NFC East
Skribent: Lasse Bisgaard Jensen
Læs også: Sæsonoptakt – NFC East
Dallas Cowboys: Zack Martin, OG
En sand Cowboys-legende har lagt støvlerne på hylden.
Hele ni gange blev Zack Martin udtaget til Pro Bowlen, og alle ni år kom han ovenikøbet på enten All Pro førsteholdet eller andetholdet. Han har spillet 162 kampe, over 10.000 snaps og tillod alligevel kun 18 sacks. Men efter 11 sæsoner i NFL har Zack Martin valgt at stoppe sin aktive karriere, og det efterlader et kæmpe hul på Cowboys’ offensive linje.
Ham, der virker til at skulle udfylde det, er rookien Tyler Booker, som blev valgt i første runde af Jerry Jones og co. Der er et stort potentiale i den tidligere Alabama-spiller, men han kommer med stor sandsynlighed ikke til at leve op til Martins tårnhøje niveau fra dag ét, og holdet skal utvivlsomt vænne sig til, at klublegenden ikke længere er tilstede i omklædningrummet.
New York Giants: Adoree Jackson, CB
Giants har ikke mistet mange spillere i 2025 og især ikke store profiler, hvorfor den her er lidt svær. Valget er i sidste ende faldet på cornerbacken Adoree Jackson, der nu skal spille for divisionsrivalen Philadelphia Eagles.
Jackson nåede fire sæsoner i New York, hvor han især i de første tre var en stor profil. Dog var det ikke meget sportslig indflydelse han fik sidste sæson med kun fem kampe fra start, men det er en stor stemme og personlighed, som Giants mister i omklædningsrummet.
Giants besidder en meget ung cornerback-gruppe, hvor den ældste er nytilkomne Paulson Adebo på 25 år. Derfor mangler de for alvor en rutineret stemme, der kan hjælpe de unge og uerfarne med at udvikle sig og overkomme de svære situationer, der unægteligt kommer til at opstå.
Philadelphia Eagles: Kellen Moore, OC
For tredje år i træk har Eagles mistet deres offensive koordinator. Først smuttede Shane Steichen til fordel for at blive cheftræner i Indianapolis Colts, året efter blev Brian Johnson fyret efter en undervældende sæson, og nu er Kellen Moore smuttet for at være cheftræner for New Orleans Saints.
Selvom de har haft succes med at erstatte koordinatorer de seneste år, er det lidt af en bet for Eagles at miste Kellen Moore efter sidste sæsons store succes.
Angrebet var blandt ligaens bedste i grundspillet, og da de trådte ind i slutspillet blev det kun bedre. Her snittede de 36,3 point henover de fire kampe, hvilket var klart bedst, og de løb ovenikøbet for over 200 yards, hvilket Saqoun naturligvis også var en meget vigtig del af.
Det var Moore, der kaldte spillene på angrebet, men han må nu give stafetten videre til sin tidligere kastespil koordinator, Kevin Patullo, der for første gang skal være offensiv koordinator i NFL.
Washington Commanders: Dante Fowler Jr., Edge
Dante Fowler Jr. førte Commanders i både tacklinger og tacklinger for minusyards i 2024, men nu har han i stedet valgt at returnere til sin tidligere klub og Commanders’ divisionsrival Dallas Cowboys.
Han var selvsagt en vigtig brik i at stabilisere deres svage led på holdet – forsvaret. Han var både gode i presspillet, men også i opdækningen imponerede han, hvor analysemediet Pro Football Focus rangerede ham som den ottende bedste edge i sidste sæson.
I stedet for at jagte modstandernes quarterbacks, bliver det nu Jayden Daniels, han skal efter hele to gange i løbet af sæsonen.
Commanders har forsøgt at erstatte ham med den tidligere superstjerne og meget rutinerede Von Miller, men om han kan have helt samme påvirkning, virker usikkert med hans faldende niveau og skadeshistorik in mente.
Næste side: De største tab i NFC North








