Alle hold har hentet nye spillere, nye trænere, lavet taktiske justeringer og fået ny vind i sejlene. Her er grunden til, at de 32 hold opfylder deres målsætninger i år.

Off season betyder altid mange ændringer. Både på spillersiden, trænersiden, ledelsesgangen og i de taktiske aspekter. Alle hold fornyer sig og håber, at ændringerne kan gøre dem til et bedre hold.

Her kigger vi nærmere på alle holdenes største styrker og de mest sandsynlige grunde til, at de 32 hold indfrier de altid tårnhøje forventninger.

Husk i kan læse vores holdspecifikke sæsonoptakter gennem hele august måned. Her finder du blandt andet Steelers’ sæsonoptakt.

Arizona Cardinals: Kyler Murray er MVP-kandidat
Kyler Murray er MVP-kandidat, hvis Cardinals skal være gode. Kyler Murray tog et stort skridt sidste år, men denne sæson skal være fantastisk. Han har unægteligt potentiale og niveau til, at blive en top 5-quarterback, men han har skulle bære hele angrebet på sine skuldre i begge sine første sæsoner. Lidt hjælp fra trænersiden ville være tiltrængt, samt et mere stabilt løbeangreb. Der er blevet tilført rutine i form af den tidligere stjerne-receiver A. J. Green, der ifølge flere medier, har været ustyrlig i training camp. Derudover er Rondale Moore kommet til, og han skal være alt det, som Andy Isabella endnu ikke har været. – Victor Pihl

Atlanta Falcons: Arthur Smith tager magien med fra dag 1
Der er mange spændende offensive spillere på Falcons’ hold, og angrebet har generelt været udmærket de senere år. Tager Arthur Smith sin offensive succes med fra Tennessee til Atlanta, kan Matt Ryan gå en stor sæson i møde sammen med de stærke våben Calvin Ridley og Kyle Pitts. Det kan bære holdet langt. Især hvis bundrutinerede Dean Pees får nogenlunde skik på forsvaret.. – Teis Joranger

Læs også: Alle holds mest undervurderede spiller

Baltimore Ravens: Forsvarets kvalitet bliver udslagsgivende
Anført af Don ”Wink” Martindale råder Baltimore Ravens over et af ligaens bedst organiserede og mest profilerede forsvar. Kvaliteten er særligt iøjnefaldende i de bagerste geledder, hvor Marlon Humphrey, Marcus Peters, Tavon Young, Chuck Clark og DeShon Elliott udgør en formidabel kvintet. Endvidere er nytilkomne Justin Houston og Odafe Oweh spændende supplementer til den bundsolide defensive linje med Calais Campbell, Derek Wolfe og Brandon Williams. Hvis ikke Lamar Jackson og Greg Roman lykkes med at omstille angrebet – i retning af mere alsidighed og velfunderet kastespil – kommer Ravens’ succes og evne til at vinde de afgørende slutspilskampe til at stå og falde ved forsvarets evne til at lukke af. – Nicholas Jørgensen

Buffalo Bills: Talentmasse og lidt udvikling på forsvaret
Buffalo er et af NFL’s mest komplette mandskaber med talent og potentiale på både angreb og forsvar. Det er meget muligt, at Josh Allen daler en smule i niveau, men med så godt et mandskab rundt om ham, er det ikke sikkert, at det betyder noget. Forsvaret er Buffalos største svaghed, men det er fyldt med unge spillere, og hvis bare et par stykker får deres gennembrud, kan Bills ende med et top-10 forsvar. – Nikolaj Sattrup

Carolina Panthers: Et talentfuld forsvar
Der er mange gode spiller på Panthers’ hold, og især forsvaret har i mine øjne potentiale til at blive godt. Hvis det sker, så kan de alene af den grund vinde nogle kampe. De skal sætte Sam Darnold i situationer, hvor han nemt kan sætte playmakere som Robby Anderson, DJ Moore og Christian McCaffrey i scene, og så kan de også sætte lidt point på tavlen. – Victor Risager

Læs også: Hvem er bedst i NFC South?

Chicago Bears: Forsvaret lever op til forventningerne
Bears har en mangel på store offensive navne og med udsigt til en quarterback-duo, der består af middelmådige Dalton og unge Fields, så skal det være forsvaret, som tager det store læs i løbet af sæsonen. På papiret er forsvaret et af de stærkeste i ligaen med et farligt pass rush og gode spillere, der kan stoppe løbet. Hvis Bears skal have succes i 2021 skal forsvaret holde modstanderens angreb stangen, da det er svært at stole på, at angrebet kan leverer på et stabilt niveau uge efter uge. – Victor Ostenfeld

Cincinnati Bengals: Jim Turner giver Burrow en chance
Med tilgangen af den nye offensive linjetræner, Jim Turner, får Bengals’ angreb endelig lov til at folde sig ud i højeste gear. Joe Burrow får tid til at arbejde i lommen, og det giver ham mulighed for at bruge sin spilintelligens til at finde sine fine receivere Tee Higgins, Jamarr Chase og Tyler Boyd. Endelig kan Zac Taylor vise, at han har nogle gode offensive idéer, og med et top 10-angreb stempler Bengals endelig ind i AFC North igen. – Anders Kaltoft

Cleveland Browns: Hvis sidste års problemer på forsvaret gentager sig
Browns har ligaens bedste offensivelinje, en af de bedste runningbacks, og potentiale til at opnå massive forbedringer på forsvaret. Lykkes det hele at gå op i en højere enhed, så kommer Browns til at spille den type fodbold, som de i årtier er blevet trynet af af deres rivaler fra Pittsburgh og Baltimore, og de vil i det tilfælde konkurrere med Bills om at være det andetbedste hold i AFC. – Anders Kaltoft

Dallas Cowboys: De offensive stjerner skal tilbage på rette kurs
Jerry Jones’ angreb var særdeles skadesplaget i 2020, hvor bærende profiler såsom Dak Prescott, Tyron Smith, La’el Collins og Zack Martin alle missede væsentlig kamptid. Endvidere blev Amari Cooper opereret for en ankelskade i kølvandet på 2020-sæsonen, hvortil han har gennemgået et længerevarende genoptræningsforløb. Med tanke på forsvarets kvaler er det afgørende, at netop de fem spillere kommer godt fra land i den kommende sæson, finder ind i en rytme og undgår fysiske tilbagefald. – Nicholas Jørgensen

Denver Broncos: Forsvaret bliver blandt ligaens bedste
Forsvar vinder mesterskaber, og Broncos forventer at have et af ligaens tre bedste forsvar i år. Det alene kunne være argument nok, men jeg smider lige de offensive våben i puljen. Broncos har stadig et spørgsmålstegn på quarterback, men de offensive kvaliteter rundt om Teddy Bridgewater er så gode, at han også bør kunne få succes. Måske. Måske skal han bare være middelmådig, hvis forsvaret lever op til forventningerne, og så kan Broncos alligevel nå langt. – Magnus Jølnæs

Læs også: Sæsonoptakt:Hvor langt kan man nå med en gennemsnitlig quarterback?

Detroit Lions: For lidt talent rundt om Goff
Dan Campbell vil gerne spille fysisk football, og så skal man være god i skyttegravene på både forsvaret og angrebet. Det har Lions gode forudsætninger for, og den offensive linje kunne meget vel være Lions’ styrke i 2021. Frank Ragnow og Taylor Decker er kvalitetsspillere, og resten af linjen bør være hæderlig, hvis Penei Sewell kan vænne sig til NFL. Defensivt har de allerede dygtige spillere på EDGE i form af Trey Flowers og Romeo Okwara, og indvendigt er Michael Brockers bundsolid, mens de spændende rookies Levi Onwuzurike og Alim McNeill kan fuldende linjen. Hvis Lions formår at være gode i begge skyttegrave, kan det blive en fin sæson. – Teis Joranger

Green Bay Packers: Aaron Rodgers til Davante Adams er ustoppelig
Aaron Rodgers er måske den mest talentfulde quarterback NFL nogensinde har set. Hans præcision uanset kasteposition, længden på hans dybe kast, hans ro under pres, den lethed han kaster bolden med og en enkelt løbet første down eller to i hver kamp matches ikke af mange i NFL-historien, selv ikke af Tom Brady eller den tidligere Packers legende Brett Favre. Rodgers har et sidste mål i karrieren, og det er at vinde sin anden Super Bowl med Packers. Én mere end førnævnte Favre. – Claus Elming

Houston Texans: Alt
Houston Texans har ikke den stærkeste trup, men den er ret erfaren, og det kunne gøre holdet relativt solidt, da flere spillere ved, hvad der skal til. Hvis man så kombinerer det med, at Deshaun Watson mod forventning vender tilbage og ønsker at spille for Texans i år, så kunne Texans hurtigt blive en del bedre, end forventet. – Teis Joranger

Læs også: En spiller foran et gennembrud fra alle hold

Indianapolis Colts: Carson Wentz vender tilbage fra skaden, og spiller på højt niveau
Carson Wentz er tilbage. Det er det man håber på i Indianapolis, hvor meget kommer til at ligge på hans skuldre. Vi har set, hvilket niveau Carson Wentz kan spille på, og det er MVP-niveau. Han har en stærk offensive linje, at stå bag, han har stabile receivers og tight ends og så har han 3 gode running backs ved siden af ham. Han har omgivelserne til at præstere, nu handler det bare om, at føre det ud i livet.– Victor Pihl

Jacksonville Jaguars: Trevor Lawrence får en glidende overgang til NFL
Som nævnt tidligere er Trevor Lawrence den mest imødesete spiller i NFL siden Andrew Luck blev hentet til Indianapolis i 2012. Lawrence var college-rækkernes ubestridte stjerne med 10.098 kastede yards, 90 touchdowns og 17 interceptions i sine tre år for Clemson. Han har også vist prøver på sit talent i træningskampene – bl.a. i den afsluttende kamp mod Dallas Cowboys, hvor han ramte på 11 af 12 kast for 139 yards og to touchdowns. Hvis Lawrence – og det nye offensive system – får en glidende overgang til NFL og falder i hak med sine receivere D.J. Chark og Laviska Shenault, kan angrebet delvist kompensere for forsvarets mangler og snuppe et par sejre i 2021. – Nicholas Jørgensen

Kansas City Chiefs: Frank Clark og Jarran Reed træder i karakter
Hvis vi prøver at se bort fra det åbenlyse svar, at Patrick Mahomes er ligaens ubestridt mest talentfulde quarterback – med 13.868 kastede yards, 114 touchdowns og et hav af spektakulære spil i de seneste tre sæsoner – bliver det afgørende for Chiefs’ titelaspirationer, at Chris Jones får noget hjælp i forsvarets presspil. I fjor leverede Chiefs’ forsvar knap ét sack mindre i gennemsnit pr. kamp kontra 2019-sæsonen. Det er et mærkbart produktionsfald – og et problem, som skal løses. Dertil er Frank Clark nødt til at træde i karakter – både på og uden for banen – og nytilkomne Jarran Reed skal genfinde sin produktivitet fra 2018, hvor han leverede 10,5 sacks for Seahawks. – Nicholas Jørgensen