
Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i fjerde spillerunde af 2026-sæsonen.
NFL er for alvor tilbage efter en hæsblæsende tredje spillerunde, som bød på en række opsigtsvækkende resultater og fantastiske topkampe.
Vi håber, at de 32 mandskaber holder dampen oppe i fjerde spillerunde, hvor NFL bl.a. åbner sin europæiske serie, og byder på flere labre opgør.
Du bliver klædt på til alle strabadserne her, hvor Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen, der vikarierer for anden og foreløbigt sidste gang for Jacob Dissing Graversen på artikelserien, har udvalgt 10 spørgsmål, som vi skal have svar på i fjerde spillerunde.
Husk, at du kan se alle kampene fra NFL med GamePass. Hvis du ovenikøbet tegner dit abonnement via dette link, så støtter du Gul Klud.
God fornøjelse med optakten og fjerde spillerunde. Hut hut!
1) Bygger Colts videre på sin europæiske succes?
NFL vender tilbage til sin foretrukne europæiske bastion denne søndag, når Washington Commanders møder Indianapolis Colts på Tottenham Hotspur Stadium.
Netop Indianapolis Colts var én af de store solstrålehistorier i den forgangne sæson, da de vandt otte af deres første 10 kampe i 2025. Den ottende sejr kom endda i hus, da de besejrede Atlanta Falcons med 31-25 efter et vaskeægte overtidsdrama i Berlin.
Colts har altså gode minder fra det europæiske kontinent, men de er anderledes presset i år, end det var tilfældet, da de fløj til Tyskland i fjor. Colts har tabt to af deres første tre kampe, og kæmper for at holde trit med Jacksonville Jaguars i kampen om AFC South.
Selvom Jayden Daniels er skadet, så beviste Marcus Mariota i tredje spilleuge, at han er en kapabel førstereserve. Mariota kastede tre touchdowns og førte Commanders til en højest overraskende sejr over Seattle Seahawks. Spørgsmålet er, om Colts er bedre forberedt på Mariota, end Seahawks var det?
2) Houston… We have a problem!
Forud for tredje spillerunde spurgte vi, om der er et problem i Houston. Det må vi konstatere, at der i allerhøjeste grad er.
Houston Texans har for andet år i træk indledt sæsonen med tre nederlag på stribe, og står igen med ryggen mod muren. Faktisk skal Texans levere et historisk comeback, hvis de skal gøre sig forhåbninger om endnu et slutspilsavancement.
Der er kun syv hold i NFL-historien, som kvalificerede sig til slutspillet, efter at de tabte deres første tre kampe i sæsonen. DeMeco Ryans kan dog finde inspiration ved, at hans Texans gjorde det i fjor, så de har erfaringen med at udrette det umulige.
I fjerde spillerunde venter statsbørnene fra Dallas Cowboys, som ligeledes skal forsøge at komme tilbage på sporet, efter at de tabte en medrivende kamp mod Baltimore Ravens i Rio de Janeiro.
Cowboys har den offensive pondus til at true Texans’ forsvar, men spørgsmålet er, om C.J. Stroud omsider kan få gang i angrebet? Efter tre kampe har Cowboys tilladt 27,3 point pr. kamp, hvilket er ottendeflest i NFL.
Læs også: Rio-brag sætter ny international rekord
3) Hvordan håndterer Packers presset fra Todd Bowles?
Det var næsten svært at overvære Green Bay Packers’ manglende beskyttelse af Jordan Love, da ostehovederne tabte til Atlanta Falcons i tredje spillerunde.
Falcons’ ellers skadesplagede forsvar skabte konstant pres på Love, og den 27-årige bannerfører sluttede kampen med en skrækkelig quarterback rating på 43,2.
Jordan Love får ikke lettere arbejdsbetingelser denne søndag, når Packers møder Todd Bowles’ aggressive forsvar. Efter tre spillerunder har Buccaneers sendt fem eller flere spillere på 48,6 procent af deres defensive spil, hvilket er den næsthøjeste blitz-rate i NFL.
Hvis ikke Packers evner at beskytte Jordan Love, så risikerer de at tabe for tredje gang i sæsonen, selvom Buccaneers må undvære Baker Mayfield, der sidder ude med en skadet finger.
Læs også: Packers mister startende tackle for sæsonen
4) Skal vi være bekymrede for Eagles’ forsvar?
Bevares, Jalen Hurts blev gjort til den store syndebuk, efter at Philadelphia Eagles tabte med 27-7 til Chicago Bears i mandagskampen. Hurts ramte også bare på 16 af 25 kast for 153 yards med en interception som følge.
Det burde imidlertid være Eagles-forsvarets mangelfulde præstation, som vækker bekymring. Eagles tillod 27 point og 375 offensive yards til Bears’ angreb, som manglede Caleb Williams og i stedet startede den 38-årige Case Keenum.
Søndag står Eagles så over for Los Angeles Rams, som alligevel scorede 26 point på udebane mod Denver Broncos i tredje spillerunde, selvom de manglede Puka Nacua. Overvej lige, hvor skræmmende Rams’ angreb bliver, når Nacua vender tilbage i denne spillerunde?
Det er velsagtens kun Zack Baun og Jordan Davis, som for alvor kan være deres indsats bekendt hidtil i 2026-sæsonen, så det er påkrævet, at Cooper DeJean, Quinyon Mitchell og Jalen Carter begynder at levere varen, hvis Eagles skal holde sig til i kampen om divisionstitlen.
Læs også: Puka Nacua er kampklar igen
5) Hvilken offensiv stilart sejrer i Cincinnati?
Hvis du er til offensiv football, så må du ganske enkelt ikke misse i opgøret mellem Cincinnati Bengals og Jacksonville Jaguars denne søndag.
De to hold er anført af hver deres MVP-kandidat, der tilsammen har kastet 1.359 yards, 13 touchdowns og bare tre interceptions i sæsonens første tre kampe.
Derudover er det to angreb, som er skruet vidt forskelligt sammen. Bengals-angrebet lever af deres individuelle toppræstationer, som Ja’Marr Chase og Tee Higgins er garant for at levere, mens Jaguars’ offensive succes i højere grad er bundet op på Liam Coens fabelagtige angrebssystem.
Det er altså to forskellige, men ekstremt seværdige, offensive stilarter, som tørner sammen i Cincinnati. Spørgsmålet er derfor, om det bliver superstjernerne eller kollektivet, der trækker det længste strå?
Næste side: Kan 49ers trodse skaderne, og er Bills det bedste hold?










