På banen gælder det en vigtig divisionskamp. Uden for banen er opgøret endnu et skridt i NFL’s internationale satsning: Flere kampe, flere markeder og på længere sigt måske hold med adresse uden for USA.

Find trøjen frem. Sæt kaffen over. Der er NFL hele dagen. Igen

For danske footballfans er London-kampene en gave til søndagsprogrammet. For NFL er de en investering i fremtiden. Og når Jaguars og Texans søndag løber ind under Wembleys berømte bue, får vi et ganske godt billede af, hvordan ligaen forsøger at gøre amerikansk fodbold til en international vane.

En NFL-kamp. Spillet i det nordvestlige London. Serveret midt på eftermiddagen i Danmark. Og det er efterhånden en meget præcis illustration af NFL’s langsigtede ambitioner med de mange kampe i udlandet.

Jacksonville er 4-1 inden kampen. Houston står på 1-4. Endnu et nederlag vil nærmest endegyldigt lukke deres sæson, før den næsten er sparket i gang. For Jaguars er det deres anden kamp i London på to uger og en mulighed for med en sejr for alvor at lægge afstand til rivalerne i kampen om divisionstitlen i AFC South.

Det er Texans første besøg siden 2019, hvor modstanderen også hed Jacksonville, og kampen også blev spillet på Wembley.

Union Jax

Jaguars flirt med England begyndte tilbage i 2013. Siden har de spillet 15 grundspilskampe i England og vundet otte af dem. Søndag bliver kamp nummer 16 for Florida-holdet, og i dag er deres 12. optræden på Wembley.

Jaguars er selv meget aktive i bestræbelserne på at skabe en fanbase i London og England, en fanbase der er kendt som Union Jax, et lille ordspil på det britiske flag Union Jack.

Men for NFL er perspektivet endnu større. Her taler vi om en globalisering ikke kun af spillet med den ovale bold, men hele fanskaren, og naturligvis de pund, Euro, kroner, Real og andre valutaer, der følger med.

Chefen for NFL, Gerrit Meier, satte i september ord på perspektivet over for nyhedsmediet Reuters:

“Vi mener, at de næste 50 millioner fans ikke kommer fra USA. De kommer fra internationale markeder.” sagde han.

Forretningsmæssigt er ambitionen ligetil: Flere mennesker skal følge NFL, vælge et hold og blive ved med at se kampene. Interessen skal med tiden kunne mærkes i salget af merchandise, medierettigheder og ikke mindst salg af NFL Gamepass abonnementer, hvor fans kan følge med hver weekend over hele verden.

Den svære del er at gøre søndage på stadion med to hold fra en liga på den anden side af Atlanten til en varig interesse, der kan fylde internationale arenaer uge efter uge rundt om i Europa og for den sags skyld andre lande.

London har haft mange år til at stable fanbasen op. Tyskland er godt på vej. Andre markeder skal først til at bygge deres. Derfor er spørgsmålet for NFL også, hvad der sker i ugerne mellem kampene? Følger fans med hjemmefra? Har de fået et yndlingshold? Kender de spillerne? Har de nogen at diskutere fjerde-down-beslutninger med mandag morgen?

En udsolgt kamp er en god begyndelse. En footballkultur tager længere tid at bygge op.

Ni internationale kampe nu – ambitionen er 16!

Årets internationale program omfatter hele ni grundspilskampe i syv lande på fire kontinenter. London har tre kampe, Melbourne, Rio de Janeiro, Paris, Madrid, München og Mexico City alle én enkelt.

Næste udvidelse er allerede muliggjort. NFL’s ejere har hævet loftet for ligaens egne internationale kampe fra otte til ti fra 2027. Jaguars’ kamp på Wembley i dag og fremover tæller ikke med i det regnskab, da de selv arrangerer kampen, så det vil faktisk sige potentielt 11 allerede til næste år.

NFL-boss Roger Goodell har flere gange udtalt, at det langsigtede mål er 16 internationale kampe på en sæson, så alle 32 hold potentielt kan spille én kamp uden for USA.

Så kan man da for alvor omdøbe National Football League til INTERnational Football League.

For os europæiske fans er det en spændende udvikling. Det betyder nemmere adgang, hvis dit hold spiller i England, Tyskland, Spanien, Frankrig eller et andet land indenfor en times flyvning eller to.

Måske endda en forlænget weekend med en storbyferie, hvor der lige er en NFL-kamp som højdepunktet. For seerne derhjemme er det skønt med kickoff 15:30 og så ellers NFL football i fjernsynet indtil man hopper i seng.

Og for NFL. Der drejer det om, at blive en global underholdningsindustri.