Sæsonoptakt: Det største tab for hvert hold

0

NFC West

Skribent: Jacob Dissing Graversen

Arizona Cardinals: Kyzir White, LB

Arizona har ikke mistet mange profiler i denne offseason, men de har skilt sig af med en af de startende linebackere fra 2024-sæsonen. White spillede samtlige 17 kampe fra start og mere end 93% af de defensive snaps.

White har på sine bedste dage været en solid spiller i opdækning, men i fjor var han ikke specielt velspillende, hvorfor han er blevet udskiftet i Arizona. Det er ikke fordi, der er kommet meget kvalitet ind i stedet for, så derfor kan Whites kendskab til systemet måske blive savnet. Det er dog en spiller af samme type, de får ind med Akeem Davis-Gaither.

Los Angeles Rams: Cooper Kupp, WR 

Rams har mistet et par folk langs den offensive linje, men selvom Cooper Kupp ikke længere er nær det overnaturlige niveau, han spillede på i 2021, så var den erfarne receiver en vigtig sikkerhedsventil for quarterback Matthew Stafford. Nu er den sikkerhedsventil så skiftet til divisionsrivalerne Seattle Seahawks.

Kupp har været god, når han har været på banen siden sin blændende 2021-sæson, desværre for ham selv, var det alt for sjældent. Skader har præget den snu receivers tre seneste sæsoner, hvor han blot har spillet 33 af 51 mulige kampe. Trods de mange kampe på sidelinjen, så har han været god i Redzone, da han i de skadesplagede sæsoner alligevel har scoret 18 touchdowns.

San Francisco 49ers: Charvarious Ward, CB 

Det var svært at vælge mellem alle de spillere, som 49ers har mistet. Både Deebo Samuel, Jaylon Moore, Jordan Mason, Aaron Banks, Dre Greenlaw og Leonard Floyd er nogle af de spillere, der har forladt klubben. Cornerback Charvarious Ward var nok den bedste af dem alle og det største tab, da cornerback-positionen umiddelbart er holdets svageste punkt.

Ward havde en lidt skuffende og skadesplaget sæson i 2024, men i både 2022 og 2023 var han en af ligaens bedste cornerbacks. 49ers har fået Robert Saleh tilbage til holdet som defensiv koordinator, hvilket kan øge effektiviteten af forsvaret generelt, men det kræver at solide spillere som Renardo Green og Deommodore Lenoir tager et skridt op og nærmer sig det topniveau, som den nye Colts-spiller, Charvarious Ward har vist.

Seattle Seahawks: Geno Smith, QB

Ligesom det var tilfældet i San Francisco, så er det svært at vælge imellem de spillere, Seattle sagde farvel til. Tyler Lockett, DK Metcalf, Geno Smith var de største profiler, men andre bidragsydere som Tre Brown, Laken Tomlinson, Dre’Mont Jones og Noah Fant er også historie i klubben.

Selv om Lockett er et klubkoryfæ og DK Metcalf er et fysisk vidunder og en produktiv receiver, så var Geno Smith den bedste spiller af de tre. Selv om quarterbacken var svingende, så var han imponerende til at undgå det konstante pres, som holdets offensive linje gentagne gange lod slippe igennem.

Smith spillede ofte på et højt niveau, og det er ikke sikkert, at arvtageren Sam Darnold kan spille på samme niveau. Seattle har store forhåbninger inden den kommende sæson, men de kan komme til at savne Smith, der var en leder og et samlingspunkt for holdet.

Læs også: Sæsonoptakt – den vigtigste tilføjelse for hvert hold i 2025