Den store defensive tackle Derrick Brown har netop forlænget sin kontrakt med Carolina Panthers, så han nu er en del af holdet i de kommende fire sæsoner.

Derrick Brown behøver aldrig mere at tænke på penge. Han har nemlig skrevet under på en fireårig kontraktforlængelse med Carolina Panthers, som kan sikre ham 96 millioner dollar, hvilket svarer til 660 millioner danske kroner.


Derrick Brown katapulterer dermed sig selv ind blandt de fem bedst betalte defensive tackles, hvor han kommer til at dele fjerdepladsen med Quinnen Williams, som fik præcis den samme kontrakt sidste år.

Ud af de 96 millioner dollar får Brown garanteret hele 63 millioner – dem er han altså sikker på at modtage.

Panthers har alvorligt brug for nøglespillere at bygge forsvaret op omkring og Derrick Brown er en fantastisk grundsten at kunne lægge. Panthersforsvaret tillod sidste år 416 point, hvilket kun blev overgået af tre andre hold.

I 2023 lavede Brown hele 53 stops, som er defineret som tacklinger på eller bag line of scrimmage – det var ti mere end Deforest Buckners 43, som var næstflest i ligaen. Brown blev valgt med det syvende valg i 2020-draften og har spillet samtlige 66 kampe siden da.