Philadelphia Eagles fortsætter med at forlænge med deres profiler.

I 2017-sæsonen var centeren Jason Kelce en af de helt store profil på Philadelphia Eagles’ dominerende offensive linje, da de vandt Super Bowl LII, og i 2018-sæsonen var han endnu engang en stor profil, selvom sæsonen ikke endte med endnu Eagles-triumf.

Og de fantastiske præstationer bliver Kelce nu belønnet for.

Philadelphia Eagles har nemlig forlænget Kelces kontrakt med et år, så han først har kontraktudløb i 2021. Derudover har han også fået en lønforhøjelse, så han nu får 11 millioner dollar i gennemsnit i løbet af de tre år. Det gør ham til den bedst betalte center i NFL.

Det skriver NFL Networks Ian Rapoport.

Kelce, 31 år, stod til at tjene 13,5 millioner dollar i alt over de næste to sæsoner, hvilket altså svarer til en årsløn på 6,75 millioner dollar. Det er dermed en gedigen lønforhøjelse han har fået.

Eagles-centeren var i både 2017 og 2018 på All Pro-førsteholdet.

Det er den anden profil, Eagles har forlænget med i løbet af de forgangne dage. Forleden sikrede de sig også defensive end Brandon Graham på en treårig kontraktforlængelse. Graham stod ellers til at blive free agent.