Sæsonoptakt: Det største tab for hvert hold

0

Gul Klud-redaktionen ser nærmere på de største tab, som de 32 hold skal overvinde, hvis de skal have succes i 2025-sæsonen. 

Selvom lønloftet i NFL er vokset til cirka to milliarder danske kroner ($281.5 mio.) inden 2025-sæsonen, så tvinger loftkonstruktionen stadigvæk de 32 hold til at skille sig af med profilerede spillere, før de kan få økonomien til at hænge sammen.  

Derudover har der – vanen tro – været gang i trænerkarrusellen i 2025, hvor profilerede skikkelser igen er dukket op i NFL, mens flere lovende assistenttrænere er blevet plukket og tildelt nøglerne hos mere ildestedte mandskaber. 

I denne sæsonoptakt gør vi status på et hektisk forår og udpeger det største tab, som hvert hold skal leve med i 2025-sæsonen. Valget kan enten falde på en spiller, træner eller en sportschef, som har forladt sit mandskab og søgt lykken andetsteds. 

AFC East

Skribent: Mikkel Nielsen

Læs også: Sæsonoptakt – AFC East

Buffalo Bills: Rasul Douglas, CB

Bills har ikke mistet de helt store profiler, da man brugte rigtig mange penge på at forlænge sine spillere. Dog sagde man farvel til en profil som Von Miller, men har erstattet ham med Joey Bosa. Måske kan Bills dog komme til at savne Rasul Douglas, der har været en vigtig del af forsvaret de seneste par sæsoner. 

I 2023 spillede Douglas på et meget højt niveau, hvor han bl.a. lavede fem interceptions. Dog faldt han en del i niveau i 2024, hvilket nok også er årsagen til, at Bills valgte at ophæve samarbejdet. Rasul Douglas er faktisk stadig uden klub, men er pt. vurderet til at være en af ligaens bedste free agents. 

Pt. ligner det, at det er Tre’Davious White, der skal overtage starterrollen fra Douglas, men han har nok også set sine bedste dage. Dernæst har Bills selvfølgelig også deres rookie Maxwell Hairstone på holdkortet, som nok tripper for at komme ind og bevise sit værd. 

Miami Dolphins: Jalen Ramsey, CB

Det er ingen hemmelighed, at Dolphins secondary er meget suspekt lige pt. Derfor gør det nok også lidt ondt i Miami, at man valgte at sende både Jevon Holland og to gange All-Pro, Jalen Ramsey på porten. 

Ramsey er utvivlsomt en af ligaens bedste cornerbacks og lavede i sine to sæsoner for Dolphins fem interceptions. Dog skulle han angiveligt være sendt på porten for ikke at respektere cheftræner Mike McDaniel, hvilket selvfølgelig heller ikke er i orden. Men Ramseys evner på banen kan man ikke pille ved. Det bliver helt sikkert noget Dolphins kommer til at savne i denne sæson, hvor deres cornerbackgruppe ligner NFLs absolut dårligste. 

New England Patriots: David Andrews, C

Patriots har ikke mistet ret mange helt store profiler til denne sæson. Og dem, de har mistet, har de været gode til at erstatte med måske endnu bedre spillere. Dog har man sagt farvel til en af de store ledere og kulturbærere i klubben gennem de seneste ti år i David Andrews. Den bundsolide center var kaptajn på holdet i otte sæsoner og var med til at vinde to Super Bowls. Selvom han ikke blev draftet, så startede han alligevel for Patriots som rookie tilbage i 2015 og slap ikke den plads før sidste sæson, hvor han pådrog sig en alvorlig skade. Her valgte Patriots så at cutte ham – hvilket førte til hans beslutning om at trække sig tilbage. 

Dog havde Andrews ikke den helt store betydning på banen i 2024, grundet sin skade. Men Patriots siger alligevel farvel til en stor figur i omklædningsrummet, en leder og et forbillede for resten af truppen. 

New York Jets: Aaron Rodgers, QB

Projektet med Aaron Rodgers lykkedes aldrig helt for Jets. Det er også mest på grund af alt det, der hørte med Aaron Rodgers – og ikke så meget spillet på banen, at han er på denne liste. For med Rodgers ude af New York igen, så skal Jets genopbygge en hel del af angrebet. 

Man har hevet Justin Fields ind, og det bliver meget interessant at se, om han kan få sit NFL-gennembrud som quarterback i år. Derudover var man også nødsaget til at skille sig af med Davante Adams, som nærmest kun kom på holdet efter befaling fra Rodgers. Dermed ser receiverpositionen lidt tyndere ud, end den ellers ville have gjort. Endvidere skaber skilsmissen med Rodgers måske også lidt mere ro i New York, da der altid var meget virak om Rodgers, hans beslutninger og hans holdninger.

Næste side: De største tab i AFC North