Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen mødte Eagles’ forsvarsstjerne Haason Reddick til et interview som optakt til Super Bowl LVII.

– Vi glæder os bare til at spille nu. Det har været en lang uge, og vi har brugt lang tid på at tale med jer. I kan godt glæde jer til søndag – vi er klar til at levere det bedste show, I har set.

Chandler, Phoenix. Jeg møder Haason Reddick torsdag eftermiddag på Philadelphia Eagles’ hotel i det sydlige Phoenix. Det sker på bagkant af fire dage med kommercielle opgaver, interviews og medieforpligtelser, så det er svært at klandre Reddick, at han ser frem til at slippe fra spotlyset.

Haason Reddick lever og ånder football. Du mærker det tydeligt, når du taler med ham og hører ham fortælle om sine mål og spillets facetter. Han er også meget ligefrem – og man er ikke i tvivl om, at han både er ambitiøs og har høje tanker om sig selv og sit spil.

Han har heller ikke grund til andet. I de seneste tre sæsoner har Reddick leveret 39,5 sacks og forceret 13 fumbles – og i sin første sæson for Philadelphia Eagles alene leverede han 16 sacks og fem forcerede fumbles. Således har Reddick været med til at transformere Eagles’ presspil, der gik fra at producere 1,8 sacks pr. kamp i 2021 til 4,1 pr. kamp i 2022, hvilket var suverænt flest i NFL.

– Før sæsonen satte jeg et mål. Jeg skulle over 15 sacks. Det har jeg arbejdet målrettet efter at nå – og det lykkedes. Vi var kun fem spillere, der formåede at gøre det i NFL, og i min optik er det os, som er eliten, fortalte Haason Reddick, før han uddyber:

– I mine forberedelser til sæsonen startede jeg med at se alle mine spil fra 2021. Hvordan kunne jeg blive bedre? Jeg fandt ud af, at mit ”bullrush” ikke var så effektivt, som jeg troede, så jeg brugte sommeren på at forbedre det. Det er ikke fordi, at jeg har ét signaturtræk – jeg er ret pragmatisk anlagt, så jeg skifter stil fra uge til uge, afhængigt af hvem vi møder.

Oprindeligt lå det ellers ikke i kortene, at Haason Reddick skulle blive en del af NFL’s defensive elite. Reddick fik ikke tilbudt et eneste football-stipendium, da han skulle starte i college, fordi han havde været skadet i stort set hele sin tid i high school. Reddick kom allernådigst ind på Temple, hvor han startede som runningback / safety.

Hos Temple fik Reddick muligheden for at vise sine atletiske evner, og det stod hurtigt klart, at han havde et særligt potentiale. Reddick skiftede position og spillede i en periode linebacker, før han fik sit længeventede stipendium og gennembrud som defensiv end. Han kvitterede for tilliden ved at terrorisere sine modstandere og levere 35 tacklinger for negative yards, 15,5 sacks og fire forcerede fumbles i sine sidste to år på campus.

Alligevel besluttede Arizona Cardinals, som valgte Haason Reddick med det 13. valg i 2017-draften, at bruge ham som en mere traditionel linebacker. Bruce Arians, som på daværende tidspunkt var cheftræner for Cardinals, mente, at Reddick havde de atletiske evner til at spille en hybridrolle i hjertet af sit forsvar. Problemet var bare, at Reddick havde svært ved at læse spillet, modtage instrukser og kommunikere disse til sine holdkammerater under kampene. Derfor havde Reddick en svær start på tilværelsen som professionel:

– Det var helt vildt svært at gå fra at spille defensiv end til at spille linebacker i NFL. Hvis du spørger mig i dag, så mener jeg også, at den indvendige linebacker-position er den sværeste at spille – bortset fra quarterback-positionen, selvfølgelig. Som linebacker har du ansvaret for, at dine medspillere står korrekt, at de forstår spillet og at du får kommunikeret alle mulige justeringer. Samtidig er du under et enormt pres, fordi det er modstanderne, som styrer tempoet. Jeg er faktisk glad for, at flere hold prioriterer og investerer i positionen, fortalte Reddick.

Efter tre skuffende sæsoner valgte Cardinals ikke at benytte optionen i Reddicks rookie-kontrakt, hvormed han frit kunne forhandle med andre hold i sit femte år. Det skulle vise sig at være en tosset beslutning. I 2020 valgte Cardinals’ trænerstab at flytte Reddick tilbage til sin position som defensiv end og Reddick blomstrede på ny. I 2020-sæsonen præsterede Reddick 12,5 sacks og seks forcerede fumbles, og for første gang levede han op til sit prædikat fra Temple, mens han kunne skifte fra Cardinals med god samvittighed.

Resten er historie, og på søndag står Haason Reddick i sin første Super Bowl. Han har været en force i slutspillet, hvor han har overmandet Daniel Jones, Brock Purdy og Josh Johnson. Reddick virker til at have fundet sit hjem i NFL i Philadelphia, hvor han har bevist, at han kan være en af de allerbedste på sin position – både til at levere sacks, men også til at forcere fumbles. Sidstnævnte er en disciplin, som han værdsætter og dyrker i sin daglige træning:

– Du er nødt til at være bevidst om det (fumbles, red.) og træne dine instinkter. I sidste ende handler det om et splitsekund, hvor du ikke har tid til at overtænke situationen. Det er noget, som jeg har dyrket – og som jeg især lærte i college under Elijah Robinson, som konstant udfordrede mig til at gå efter bolden og ikke manden. Han blev ved med at sige: ”Hvorfor går du efter at få et sack, når du kan slå bolden fri? Det er bedre for dit hold, og det er bedre for din karriere”. Det er noget, som jeg dyrker, og som jeg stadigvæk kan blive bedre til. Tag for eksempel NFC-finalen mod 49ers; på mit andet sack har jeg en oplagt mulighed for at stjæle bolden, men jeg går kun efter manden. Mine instinkter svigtede, og jeg er stadigvæk træt af det sack.

Til sidst er der ikke andet at skrive, end at I skal holde et vågent øje med Philadelphia Eagles’ nummer 7 på forsvaret. Haason Reddick kommer meget vel til at spille en afgørende rolle i Super Bowl LVII, hvis Eagles lykkes med at besejre Patrick Mahomes og Kansas City Chiefs.