Sæsonoptakt: Det største tab for hvert hold

0

AFC West

Skribent: Magnus Jølnæs Jacobsen

Denver Broncos: Javonte Williams, RB

Broncos har stort set formået at holde sammen på hele truppen fra sidste sæson og har styrket sig der, hvor de var stærkest. Et af de steder var på runningback-positionen, hvor man dog har sagt farvel til sidste års førende runningback i form af Javonte Williams, der nu slår sine folder i Dallas.

Williams løb i 2024 for 513 yards, men kun 3,7 yards per løb, og det har været et problem for Williams, at han stadig ikke virker som om, han er kommet sig helt over en grusom skade for to år siden.

Kansas City Chiefs: Joe Thuney, OG

Det var Chiefs selv, der i offseason sendte Thuney til Chicago i en handel, men Chiefs kunne godt fortsat have brugt ham. Thuney var elsket på holdet og hans ekspertise er svær at sætte en pris på, men den garvede guard blev sendt videre i systemet for at spare penge på lønloftet og som led i en foryngelsesproces af den offensive linje.

Det store problem for Chiefs er, hvis deres offensive linje er blevet dårligere med afgangen af Thuney. Pres op igennem midten er kryptonit for de fleste quarterbacks, og det har flere gange vist sig at være opskriften på at stoppe Patrick Mahomes. 

Las Vegas Raiders: Robert Spillane, LB

Der er et nyt regime i Las Vegas, og det betyder også, at der er blevet skiftet rigtig meget ud inden den kommende sæson. En af dem, der har forladt bygningen af linebacker Robert Spillane, der har taget sit talent for tacklinger med til New England.

Og det er virkelig et talent. I sine to sæsoner hos Raiders har han for alvor udviklet sit talent for at finde boldholderen og lavede mere end 300 tacklinger i alt over de sidste par år. Det er produktion, der altid er guld værd, og som kan blive svær at erstatte.

Los Angeles Chargers: Poona Ford, DT

Chargers har mistet en del i offseason, og jeg kunne have valgt flere andre her. På den defensive linje har man også sagt farvel til Joey Bosa, men det er alligevel afgangen af Poona Ford, der får den største betydning. Ford spillede flest snaps af alle på den defensive linje og havde vel sin bedste sæson i NFL. Hans statistikker springer ikke i øjnene, men Fords evne til at tage fokus væk fra sine medspillere har været en kæmpe fordel for Chargers’ forsvar, der pointmæssigt var blandt de bedste i sidste sæson.

Næste side: De største tab i NFC East