Optakt til draften: NFC West

0

San Francisco 49ers

Største behov: G, T, DT, Edge, CB

Efter en lang række år som Super Bowl-favorit kom San Francisco aldrig helt i mål. Det er svært at blive ved og ved og ved med at holde sig i toppen i NFL, så få hold gør det, og på et tidspunkt kommer regningen. Den er 49ers blevet ramt af i år. En lang række profiler og bidragsydere har sagt farvel til klubben, og selv om nogle af de helt store stjerner, Bosa, Williams, McCaffrey og Kittle stadig er der, så er kernen omkring dem smuldret. Specielt den offensive og defensive linje har set bedre dage, og mangler i begge kæder påvirkede dem allerede i fjor.

Trent Williams og Nick Bosa er stadig blandt ligaens bedste, men omkring dem er der ikke megen kvalitet. Williams er ydermere blevet 37 år gammel, når sæsonen sparkes i gang, hvor længe holder han karrieren i gang? 

Hvem skal hjælpe med at tage opmærksomheden fra Bosa i skyttegraven? Drake Jackson, Yetur Gross-Matos, Evan Anderson og Jordan Elliott er de andre på holdkortet og ingen har tidligere vist, at man kan forvente, at de leverer afgørende spil hver eneste uge, ikke engang tæt på.

Vælger San Francisco en spiller, der ikke kommer til at beskytte Purdy eller presse modstandernes offensive linjer, kan cornerback være en anden mulighed, da holdet har sagt farvel til Charvarious Ward denne offseason og mangler talent på ydersiden.

Bud på 49ers’ valg i første runde (valg 11): Derrick Harmon, DT, Oregon

De første tre år, hvor John Lynch agerede general manager i San Francisco valgte han defensive linjemænd med sit førsterundevalg, og med stor succes. Lynch og 49ers vender tilbage til den taktik, og med Robert Saleh tilbage i folden som defensive koordinator, kan de blive den rigtige ingrediens i deres opskrift på genopbygning.

Der er mange talentfulde defensive linjemænd i toppen af dette års draft, et par af dem er dog baseret på potentiale alene uden megen produktion i college, jeg tror San Francisco går med en af de mest produktive fra den forgangne sæson i Derrick Harmon. Som nævnt tidligere, så havde han problemer med missede tacklinger i college, men han var ofte i de rette positioner. 49ers har tidligere haft stor succes med disruptive linjemænd, både Arik Armstead og Deforest Buckner var store profiler og kom begge fra Oregon, præcis som Harmon, der havde flest pressures af alle indvendige defensive linjemænd i sidste års collegesæson. Med en god kombination af størrelse, fart, power og et ganske alsidigt pass rush-arsenal, så kan han have en solid NFL-karriere.

Jeg ville ikke blive overrasket, hvis 49ers gik med en edge-spiller som Mike Green, Mykel Williams eller endda Shemar Stewart, men manglerne på indersiden er større, selv om et valg af Harmon som nr. 11 af mange vil blive set som et lille reach. 

Seattle Seahawks

Største behov: G, C, WR, S, LB

Seattle Seahawks var tæt på slutspillet i 2024, men måtte lige akkurat se sig slået af divisionsrivalerne Los Angeles Rams. Mike Mcdonald fik styr på forsvaret, som sæsonen skred frem, specielt efter at linebacker Ernest Jones kom til klubben, og de store forbedringer fra defensiven var næsten nok til at løfte en offensiv, der kontinuerligt skuffede.

Den angrebsmæssige instabilitet har ført til stor udskiftning forud for draften. Væk er quarterback Geno Smith, receiver Tyler Lockett OG D.K. Metcalf samt størstedelen af den offensive stab fra 2024. Ind er kommet Sam Darnold, Cooper Kupp og Marquez Valdes-Scantling. Det er umiddelbart en nedgradering, men Seattle har sparet penge, er blevet yngre på quarterback-postionen og fået valg i både anden og tredje runde. Den offensive linje har været et problem i mere end et årti og i år er der ingen undtagelse. Geno Smith håndterede de problemer bedre end de fleste ville have gjort, nu er quarterbacken en anden. Draften handler dog om at få skabt så gode forhold for Darnold som muligt.

Charles Cross er en god venstre tackle, mens Abraham Lucas endelig ser ud til at være rask, men alle indvendige positioner kan og skal opgraderes. Går Seattle en anden vej, så er receiver bestemt et område, hvor de kan forbedre sig. Kun Jaxon Smith-Njigba kan forventes at være i klubben længere end de næste sæsoner, men der på forsvaret kan bruges mere dybde på både linebacker- og safetypositionerne, hvor Ernest Jones og Julian Love er etablerede startere, men spillerne omkring dem ikke skal vide sig sikre endnu, trods fine præstationer mod slutningen af 2024-sæsonen.

Bud på Seahawks’ valg i første runde (valg 18): Grey Zabel, Guard/Center, North Dakota State

Vælger Seattle en offensiv linje i første runde, hvilket jeg godt kan have min tvivl omkring, så tror jeg, at det bliver Grey Zabel. Umiddelbart at Tyler Booker konsensus bedste indvendige linjemand i draften, men jeg tror ikke, han vil være atletisk nok til Seattles zone-løbespil. Det er Zabel derimod og han havde en imponerende uge til Senior Bowl, noget general manager John Schneider plejer at vægte højt.

Den 23-årige offensive linjemand spillede primært tackle i college, og spillede på et lavere niveau, så der vil være en tilvending til NFL, men flere har sammenlignet ham med Graham Barton fra sidste års draft, der havde en fin rookiesæson. Det kan Seattle bruge.

Når det er sagt, så vil en spiller som Jared Wilson i anden runde også være en mulig kandidat, og så kunne førsterundevalget nemt falde på en spiller som Matthew Golden eller endnu en brik til forsvaret.

Læs også: De største draft-busts gennem tiden

Se analyse af andre divisioner:

AFC: AFC East | AFC North | AFC South | AFC West


NFC: NFC East | NFC North | NFC South | NFC West