Hvad gør Chiefs, hvis den bedste spiller tilbage i draften er en quarterback? Skal de vælge ham, fordi han er den bedste spiller eller skal de gå med en anden?
Når et hold skal drafte, er det ikke sikkert, at den højest rangerede spiller på deres board, er en spiller på en position, hvor de har et behov. Men hvad gør man så?
Der findes to grundlæggende teorier, som holdene følger i draften. Ingen af disse strategier følges dog slavisk af nogen af holdene. Men alle draftvalg kan efterfølgende klassificeres i nogen grad i forhold til disse strategier. De skal derfor ses mere som et indblik i de overvejelser, som gøres inden et draftvalg.
Læs også: NFL 101 – Draft Value Chart
Typisk, når der draftes eller laves mockdrafts, laver man ofte et best case scenario, hvor man forsøger at matche de forskellige holds mangler med de spillere, som endnu ikke er drafted. Det er en videnskab at finde hoved og hale i spilleres kompetencer og holds mangler, og der er derfor mange forskellige bud afhængigt af, hvordan man rangerer de enkelte spillere, hvor højt man vægter de enkelte positioner og mange, mange flere parametre, som er vigtige når man drafter spillere.
Need eller BPA?
Derfor vil vi til draften se hold, som enten vælger en spiller, der blandt eksperter er rangeret lavere end de tilbageværende spillere (man siger holdet Reacher), eller et hold der vælger en spiller til en position, hvor de i forvejen er rigtig godt besat.
Det er nemlig ikke altid et holds behov, som dikterer draftvalgene i draften. De to strategier er henholdsvis:
- At drafte efter behov (Need based)
eller
- At drafte Best Player Available (BPA).
De fleste hold vælger at identificere holdets største mangler (need-based), og så forsøge at matche disse med en spiller af passende værdi (Hvis man drafter som #18, så kan man godt tillade sig at tage den 25. bedste spillere på brættet, hvis han dækker et stort behov).
Et behov behøver ikke kun at dække den kommende sæson, men kan også omfatte sæsonen efter. Holdet kan med et draftpick gardere sig imod en mulig pension, dalende niveau eller problemer med at blive enige om en ny kontrakt.
Strategien går i sin helhed ud på at gå på kompromis med talent, for at få en spiller på en position, hvor der er (eller kommer) udfordringer.
Læs også: NFL 101 – Draftstrategi positions-værdi
Risikoen ved at tage efter behov er, at man kan risikerer at sige “nej tak” til en bedre spiller, som spiller en position, hvor man er dækket tilstrækkeligt ind. Det er bare ærgerligt at sige nej tak til fx Aaron Donald, fordi man mangler en tight end og derfor vælger Eric Ebron, eller hvis man misser Patrick Mahomes, fordi man gerne vil have Leonard Fournette med fjerdevalget.
Vælger man den bedste spiller, kan man ende i en situation, hvor du er nødt til at tænke langsigtet. Der er kun 17 kampe om året, og det er begrænset, hvor meget du vil lade dine bedste spillere sidde på bænken for at køre en ny spiller ind. Men har du tiden og tålmodigheden kan det være en god plan, at køre en spiller langsomt ind i løbet af 2-3 sæsoner, inden han kan overtage.
Dette har fungeret med stor succes i fx Green Bay, hvor man er overgået fra Brett Favre til Aaron Rodgers og senest fra Aaron Rodgers til Jordan Love uden alt for mange udfordringer. Både Rodgers og Love blev drafted på et tidspunkt, hvor henholdsvis Favre og Rodgers havde mere tilbage i tanken. Så kan man argumentere for, at Packers kompromitterede de sidste år af Rodgers tid hos Packers ved ikke at skaffe ham offensive våben og i stedet langtidssikrede franchisen.
Og det er netop en af udfordringerne ved at vælge udelukkende ud fra BPA. Typisk drafter man spillere, der ikke kan bidrage her og nu, og det er de færreste trænere og sportsdirektører, der har tålmodighed (eller jobsikkerhed) til at have høje draftpicks siddende på bænken og udvikle sig.
Ingen hold arbejder i ekstremer
Der er derfor ingen af holdene, som kun benytter én specifik strategi hele tiden. Alle holdene skal lave en ny evaluering, når det bliver deres tur til at drafte – findes der ingen spillere, som passer et behov, vælger man den bedste spiller, men er der en spiller, som har for meget talent, til at man kan sige fra, så vælger man denne uanset behov.
Læs også: NFL 101 – Draftstrategi fysik eller hjerne
Som den tidligere sportsdirektør hos 49ers Scot McCloughan sagde:
”Du kan aldrig have for mange gode spillere.”
Det er selvfølgelig sandt. Men der er mange flere aspekter, som man også skal tage højde for. Det er måske ikke så hensigtsmæssigt at drafte quarterbacks i første runde i tre sæsoner i streg og det er nok heller ikke den ide at drafte fem receivere i samme draft blot fordi det var de bedste spillere da holdet draftede.
Hvad skal vi holde øje med i årets draft?
I dette års draft er intet sikkert endnu. Vi er rimeligt sikre på, at Chicago Bears vælger Caleb Williams og det er også rimelig sikkert, at Commanders og Patriots efterfølgende vælger Drake Maye og Jayden Daniels i en eller anden rækkefølge. Derfra vælger Cardinals med stor sandsynlighed Marvin Harrison. Men hvad gør Chargers? Går de med Brock Bowers selvom han “kun” er Tight end? Tager de en af de to wide receivers? Eller vælger de trade ned, fordi Vikings vil op?
De kunne også vælge J.J. McCarthy selv. Det var trods alt Jim Harbaughs quarterback hos Michigan (Spoiler! Det kommer IKKE til at ske).
Og hvad gør de hold, som alle mangler en quarterback? Handler de frem i første runde, og forbigår flere af de dygtige talenter for at skaffe sig enten Nix eller Penix? Eller har de is i blodet og venter på Spencer Rattler i de senere runder?
