Et nyt navn har set dagens lys i rygtebørsen, der omhandler, hvem der er quarterback for New England Patriots i 2021.

Det traditionsrige mandskab med de seks Super Bowl trofæer havde håbet på, at Cam Newton ville være svaret på den lange bane, men efter en lettere kaotisk 2020-sæson ligner han ikke fremtidens quarterback for Patriots.

Til gengæld fortæller Conor Roche fra avisen Boston Globe, at et nyt navn pludselig er blevet meget populært.

Las Vegas Raiders backup quarterback Marcus Mariota kan være en løsning på Patriots udfordringer på quarterback-pladsen, og hans navn er blevet nævnt flere gange i de seneste par uger.

Mariota har stadig kontrakt med Raiders et år endnu, mens hans spil i 2020-sæsonens sidste kamp, hvor han kom ind for en skadet Derek Carr har gjort ham til et varmt navn blandt quarterback-hungrende mandskaber.

Mariota spillede de første fem sæsoner af sin karriere for Tennessee Titans, men underskrev en to-årig aftale med Raiders forud for 2020-sæsonen.

New England Patriots vandt seks Super Bowls fra 2002 til 2018 med Tom Brady som quarterback. Brady forlod klubben inden 2020-sæsonen, og vandt som bekendt Super Bowl LV med Tampa Bay Buccaneers i starten af februar, mens Patriots med Cam Newton som quarterback ikke kvalificerede sig til slutspillet.

Det er langt fra usandsynligt, at Mariota fortsætter karrieren hos Patriots. Således var klubben allerede interesseret i ham, inden han tog til Las Vegas sidste år.