Kansas City Chiefs giver 4 millioner dollars ekstra i ny kontrakt til superstjernen Travis Kelce, som bliver den bedst betalte tight end i NFL.

Efter flere måneder med spekulationer og rygter er ventetiden forbi. Kansas City Chiefs og Travis Kelce er nået til enighed om en ændring af hans nuværende kontrakt, som gør ham til den bedst betalte tight i NFL.

Det vil være en underdrivelse at betegne Travis Kelce som en profil i NFL. Kelce er en vaskeægte superstjerne, der både har optjent sine meritter på grønsværen, og som fylder en betydelig del af mediebilledet uden for banen. Det skyldes ikke mindst, at Travis Kelce er kæreste med Taylor Swift, samt at han udgiver én af de mest populære sportspodcasts i USA med sin bror Jason Kelce, “New Heights”.

Læs også: Caleb Williams ankom til NFL draften med dansk kæreste

Travis Kelce har spillet for Kansas City Chiefs, siden han blev valgt af holdet i tredje runde af 2013-draften. Den 34-årige tight end er blevet udnævnt til fire All Pro-førstehold, stemt i ni Pro Bowls på stribe, og så har han været en afgørende del af Chiefs’ succes, hvor de har vundet tre af de seneste fem Super Bowls.

Samlet set står Travis Kelce noteret for 158 kampe i NFL, hvori han har grebet 11.328 yards og 74 touchdowns. Således er det kun Tony Gonzalez (15.127), Jason Witten (13.046) og Antonio Gates (11.841), som har grebet flere yards end Kelce af alle tight ends i ligaens historie.

Til trods for at Travis Kelce er inde i sin karrieres efterår, så beviste han i det seneste slutspil, at han stadigvæk har et uhyggeligt topniveau. Kelce greb hele 32 bolde for 355 yards og fire touchdowns i Chiefs’ fire slutspilskampe.