En ny NFL-sæson er en ny mulighed for at slå sit navn fast i alle NFL-fans hjerner. Her er et bud på en spiller fra alle hold, som får sit store gennembrud i 2021.

Alle hold leder efter den næste Von Miller, Aaron Donald, Patrick Mahomes, men hvem kan tage springer op blandt ligaens bedste? Som altid vil 2021 være en mulighed for yngre og ikke-etablerede navne til at slå deres navn fast blandt ligaens stjerner.

Her giver Gul Kluds skribenter et bud på en spiller på alle 32 hold, som i 2021-sæsonen får deres store gennembrud og efter i år vil være bredt kendt som profiler i ligaen.

Husk i kan læse vores holdspecifikke sæsonoptakter gennem hele august måned. Her finder du blandt andet Patriots’ sæsonoptakt.

Arizona Cardinals: Isaiah Simmons, LB/S
Dette er ikke et overraskende valg. Isaiah Simmons spillede ikke meget i den første halvdel af sæsonen, men han fik flere og flere snaps sidst i sæsonen, hvor han viste, hvorfor Cardinals valgte ham i top 10 i draften. Han er en af NFL’s mest atletiske og alsidige spillere, så det lader til, at han skal falde på plads og få lidt rutine. Han skulle eftersigende være vanvittig skarp i training camp, sammen med rookie Zaven Collins. – Victor Pihl

Atlanta Falcons: A.J. Terrell, CB
A.J. Terrell tillod en del yards i 2020, da han var rookie. Derfor er der heller ikke mange i medierne, som har store forventninger til ham. Personligt synes jeg dog, at han var den mest lovende rookie-cornerback, og jeg synes hele tiden, at han var i de rigtige positioner og lignede en mand, der kunne være med både mentalt og atletisk. Det var gang på gang de små marginaler og detaljer som gjorde, at Terrell blev slået, og de ting tror jeg, han får meget bedre styr på i sin anden sæson i NFL. Under Dean Pees’ kyndige hænder, forventer jeg en stærk sæson. – Teis Joranger

Læs også: Alle holds mest undervurderede spiller

Baltimore Ravens: Justin Madubuike, DT
Historisk set har Baltimore Ravens været særdeles dygtige til at finde uslebne diamater til deres defensive linje i draftens senere runder. Justin Madubuike ligner den næste stjerne i svøb. I fjor spillede Madubuike kun 24 pct. af Ravens’ defensive spil, men han udmærkede sig i en sådan grad, at Pro Football Focus rangerede ham som sæsonens bedste rookie-defensive linjespiller. Med garvede profiler som Calais Campbell, Brandon Williams og Derek Wolfe forventes Madubuike ikke at starte fra første spillefløjt, men han har talentet til løbende at etablere sig på Ravens’ defensive linje og på sigt overtage en startplads. – Nicholas Jørgensen

Buffalo Bills: A.J. Epenesa, EDGE
Epenesa blev kastet direkte for løverne i sin rookie-sæson, da COVID-19 betød, at han ikke fik meget holdtræning før sin første NFL-kamp. Alligevel så han nogenlunde ud i begrænset spilletid, og med en hel offseason med NFL-træninger under bæltet, kan Epenesa måske finde sig til rette i Bills’ pass rush-rotation og igen blive den spiller, der i sine sidste to college-sæsoner lavede 37 tackles for loss og 22 sacks for Iowa. – Nikolaj Sattrup

Carolina Panthers: Derrick Brown, DT
Han fik en masse spilletid som rookie, men Derrick Browns første sæson i NFL var ikke en ubetinget succes. Det blev eksempelvis blot til to sacks. Til gengæld så det markant mere lovende ud, som sæsonen skred frem. Nu har han fået en hel sæson samt en offseason til at akklimatisere sig i NFL, så jeg tror, at der kommer en stor sæson fra den unge defensive tackle i 2021.– Victor Risager

Læs også: Hvem er bedst i NFC South?

Chicago Bears: Darnell Mooney, WR
Mooney leverede langt over forventet for en førsteårsspiller, der blev valgt i femte runde, da han havde over 600 yards på trods af en ustabil QB-situation. Allen Robinson kommer til at tiltrække størstedelen af opmærksomhed fra modstandernes forsvar, hvilket kan åbne op for flere muligheder for Mooney. Rookies havde en svær opstart sidste år grundet pandemien og de manglende preseason-kampe som resultat deraf. Mooney og resten af spillerne fra 2020-draften bliver derfor spået en større end sædvanlig forbedring, hvilket gør det super spændende at se, hvad Mooney kan præstere i 2021. – Victor Ostenfeld

Cincinnati Bengals: Tee Higgins, WR
Jeg tror, trods det, at Bengals valgte Ja’Marr Chase med femtevalget i årets draft, at Tee Higgins bliver Bengals’ mest konsistente pass catcher. Han havde en fin rookie-sæson, og tror kun, at han bygger videre på det. Han har også set god ud i traning camp, men det er knap så væsentligt. Det nemme svar ville dog have været Joe Burrow, som jeg også tror meget på. – Anders Kaltoft

Cleveland Browns: Donovan Peoples-Jones, WR
Cleveland er egentlig et solidt roster all round, så i mine øjne er der kun to deciderede muligheder, som ikke ville overraske mig; Greedy Williams og Donovan Peoples-Jones. Jeg er tilbøjelig til at tro mest på sidstnævnte, der har muligheden for at blive Browns WR3. Det er måske ikke det vildeste gennembrud i mands minde, men Browns er som nævnt godt besat på de fremtrædende starterpladser.. – Anders Kaltoft

Dallas Cowboys: Ceedee Lamb, WR
Forventningerne er tårnhøje til Dallas Cowboys’ 22-årige receiver CeeDee Lamb inden 2021-sæsonen. Lamb viste allerede lovende takter i fjor, hvor han greb 935 yards og fem scoringer, men det var især med Dak Prescott bag center, at han udmærkede sig. Senest har Lamb været ustyrlig i Cowboys’ træningslejr, hvor han har nydt godt af Amari Coopers skadesfravær til at etablere sig i angrebets receiverkorps. Kombineret med Cowboys’ øvrigt stjernebesatte angreb, bør Lamb få optimale arbejdsbetingelser til at udfolde sit uomtvistelige talent og levere sit store gennembrud i NFL i den kommende sæson.– Nicholas Jørgensen

Denver Broncos: Dre’Mont Jones, DT
Broncos draftede Jones i tredje runde af 2019-draften, og i sidste sæson fordoblede han nærmest alle sine stats i forhold til sit første år i ligaen. Nu står Jones på nippet til at eksplodere og har i training camp været en af de helt store åbenbaringer. Forsvaret bliver Broncos’ styrke (igen) i år, og det kan Jones blive en vigtig del af. Jeg bliver ikke overrasket, hvis han når 10 sacks i denne sæson – Magnus Jølnæs

Læs også: Sæsonoptakt:Hvor langt kan man nå med en gennemsnitlig quarterback?

Detroit Lions: T.J. Hockenson, TE
Mange unge spillere vil få chancen i Detroit i år, men det helt store gennembrud, tror jeg, kommer fra tight end T.J. Hockenson. Han har været solidt i sine første år i ligaen, men jeg tror, at han endelig er klar til at tage skridtet op som en af ligaens fem bedste tight ends. Han bør også få alle muligheder for at gribe en masse bolden, når man ser på resten af Lions’ våben i kastespillet. – Teis Joranger

Green Bay Packers: A.J. Dillon, RB
Mange rynkede på næsen. da Packers draftede en runningback i 2020 og så endda en tung en af slagsen. Men nu får han muligheden for at bevise sit værd, og vil givetvis få flere chancer i angrebet, efter Packers har sagt farvel til Jamaal Williams, der er taget til Detroit. Dillon er tungere end starter Aaron Jones, men kan blive vigtig i korte situationer og omkring mållinjen.- Claus Elming

Houston Texans: Charles Omenihu, DT
Det kan godt være svært at finde spændende unge spillere på Texans’ roster, men på den defensive linje har Charles Omenihu i glimt vist lovende takter de sidste par år. Den lange og eksplosive defensive linjemand bør få en nøglerolle for Texans i år, og har han bygget lidt på sin teknik og sænket tyndepunktet, så kan han blive svær at håndtere for de offensive linjemand. Når sæsonen er ovre, bør der ikke være tvivl om, at han er deres bedste forsvarsspiller på linjen. – Teis Joranger

Indianapolis Colts: Michael Pittman, WR
Der er flere bud på, hvem der kunne stå foran et gennembrud. Jeg har dog valgt Michael Pittman, fordi han spillede bedre og bedre som sæsonen skred frem, og jeg var virkelig stor fan af ham, da han kom ud fra college. Han har god størrelse, stærke hænder og nogenlunde fart. Desuden har Colts ikke det stærkeste receiver-rum, og han kan udvikle sig til at være første-receiver allerede i denne sæson.– Victor Pihl

Jacksonville Jaguars: Laviska Shenault, WR
Med sine 185 centimeter og 103 kilo er Laviska Shenault bygget som en klassisk running back, men i praksis ligner han en væver, omskiftelig receiver, hvilket gør ham til en unik spiller. Den slags fysiske egenskaber er guf for Jaguars’ nye cheftræner Urban Meyer, der tidligere har udviklet og benyttet alsidige spillere såsom Percy Harvin med stor succes i college-rækkerne. Kombineret med Trevor Lawrences tilstedeværelse får Shenault alle muligheder for at udfolde sit fysiske talent og træde ind på den store scene i 2021. – Nicholas Jørgensen

Kansas City Chiefs: L’Jarius Sneed, CB
L’Jarius Sneed var en af ligaens mest omtalte spillere i fjor, da han leverede pålidelig opdækning med 41 tacklinger, syv forsvarede kast og tre interceptions som følge. Dermed var han – indiskutabelt – den bedst spillende rookie-cornerback i 2020, selvom han først blev valgt i fjerde runde. Nu er Sneed udset en rolle som startende (og primære) cornerback, hvilket betyder, at han får rig mulighed til at overgå de ni kampe, han spillede i fjor og dermed – for alvor – slå sit navn fast i NFL. – Nicholas Jørgensen