A.J. Klein og Ted Ginn skifter Panthers ud med divisionsrivalerne New Orleans Saints


New Orleans Saints har behov for al den hjælp, de overhovedet kan få på forsvaret efter (endnu) en horribel defensiv præstation i 2016. Nu opgraderes forsvarets inderste akse med tilføjelsen af inside linebacker, A.J. Klein.
A.J. Klein startede senest for Carolina Panthers, mens forsvarskaptajnen, Luke Kuechly, var ude med en hjernerystelse, og her leverede Klein godkendte præstationer. Men i takt med at Kuechly vender tilbage i 2017 samt med Thomas Davis og Shaq Thompson på holdkortet ville A.J. Klein komme i overskud, hvorfor skiftet synes ganske logisk.
 
I New Orleans lider man ikke under et lignende luksusproblem, og derfor vil Klein uomtvisteligt få tilstrækkeligt med spilletid. I A.J. Klein får Saints en stor, fysisk linebacker, som er kendt for sit forsvar mod løbespillet, mens opdækningsevnerne også er acceptable.


Foruden den tiltrængte defensive tilføjelse, får Drew Brees også tilføjet lidt luftskyts til den kommende sæson. Således skriver den lynhurtige Ted Ginn også under med New Orleans Saints efter to succesfulde sæsoner hos Carolina Panthers, der bl.a. udmøntede sig i 14 touchdowns.
Med Ginn-skiftet in mente synes Brandin Cooks’ dage talte i New Orleans, og flere respekterede medier mener, at en handel kommer på plads i aften. I den forbindelse har New England Patriots tidligere været nævnt som en mulige destination for Cooks, men senest er Tennessee Titans dukket op på rygtebørsen.
Læs også: Rygte: Patriots overvejer blockbuster-handel med Saints