Nick Foles har skrevet under på en lang og lukrativ aftale med Jacksonville Jaguars, men bliver det et succesfuldt ægteskab? Hvis man kigger på andre quarterbacks, der er hentet i free agency, tyder det ikke nødvendigvis godt.
Så fik Jacksonville Jaguars deres quarterback.
Efter fem år med den skuffende Blake Bortles er Philadelphia Eagles-helten Nick Foles hentet ind på en lang og lukrativ aftale. Jaguars har således udstyret Foles med en fireårig kontrakt, der angiveligt betaler ham knap 22 millioner dollar årligt.
Det er altså noget af en investering, og Jaguars håber på, at den giver afkast og kan sikre dem en Super Bowl-titel inden for de næste par år. Eller i det mindste et par ture i slutspillet – noget, Jaguars ikke lykkedes med i 2018, hvor angrebet var horribelt, mens forsvaret var blandt de bedre i NFL.
Og baseret på de seneste sæsoner kan det være en mulighed med Foles. I 2017 blev han en vaskeægte helt i Philadelphia, da han overtog startertjansen for Eagles, efter at Carson Wentz blev skadet, og førte Eagles hele vejen til Super Bowl-titlen. I 2018 overtog han igen startertjansen efter en skade til Wentz, og han førte Eagles til slutspillet med fire sejre på fem kampe.
Men kan han blive en succes i Jacksonville? Et kig på andre quarterbacks, der i tidernes løb har sikret store kontrakter i free agency, kan måske hjælpe med at svare på det spørsmål.
Derfor har jeg taget et kig på de nævneværdige quarterbacks, der har skiftet hold i free agency i løbet af de seneste 20 år. Men i stedet for at kigge på alle quarterbacks, der har skiftet hold, har jeg fokuseret på dem, der har skrevet under på længerevarende kontrakter (to år eller derover) og med en kontrakt til en vis værdi, i dette tilfælde over 10 millioner dollar. Det betyder blandt andet, at en spiller som Tyrod Taylor, der i 2015 skiftede til Buffalo Bills på en treårig aftale til en værdi af blot 3,5 millioner dollar, ikke figurerer på listen, selvom han nåede at starte 42 kampe. Hans succes kom nok som en overraskelse selv for Bills.
Selvom det ikke ligefrem er den bedste måde at vurdere en spiller på, lister vi spillerens antal sejre og nederlag som starter, Super Bowl-sejre, MVP-titler, All Pro-udtagelser, Pro Bowl-udtagelser samt ture til playoffs.
Sådan har de nævneværdige free agent-quarterbacks klaret sig
Fed skrift indikerer, at spilleren stadig er i klubben.
* Trent Green vandt Super Bowl i 2000 med St. Louis Rams, men han var skadet hele sæsonen, og Kurt Warner var Rams’ quarterback.
** Trent Green kom i slutspillet to gange med Rams, men i ingen af sæsonerne var han startende quarterback. Det var Kurt Warner.
*** Jeff Blake spillede kun 11 kampe, da Saints nåede slutspillet i 2000.
**** Matt Flynn nåede ikke at starte en kamp for Seattle Seahawks og var reserve til Russell Wilson, da Seahawks nåede slutspillet i 2012.
Hvad kan vi lære?
Når man kigger på den ovenstående tabel, tegner der sig et ret tydeligt billede, og her tegner det ikke godt for Foles og Jaguars. Af de 13 quarterbacks kan fire kaldes for en succes – i hvert fald hidtil da Kirk Cousins stadig kan blive en succes i Minnesota – og det er Rich Gannon, Drew Brees, Peyton Manning og til dels Brett Favre.
Alle fire af dem nåede at blive udtaget til minimum én Pro Bowl hos deres nye hold, mens tre – Gannon, Brees og Manning – også kom på et All Pro-hold. Manning og Gannon blev også ligaens MVP hos deres nye hold, mens Manning og Brees førte deres nye hold til en Super Bowl-titel. Alle fire sluttede desuden med flere sejre end nederlag hos deres nye hold.
Af de øvrige ni quarterbacks nåede kun én at spille mere end to sæsoner som starter, og det var Jon Kitna i Detroit, hvor han blot vandt 10 af 36 kampe. Og af de ni quarterbacks var det kun Brock Osweiler, der formåede at føre sit hold til slutspillet som starter. Derudover er det kun Trent Green, der har haft udmærket succes efterfølgende, efter han blev tradet til Kansas City Chiefs’ i 2001. I Kansas City blev han holdets startende quarterback, blev udtaget til Pro Bowl to gange og førte Chiefs til slutspillet to gange. Han vandt dog ikke en slutspilskamp.
Det ender altså som en fiasko i knap to ud af tre tilfælde, og når det endelig ender med en succes, er det som regel under specielle omstændigheder.
De fire succesfulde quarterbacks endte nemlig i free agency af specielle årsager. Manning er formentlig en af de største spillere, der nogensinde er endt i free agency, og var allerede på vej til Hall of Fame, før han endte dér, men det skete som følge af helbredsmæssige bekymringer. Ligeledes var det helbredet og ikke talentet, der fik Chargers til at lade Brees gå, mens Favre var 39 år og ligesom Manning allerede havde booket en billet til Hall of Fame, da han kom til Vikings. Den sidste, Gannon, endte som free agent i en alder af 34 år og med et CV, der primært havde budt på reserveroller.
Bag den dårlige hit-rate er der formentlig en meget simpel forklaring på: de rigtig gode quarterbacks ender meget, meget, meget sjældent i free agency. Det afholder til gengæld ikke quarterback-trængende hold fra at kaste store summer efter quarterbacks, som klubberne håber kan blive en succes.
Bliver Foles en ny Gannon eller en ny Osweiler?
Som nævnt kan det altså gå begge veje, når man investerer i en quarterback i free agency, og det er derfor selvsagt umuligt at spå om, hvordan 30-årige Nick Foles’ tid i Jacksonville kommer til at forløbe. Men leder man efter sammenligninger på listen ovenfor, er der et par situationer, der minder om Foles’ mere end andre.
Rich Gannon kom eksempelvis til Oakland Raiders som 34-årig efter adskillige sæsoner i NFL, der havde budt på både op- og nedture, og som han havde tilbragt som reserve og sporadisk starter.
Brock Osweiler kom til Texans efter fire år som Peyton Mannings protege hos Denver Broncos og ovenpå en sæson, hvor han havde spillet otte kampe med 10 touchdowns og seks interceptions til følge.
De to klubskifter endte dog vidt forskelligt. Gannon blev en stor succes i cheftræner Jon Grudens system i Oakland, hvor Gannon var starter i fire år og i gennemsnit kastede for 3.946 yards med 26 touchdowns og 11 interceptions per sæson. Omvendt floppede Osweiler fælt hos Texans, hvor han i sin ene sæson kastede 15 touchdowns og 16 interceptions, før Texans nærmest betalte Cleveland Browns et andenrundevalg i NFL-draften i 2017 for at tage imod ham.
Jaguars håber garanteret, at Foles gør som Gannon og bliver succes, og ikke ender som Osweiler. For selvom Gannon aldrig vandt en Super Bowl med Raiders, havde han fire gode år og vandt en MVP-titel, hvilket vil være mere end godkendt for Foles i Jacksonville.
Slutteligt er det dog også vigtigt at påpege, at andre faktorer spiller ind i, om Foles bliver en succes eller ej – heriblandt trænerstaben og talentmassen på resten af Jaguars-mandskabet. I det henseende hviler der også et gevaldigt pres på offensive koordinator John DeFilippo, der er blevet hentet til Jacksonville i år, til at få det bedste ud af 30-årige Nick Foles.
Det skal selvsagt ikke udelukkes, at ægteskabet mellem Foles og DeFilippo i Jaguars ender som Gannon og Gruden i Raiders, men chancerne for at det ender som Brock Osweiler og George Godsey i Texans i 2016 er større, viser et historisk blik på free agent-quarterbacks. Men så igen, Foles behøver ikke at være ligaens MVP som Gannon for at være en forbedring i forhold til Blake Bortles. Der skal ikke forfærdeligt meget til.
