Brølet var øredøvende, da Chiefs vandt møntkastet i den forlængede spilletid mod Bengals, men der blev hurtigt stille på Arrowhead. Her er en reportage fra AFC-finalen skrevet af Bengals-fan Mathias Sørensen, som var til stede.
Arrowhead Stadium. Eller GEHA Field at Arrowhead Stadium som det så ucharmerende blev omdøbt til i marts sidste år. Hjemsted for mægtige Mahomes og hans kumpaner fra Chiefs, som for fjerde år i træk var vært for AFC-finalen. Et frygtindgydende sted at tage til for en hver udefrakommende, men jeg så faktisk frem til det.
Mine Bengals var nået frem til kampen om en plads i Super Bowl – noget, jeg inden sæsonen aldrig havde turdet drømme om. I mine øjne havde Burrow og co. intet at tabe, og jeg var derfor fast besluttet på bare at nyde oplevelsen af at være til stede på det stadion i verden, der har rekorden for at være mest højlydt. Hvor ubehageligt det end ellers lyder.
Jeg tog til Kansas City alene, men var i dagene op til kommet i kontakt med Adam, som bor i byen, er fra området og derfor selvsagt er Chiefs-fans. Han var så venlig at invitere mig med til hans families tailgate inden kampen. Jeg har været til flere NFL-kampe i USA, men altid blot været passiv tilskuer, når amerikanerne har åbnet bagsmækken på deres trucks og læsset grill, mad, drikkevarer, fjernsyn og så videre af for at hygge sig inden kampstart.
Nu skulle jeg så endelig selv være rigtigt med. Adam hentede mig ved hotellet inde i byen i sin hvide Jeep, og så gik turen mod Arrowhead, som ligger en kort køretur udenfor centrum mere eller mindre ude midt i ingenting. Vi mødtes på en parkeringsplads foran en Walmart med hans forældre og bror – alle sammen livslange Chiefs-fans – og kørte sammen i én bil det sidste stykke hen til Arrowhead. Trucken blev parkeret, der blev tændt op i bålet/grillen og de første øl blev åbnet.
Det var super hyggeligt at hænge ud med Adam og hans familie (selv om de holder med Chiefs), men jeg havde udset mig en anden tailgate-fest. En hel hær af Bengals-fans var rejst til Kansas City, og superfanen, som går under navnet Bengal Jim, havde arrangeret en stor fest ved Arrowhead, som jeg blev nødt til at opleve. Så jeg sagde tak for mad og hyggeligt samvær til Adam og hans familie og drog mod Bengal Jim. Jeg mødte ikke den famøse vært, men en masse andre, der synes det var helt vildt, at jeg var taget til Kansas City hele vejen fra Danmark. Generelt tabte de fleste næsten kæben, når jeg fortalte min historie, og de rare amerikanere sørgede i flere tilfælde for, at jeg ikke var tørstig.
Nå, det var ved at være tid. Som kampstart nærmede sig, steg min promille en smule. Nerverne skulle dulmes. I følgeskab med flere andre drog jeg mod Arrowheads billetporte. Den sidste øl blev bundet og efterladt på en kantsten, og jeg placerede mig i en kø. Efter en hurtig indslusningsproces var jeg inde. Jeg synes, der er noget magisk over det øjeblik, man for første gang kommer ind på selve stadion. Det moment, hvor du forlader de trange gange, og banen og tribunerne åbenbarer sig for dig. Jeg gjorde mit bedste for at suge det hele ind denne gang.
Arrowhead ER et magisk sted. Stadions udformning gør, at man næsten føler, menneskemængden går ud i ét. Ingen skarpe hjørne, der opdeler tribunerne. Jeg sad på øverste dæk, men ret langt nede på afsnittet, så jeg havde både et rimelig godt overblik, men følte samtidig, at jeg var midt i det hele. Det var ret fedt. Stemningen begyndte langsomt at stige, og jeg fik gåsehud første gang, da Chiefs løb på banen til ‘Enter Sandman’ af Metallica, en episk sang af mit absolutte yndlingsband. Et stort amerikanske flag, formet som USA, blev rullet ud, og så var der nationalsang. Og så alligevel ikke. Man kunne ikke høre sangeren, så publikum – der ellers normalt ikke synger med i USA – tog over. Igen gåsehud. ‘Star Spangled Banner’ blev sluttet af med en overflyvning, der dog var lidt undervældende. Jeg forventede et kæmpe sus fra de lavtflyvende maskiner, men det udeblev.
Bengals startede med bolden, og jeg og alle vi andre Bengals-fans fandt hurtigt ud af, at vi ikke var på hjemmebane. Larmen var intens, da Joe Burrow første gang gjorde sig klar bag center. Ifølge den decibelmåler-app, jeg havde hentet til formålet, føltes det som at stå ved siden af (eller inden i) en lastbil.
Om det var larmen eller noget andet ved jeg ikke, men Bengals havde det som bekendt meget svært i første halvleg. Jeg nåede underligt nok aldrig rigtigt til et punkt, hvor jeg var opgivende. Der skete nok for meget, og tiden gik nok for hurtigt til, at jeg rigtig kunne forstå, hvor skidt det egentlig så ud, da der stod 21-3 til Chiefs. Stoppet lige før pausen gav medvind, og i anden halvleg ved vi alle sammen godt, hvad der skete.
Langsomt begyndte det, der ellers havde set så umuligt ud, at tage form. Bengals var i gang med et comeback. Mahomes kunne ikke få ret meget til at fungere, og føringen blev mindre og mindre. BJ Hill lavede en interception, og så virkede alt pludseligt muligt. Ud af ingenting – sådan virkede det hvert fald lidt for mig stående der på tribunen – stod der 21-21. Så 24-21 cirka midtvejs i fjerde quarter. Det var uvirkeligt.
Men Chiefs fik jo altså udlignet, selv om jeg i et kort sekund troede, Mahomes sendte Bengals i Super Bowl med sin fumble til allersidst i fjerde quarter. Alle – især i Buffalo – ved, at det ikke er godt, hvis Chiefs starter med bolden i den forlængede spilletid. Mahomes, Tyreek Hill og Travis Kelce er simpelthen så eksplosive, at det hele kan være overstået, før det nærmest er begyndt. Weekenden før nåede Josh Allen aldrig at røre bolden, og jeg troede da heller ikke, Burrow ville få lov, da dommeren råbte “tails”, og det stod klart, at Chiefs havde vundet lodtrækningen. Publikum troede også, at turen til Los Angeles lige så godt kunne bestilles. Et brøl af en anden verden lød fra de mange Chiefs-fans, der ellers virkede mere og mere lamslåede, som tiden skred frem i anden halvleg. Nu var de vågne.
Men bolden hoppede bare i den rigtige retning for Bengals. Eller fløj. For efter Vonn Bells interception var det nu Bengals, der lod til at være på vej i sin første Super Bowl i 32 år. Nu var det Burrows tur til at træde ind på den helt store scene. I ved alle sammen godt hvad der skete. I takt med at Bengals kom længere og længere frem, blev det mere og mere stille på stadion og mere og mere uvirkeligt for mig. Derfor reagerede jeg også, som jeg gjorde, da sejren kom i hus.
Jeg kunne ikke forstå det. Jeg vendte mig om, og manden i den grå trøje bag mig, som man kan se på videoen, stod med tårer trillende ned ad kinderne. Jeg rystede. Satte mig ned. Rejste mig igen. Sagde ‘oh my god’ hvad der føles som en milliard gange. Det var det eneste, jeg kunne formulere. Gav high fives til alle. Græd og grinte på samme tid. Bengals i Super Bowl. Bengals i f****** Super Bowl. Det var og er utroligt. En Chiefs-fan gav mig hånden og sagde, at jeg – og vi – fortjente det, og at han håbede vi vinder det hele. Jeg sagde bare ‘tak’ og vendte tilbage til at messe ‘oh my god’.
