Super Bowl LV i 2021 skulle efter planen være blevet spillet i Los Angeles på det kommende stadion Inglewood, men LA må vente med værtsrollen til 2022, da NFL-ejerne enstemmigt har rykket SB LV til Raymond James Stadium i Tampa Bay.

For nyligt kom det frem, at byggeriet af Chargers’ og Rams’ kommende hjemmebane, Inglewood Stadium, bliver et år forsinket grundet en usædvanlig mængde regn. Af samme årsag har NFL-ejerne i dag afgjort, at Super Bowl LV, der stod til at blive spillet på netop Inglewood i 2021, i stedet bliver flyttet til Tampa Bay Buccaneers’ normale hjemmebane, Raymond James Stadium.


Det kommende storstadion i Californien skal dog blot vente et ekstra år på at være vært for en Super Bowl, når det gælder den 56. udgave i 2022.
Beslutningen sker som følge af NFLs regler om, at et stadion skal have stået klar i minimum to sæsoner, før det kan afholde finalekampen. Og da bygningen af Inglewood nu først står klar til 2020-sæsonen, kan det ikke lægge græs til Super Bowl før den efterfølgende sæson.
De to næste Super Bowls afholdes i henholdsvis Minnesota og Atlanta, der begge kan prale af spritnye arenaer.