Vores optaktsserie er nået til et af NFLs mest spændende unge mandskaber. Vi runder NFC North af med sidste års vindere fra Minnesota Vikings

2015 blev året, hvor Vikings efter 5 års pause igen indtog det øverste trin på skamlen i NFC North. General Manager, Rick Spielman, har siden sin ankomst i 2012 bygget et yderst talentfuldt mandskab, og med ansættelsen af Mike Zimmer i 2014 fandt han manden, der kunne forløse holdets potentiale. Et stadigt ungt hold vandt sidste år 11 kampe, og efter en stille off-season, hvor holdet ikke sagde farvel til det store men derimod fik adresseret nogle af de svage punkter, ligner Vikings igen i år et hold, som alle kan få problemer med.

Stadig Adrian Peterson, All Day.

Selvom Adrian Peterson efterhånden er blevet 31 år gammel, har han stadig den suveræne hovedrolle i Vikings angrebet. Han er stadig en af ligaens absolut bedste runningbacks, og hans indflydelse på angrebet er ikke til at komme udenom. Hele angrebet er designet rundt om Peterson, og næsten alle snaps er Bridgewater under center, så Peterson kan få det traditionelle handoff, som han er komfortabel med. 2016 ligner endnu en sæson i samme stil, og mon ikke Peterson igen i år vil være en brandvarm kandidat til flest løbeyards i NFL.

Selvom denne opskrift er en fin måde at sikre holdet sejre på, så passer den ikke nødvendigvis til holdets quarterback. Bridgewater er en intelligent quarterback, der er bedst, når han kan slippe bolden hurtigt. Ideelt set ville han operere ud af shotgun, hvor han har øjne på forsvaret hele tiden og kan finde de rigtige match-ups, men sådan er systemet ikke bygget med Peterson på holdet. I sidste sæson var Bridgewater i lange perioder ineffektiv på de mange 5- og 7-skridt dropbacks, som snaps under center betyder. Han er dog stadig en ung quarterback, og hvis holdet skal tage skridtet helt op blandt de allerbedste hold, skal Bridgewater ramme et højere niveau i år, også selvom systemet er bygget om Peterson.

Det var dog ikke kun Bridgewaters skyld, at kastespillet ikke rigtigt fungerede sidste år. Han havde vitterligt elendige forhold at arbejde under. Lad os starte med den offensive linje, der efter flere skader sejlede næsten hele sæsonen. De to tackles Matt Kalil og rookie TJ Clemmings var de helt store syndere, men heller ikke guards Michael Harris og Brandon Fusco var imponerende. Kun i midten af linjen leverede Joe Berger virkelig høj kvalitet, efter han erstattede en skadet John Sullivan.

Problemerne fik naturligvis holdet til at skride til handling. I off-season hentede holdet både den dygtige guard Alex Boone og den erfarne højre tackle Andre Smith. Begge ligner startere og vil være opgraderinger i forhold til sidste år. Det giver håb for linjen, som stadig vil starte gennemsnitlige Fusco og en af de to dygtige centere Sullivan eller Berger. Hvis Matt Kalil holder sig fra at være helt forfærdelig, hvilket man godt kan tvivle på, så er linjen rimelig, men uanset hvad bedre end sidste år.

Desværre var linjen ikke eneste problem for Bridgewater. Det var en af NFLs dårligste receivergrupper, han skulle kaste til sidste år, og hvis ikke Stefon Diggs havde overgået alle forventninger i sin rookiesæson, havde det været ligaens dårligste gruppe. I år er Mike Wallace smidt på porten, og i stedet har man draftet Laquan Treadwell i første runde. Han vil kæmpe med Charles Johnson om spilletid modsat Diggs. Til at runde den unge men stadig tvivlsomme gruppe af vil Jarius Wright og tight-end Kyle Rudolph være nogenlunde mål i midten af banen.

Et komplet forsvar klar til at dominere

Modsat angrebet, der har en del bløde punkter hist og her, er forsvaret spækket med dygtige spillere fra ende til anden. Ikke nok med at de er dygtige allerede, så er det et ungt forsvar, der kan blive endnu bedre. Forsvaret har adskillige profiler, men specielt en dominerende trio er rygraden på forsvaret, og de kan næsten alle konkurrere om at være NFLs mest undervurderede forsvarsspiller.

Den første mand i den trio er den store mand på Vikings’ defensive linje. Linval Joseph var et monster sidste år og var ligaens bedste 1-tech. Resten af linjen er virkelig solid og ikke mindst virkelig dyb. Shariff Floyd starter på den anden defensive tackle, og på de to defensive ends end dominerer Everson Griffin på den ene side, mens rimelige Brian Robison vil dele spilletiden med den unge atletiske Danielle Hunter, der allerede i sin rookiesæson viste virkelig lovende takter.

Den anden mand i trioen af voldsomt undervurderede spillere er førsterundevalget fra 2014, Antony Barr. Den 24-årige outside linebacker er blevet en essentiel og alsidig brik for Zimmers tropper. Han har udviklet sig til en komplet spiller, der gør sig i alle dele af spillet fra sin lidt specielle rolle i 4-3 forsvaret. Til at runde linebacker gruppen af har Vikings den knap så dygtige men rutinerede Chad Greenway og den unge Eric Kendricks. Sidstnævnte viste ligesom Danielle Hunter virkelig lovende takter som rookie.

Den sidste mand i den efterhånden meget omtalte trio huserer bagerst i forsvaret. Safety Harrison Smith er på mirakuløst vis stadig ikke blevet valgt direkte til pro-bowl, selvom han, efter min mening, er ligaens bedste safety. Han er stærk både mod løbet og kastet, og alsidigheden og hans spillestil gør ham til hjertet på forsvaret. Det ligner, at Andrew Sendejo bliver Smiths makker på den anden safetyplads, men det er stadig ikke helt afgjort. Uanset hvad har Vikings næsten en håndfuld safeties der kunne starte mange andre steder i ligaen.

Til sidst kan holdet mønstre en fin gruppe af cornerbacks, der dog ikke rammer samme spektakulære niveau, som de andre positioner. Xavier Rhodes er en fin cornerback på den ene side og i slotten regerer dygtige Captain Munnerlyn. Den sidste cornerbackplads bliver enten den 37-årige veteran Terrence Newman eller førsterundevalget fra 2015, Trae Waynes. Begge rimelige spillere, men den ene halter på fysikken og den anden på erfaringen.

Anført af den føromtalte trio, vil dette forsvar igen i år være et af ligaens absolut bedste. Det har næsten ingen svage punkter, og derudover er mange af positionerne 2, 3 eller 4-mand dybe med fin kvalitet. Det bliver nogle fantastiske dueller mellem det her forsvar, og et Green Bay angreb forhåbentligt tilbage i storform.

Den oversete nøgle: Kan receiverne hjælpe Teddy?

Sidste år sejlede den offensive linje, og der var ikke nok receivere der leverede. Hvis Bridgewater skal tage de nødvendige skridt frem, skal folkene omkring ham give ham bedre vilkår. Jeg er nogenlunde fortrøstningsfuld med den offensive linje. Foruden Matt Kalil bør de kunne give en acceptabel beskyttelse.

Jeg er lidt mere i tvivl om receivergruppen. Stefon Diggs var god sidste år, og han bør tage endnu et skridt frem i år, men er der nok hjælp andetsteds? Jarius Wright udfylder en mindre rolle som slotreceiver på et nogenlunde niveau, men han bliver næppe bedre, end han har været. Derfor kigger jeg mod rookie Laquan Treadwell og den 27-årige Charles Johnson. Treadwell har ikke imponeret så meget i træningslejren, og Charles Johnson kommer fra en 2015-sæson, der langt fra forløste det potentiale, som han viste lidt af i 2014. Der er desperat brug for, at enten Johnson eller Treadwell rammer et godt niveau i 2016, hvis Vikings angrebet ikke skal blive for endimensionelt.

Målsætning: NFC finalen

Sidste år vandt holdet NFC North og var kun et fejlplaceret støtteben hos Blair Walsh fra at vinde i wild-card runden mod Seahawks. I år må målet være at forbedre det slutspilsresultat. Man kan argumentere for, at med så godt et forsvar, kan holdet sigte efter Super Bowl, og det vil jeg ikke føle var helt urimeligt. Jeg føler dog, at hvis Vikings når NFC finalen, vil sæsonen stadig have været en succes. Man skal huske på, at holdet stadig er ungt, og selvom Adrian Peterson måske spiller sin sidste sæson i Minnesota, tror jeg, at holdet vil have flere chancer i de kommende år.

BAL | CIN | CLE | PIT | HOU | IND | JAX | TEN | DEN | KC | OAK | SD | BUF | MIA | NE | NYJ | CHI | DET | GB | MIN | ATL | CAR | NO | TB | ARI | LAR | SF | SEA | DAL | PHI | NYG | WAS