Optakt til draften: NFC South

0

New Orleans Saints

Needs: QB, Edge, DT, WR, CB

Kellen Moore er ny sherif i byen, og han har tonsvis af arbejde foran sig. Saints spillede en uskøn sæson i 2024, holdet er fyldt med huller på både forsvaret og angrebet, og så skal deres startende quarterback, Derek Carr, opereres, hvilket muligvis holder ham ude for sæsonen. Beklager Saints-fans, men der er ikke meget, at råbe hurra for lige nu.

Det virker til, at det sidste håb for en god 2025-sæson ligger i draften. Saints har ni valg at gøre godt med, hvor fire af dem kommer i de første tre runder.

Her kommer de med garanti til at have fokus på skyttegravene, men også cornerback kommer til at være et omdrejningspunkt for de første par valg, efter de mistede Paulson Adebo i free agency. Men med Carr ude, så kunne de meget vel ende med en quarterback i første runde.

Bud på Saints’ valg i første runde (valg 9): Shedeur Sanders, QB, Colorado

Hvornår bliver Shedeur Sanders taget? Det er det helt store spørgsmål og samtaleemne med fem dage til draften.

Den 23-årige quarterback fra Colorado splitter vandende i hele NFL-verdenen lige nu, for mens nogle tror, at han inden længe er blandt de fem til ti bedste quarterbacks i ligaen, så mener andre, at han slet ikke er værdig til at blive taget i første runde.

Han er hverken helt vildt atletisk og hurtig, som sin far, eller har en kæmpe kastearm, men er derimod meget præcis og har en imponerende evne til at kaste i løbet.

Sanders sammenlignes af mange med Teddy Bridgewater, men minder også på mange måder om Brock Purdy, da han ikke virker til at excellere i én eller flere aspekter af spillet, men derimod er en solid spiller, som heller ikke falder igennem på nogle specifikke punkter.

Valget giver mening i holdets nuværende forfatning. Derek Carrs skade efterlader et midlertidigt stort hul på quarterback, men han er samtidigt i sin karrieres efterår, hvorfor Saints nok gerne vil kigge efter den rigtige afløser inden længe. Om det også giver mening for holdets nye cheftræner, Kellen Moore, er svært at sige, men umiddelbart tror jeg ikke, at han føler sig komfortabel med hverken Spencer Rattler, Jake Haener eller Ben DiNucci fra start.

Tampa Bay Buccaneers

Needs: Edge, S, CB, LB, G/OT

For fjerde sæson i streg går Buccaneers en sæson i møde, hvor de skal forsøge at forsvare deres divisionstitel, og holdet ser allerede ud til at være gearet til at gentage de tidligere sæsoners succes.

Udover en safety ved siden af stjernespilleren Antoine Winfield Jr. er der ingen markante mangler iblandt starterne, hvorfor draften blandt andet kommer til at handle om at fylde dybden ud på de svagere positioner. Det gælder primært edge, cornerback og den offensive linje, hvorfor alle tre positionsgrupper nok skal blive adresseret i løbet af draftens syv runder.

Lige så vigtigt er det for Buccaneers at hente efterfølgere til de ældre spillere i truppen, der er i karrierens efterår. Wide receiver er blandt andet en mulighed i forhold til det, men også den indvendige linebacker må være en position, som snart skal have noget nyt, ungt blod.

Bud på Buccaneers’ valg i første runde (valg 19): Jihaad Campbell, LB, Alabama

For en af de lidt ældre spillere i truppen er naturligvis klublegenden Lavonte David, der i marts skrev under på en ny aftale til ét år mere. Og selvom han stadig er mere end værdig til en startplads på et NFL-mandskab, så vil det give mening for Buccaneers at hente klublegendes arvtager inden længe.

Jihaad Campbell er utvivlsomt draftens bedste indvendige linebacker, og hvis det ikke er på grund af positionsværdi, så er han højst sandsynligt væk, når det bliver Buccaneers’ tur til at vælge.

Campbell er perfekt til at erstatte David. Han er en født leder på og udenfor banen, han har de nødvendige atletiske evner til at begå sig i NFL, og så er han både en habil spiller i kastespillet og løbespillet. Desuden var han oprindeligt en udvendig linebacker (edge), da han startede på Alabama, hvorfor han også kan flyttes derud efter behov og samtidigt kan bruge sine presspilsevner til at blitze quarterbacken.

Se analyse af andre divisioner:

AFC: AFC East | AFC North | AFC South | AFC West
NFC: NFC East | NFC North | NFC South | NFC West