Fuldender Patrick Mahomes sin perfekte sæson, eller bliver Haason Reddick for stor en mundfuld? Bliv helt klar til Super Bowl LVII med Gul Kluds store optakt.

Sæsonens ubestridte højdepunkt løber af stablen i Glendale, Arizona, når Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs tørner sammen i Super Bowl LVII. I den seneste uge har de to hold været en tur i mediemøllen, hvor de har stået til rådighed og svaret på de samme spørgsmål igen og igen. Nu er det slut med at gå op i, at Jason og Travis Kelce mødes som det første brødrepar i Super Bowl-historien, eller at Andy Reid fyrede Nick Sirianni, da han overtog tøjlerne i Kansas City i 2013. Nu kan vi rette fokus på den store finale, som hele cirkusset er til for.

Faktum er, at Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs har været de to bedst spillende hold i 2022-sæsonen, hvor de vandt 28 sejre tilsammen og erobrede de to øverste seedninger. Alligevel er det to vidt forskellige hold, som mødes i Glendale.

Howie Roseman har udnyttet den fleksibilitet, som Jalen Hurts’ rookie-kontrakt giver, til at stable det mest komplette mandskab på benene i NFL, hvortil Eagles scorede næst flest point og tillod fjerde færrest point i ligaen. Jalen Hurts har også modbevist sine kritikere ved at spille en MVP-kaliber sæson, hvori han kastede for 3.701 yards, løb for 760 yards og scorede 35 touchdowns.

Læs også: Jalen Hurts – Eagles’ stille leder

Årsagen til at Hurts ikke blev kåret til ligaens mest værdifulde spiller var, at Patrick Mahomes spillede en exceptionel sæson. I 2022 kastede Mahomes for 5.250 yards og 41 touchdowns, hvilket var til trods for, at han mistede Tyreek Hill inden sæsonen. Makkerskabet mellem Mahomes og Andy Reid har været afgørende for, at Chiefs nu står i sin tredje Super Bowl på bare fire sæsoner og derfor bliver omtalt – og debatteret – som det nye dynasti i NFL.

Ikke siden 2017 har vi haft fornøjelsen af at overvære de to øverste seedninger i Super Bowl. Dengang var det også med Philadelphia Eagles i den ene hovedrolle, da Nick Foles og co. besejrede Tom Brady og New England Patriots med 41-33. Vi husker især kampen for Doug Pedersons ikoniske spilkald ”Philly Special”, hvor Nick Foles greb et touchdown fra sin tight end Trey Burton.

Det er ikoniske øjeblikke som ”Philly Special” eller ”Wasp”-spillet, som Patrick Mahomes eksekverede i Super Bowl LIV i 2020, da Chiefs var i knibe mod 49ers, der former legender og gør Super Bowl til en særlig begivenhed. I år spilles Super Bowl i Glendale på State Farm Stadium, som tidligere har huset to ganske spektakulære finaler og bidraget til mystikken, som omgiver Super Bowl. Første gang var i 2008, hvor New York Giants chokerede sportsverdenen ved at slå de ubesejrede New England Patriots. Ti år senere tog Patriots så revanche i Glendale, da Malcolm Butler leverede sin kampafgørende og ikoniske interception i de døende sekunder mod Seattle Seahawks i Super Bowl XLIX.

Læs også: State Farm Stadium – rumskibet i ørkenen

Seneste nyt på skadesfronten

Efter to ugers pause nærmer både Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs sig fuld styrke, hvilket selvsagt er godt nyt for os alle. Vi kommer dog ikke udenom, at den lange sæson har sat sit præg på spillerne, og det gælder ikke mindst Eagles’ offensive tackle Lane Johnson, som spiller med en overrevet muskel i sin lyske.

Hos Chiefs forventes JuJu Smith-Schuster og Kadarius Toney at blive klar til Super Bowl LVII, selvom de udgik med skader i AFC-finalen mod Cincinnati Bengals. Patrick Mahomes må imidlertid se bort fra Mecole Hardman, der beskadigede sit bækken på ny i AFC-finalen, og derfor ikke bliver klar til den store finale.  

Hold øje med…

Kan Eagles kontrollere kampen via løbespillet?

Hvis I – ligesom undertegnede – værdsætter spillet i skyttegravene, så har I ekstra god grund til at glæde jer til Super Bowl LVII. Philadelphia Eagles har investeret hovedparten af sine lønkroner i såvel den offensive som defensive linje, hvilket Nick Sirianni bl.a. har udnyttet til at skabe et frygtindgydende løbeangreb. I grundspillet producerede Miles Sanders, Jalen Hurts og co. 153,9 løbe-yards pr. kamp, mens de scorede vanvittige 2,1 løbe-touchdowns pr. kamp i gennemsnit.

Philadelphia Eagles’ angreb spiller bedst, når løbeangrebet fungerer – og Nick Sirianni har bevist, at han er klar til at malke løbet, indtil det nedbryder modstanderne. Det var bl.a. tilfældet mod New York Giants i divisionsrunden, hvor Eagles løb 44 gange for 268 yards og scorede tre løbe-touchdowns.

I Super Bowl LVII står de over for Steve Spagnuolos forsvar, der måske ikke er lige så profileret som Eagles’ ditto, men som er mere balanceret og spiller bedre, end de har gjort i flere sæsoner. Chiefs tillod ottende færrest løbe-yards i grundspillet, hvilket ikke mindst skyldes, at de har fået Justin Reid ind som en hårdtslående safety.

Læs også: Gul Kluds interview med Steve Spagnuolo

Det bliver kampafgørende, om Philadelphia Eagles lykkes med løbespillet mod Chiefs’ forsvar, da det vil gøre dem i stand til at kontrollere kampen og holde Patrick Mahomes på sidelinjen. Hvis Chiefs omvendt kan begrænse Eagles’ løbeangreb, kan de tvinge Jalen Hurts ud i nogle sværere situationer, hvor Chris Jones, der leverede 15,5 sacks i grundspillet, kan komme efter ham.

Kan Chiefs beskytte Mahomes?

Vi bliver i skyttegravene, men skifter fokus til duellen mellem Chiefs’ offensive linje og Eagles’ defensive ditto. Selvom Andy Reid og Patrick Mahomes påstår andet, har vi endnu til gode at se, om førstnævnte er kommet sig efter, at han forstuvede sin ankel mod Jacksonville Jaguars og har måtte humpe sig gennem slutspillet.

Patrick Mahomes får i hvert fald brug for al sin mobilitet, når han står over for Eagles’ defensive linje, der leverede hele 70 sacks i grundspillet. Det er dybt imponerende, især når vi tager højde for, Eagles’ presspil ikke er afhængigt af blitz eller kreative formationer. Faktisk er 61 af de 70 sacks indtruffet uden, at Eagles måtte bruge linebackers, cornerbacks eller safeties i presspillet. Det vidner om, at Eagles’ defensive linje er uhyre dominerende.

I bør især holde øje med Haason Reddick, der leverede 16 sacks og forcerede fem fumbles i grundspillet, mens han allerede står noteret for 3,5 sacks og en fumble i slutspillet. Andy Reid er nødt til at hjælpe sin offensive linje med sine spilkald og formationer, ligesom en stor del af ansvaret påhviler Travis Kelce, der hurtigt skal løbe sig fri og fortsætte sit storspil fra slutspillet, hvor han foreløbigt har grebet 21 bolde for 176 yards og tre touchdowns.

Læs også: Gul Kluds interview med Haason Reddick

Forudsigelse

Inden jeg rejste til Phoenix, var jeg overbevist om, at Philadelphia Eagles ville besejre Kansas City Chiefs. Nick Siriannis mandskab er ikke bare det mest komplette i NFL, de har også flere ekstraordinære spillere, som kan afgøre kampen. Angrebet kan både dominere sine modstandere gennem løbespillet eller udmanøvrere dem via kastet, hvor A.J. Brown, DeVonta Smith og Dallas Goedert udgør en frygtindgydende trio. Forsvaret råder over en historisk god defensiv linje, som leverede tredje flest sacks i NFL-historien i en enkeltstående sæson.

Efter at have tilbragt en uge i Phoenix og set de to hold i aktion, er jeg vendt på en tallerken. Patrick Mahomes, Andy Reid og resten af Kansas City Chiefs’ mandskab virker til at være i total kontrol med situationen, mens det er mærkbart, at Eagles’ spillere og trænere ikke har den samme erfaring med den største scene. Kombineret med at Patrick Mahomes spiller på et ekstraordinært højt niveau, samt at han og Andy Reid har et unikt makkerskab, spår jeg en Chiefs-sejr – og så kan vi for alvor begynde at tale om et nyt dynasti i NFL.

Kansas City Chiefs vinder Super Bowl LVII med 27-23.