Love og Packers enige om historisk kontraktforlængelse

0

Det er en god tid at være quarterback for historiske kontraktforlængelser er en månedlig hændelse efterhånden, og nu er turen kommet til Green Bays unge leder.

Jordan Love har kun spillet en enkelt sæson som startende quarterback for Green Bay Packers, men klubben var så imponerede over ham, at de har gjort ham til ligaens bedst betalte spiller. 

NFL Networks Ian Rapoport kunne på X fortælle, at de to parter er blevet enige om en kontraktforlængelse, der holder ham i klubben i yderligere fire sæsoner. Aftalen kommer til at indbringe Jordan Love en svimlende årsløn på 55 millioner dollars, hvilket svarer til 378 millioner danske kroner. Totalen over de fire år er altså 220 millioner dollars, hvilket er færre penge end Joe Burrow og Trevor Lawrence, men årslønnen bliver ens.

Love får også en tidlig julegave, da han modtager sin underskriftsbonus på 75 millioner dollars inden december måneds udgang.

Forlængelsen kommer få timer efter, at Miami Dolphins forlængede med deres styrmand, Tua Tagovailoa. Loves kontrakt overgår dog den venstrehåndede Dolphins-spillers.

Den 25-årige quarterback har været en omdiskuteret figur siden Packers valgte ham i første runde af draften i 2020. På daværende tidspunkt var Aaron Rodgers stadig i Green Bay, og det lignede ikke, at klubkoryfæet var på vej mod en formnedgang eller pension. Det skabte en del postyr, men det virker til at have givet pote.

Efter Rodgers skiftede til Jets forud for sidste sæson, fik Love sin reelle chance som startende quarterback i NFL i sin tredje professionelle sæson. Quarterbacken spillede flot i sæsonens to første kampe, men der var problemer i de efterfølgende opgør. Quarterbacken, og holdet som helhed sluttede dog fremragende af. Love endte sæsonen med at ramme på mere end 64% af sine kast for flere end 4100 kasteyards, 32 touchdowns og 11 interceptions. Packers bankede også Cowboys 48-32 i slutspillets første runde og duellerede helt indtil de døende sekunder med San Francisco 49ers, inden de måtte forlade slutspillet efter et snært 21-24 nederlag.

Packers har et af ligaens yngste angreb, men med langt flere penge til deres quarterback, bliver det spændende at se, hvordan holdet udvikler sig, og om Love kan holde det flotte niveau fra 2023.