
Minnesota Vikings har sikret sig en markant forstærkning på quarterback-positionen. Kirk Cousins vender tilbage til klubben efter trade med Las Vegas Raiders.
Den 38-årige Kirk Cousins vender tilbage til Minnesota og bliver genforenet med cheftræner Kevin O’Connell og receiver Justin Jefferson.
Efter flere dages spekulationer har Minnesota Vikings og Las Vegas Raiders indgået en handel, der sender den erfarne quarterback tilbage til klubben, hvor han spillede fra 2018 til 2023.
Prisen skulle angiveligt være et valg i tredje runde af næste års NFL draft. Det rapporterer flere kilder på ESPN og NFL Network.
Handlen kommer efter en særdeles skuffende præstation af Vikings angreb og ikke mindst quarterback Carson Wentz, da klubben natten til tirsdag tabte 23-6 til Buffalo Bills.
Her leverede Carson Wentz en katastrofal indsats med blot 81 yards og to interceptions på 25 kast, og det var den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
Cousins skal redde Vikings’ sæson
Minnesota Vikings har ellers fået en flot start på sæsonen med seks sejre og blot to nederlag, men holdets angreb har langt fra levet op til forventningerne.
Med Kyler Murray ude med en skade har Carson Wentz fået muligheden som starter, men nederlaget til Bills understregede i den grad behovet for forstærkning.
I nattens kamp mod Bills scorede Vikings kun to field goals. Det var tredje kamp i år, at de ikke formåede at score touchdown. De vandt de to første, men i nat var overmagten for stor og angrebet for ringe.
Nu bliver det Kirk Cousins, der skal forsøge at få gang i angrebet og hjælpe Vikings tilbage på sejrskurs efter to nederlag i træk, hvor holdet scorede 15 mod Lions og 6 mod Bills.
Cousins har spillet på et overraskende højt niveau for Raiders, hvor han i ni kampe har kastet for 2.340 yards, 20 touchdowns og otte interceptions.
Dermed har han kastet kastet næstflest touchdowns i hele NFL i denne sæson, kun overgået af Joe Burrow.
Genforenes med Justin Jefferson og Kevin O’Connell
For Cousins bliver skiftet samtidig et gensyn med flere velkendte ansigter. Han tilbragte seks år i Minnesota og spillede sine sidste to sæsoner under den nuværende cheftræner Kevin O’Connell.
Det var også med Cousins som quarterback, at Justin Jefferson i 2022 leverede sin hidtil bedste sæson med 128 grebne bolde og 1.809 receiving yards.
Netop Jefferson har lidt meget under Vikings omskiftelige quarterback-situation det sidste halvandet år, og med Cousins tilbage håber Vikings naturligvis, at holdets største stjerne igen begynder at gribe mange bolde og score mange touchdowns, et facet der har manglet med Kyler Murray, Carson Wentz, Matt Brosmer, JJ McCarthy og hvem der ellers har taget snaps de seneste 18 måneder.
Cousins forlod Vikings efter 2023-sæsonen og skrev under på en stor kontrakt med Atlanta Falcons. Opholdet i Atlanta blev dog aldrig den succes, parterne havde håbet på, og efter 2025-sæsonen blev han fritstillet.
I foråret skrev han kontrakt med Raiders, hvor han har været starter indtil videre, mens klubben har ventet på, at pick 1 fra dette års draft, Fernando Mendoza, blev klar. Det må vi så håbe, at han er nu.
Et åbent Super Bowl vindue
Minnesota Vikings har måske NFLs bedste forsvar. Statistisk er de i hvert fald og tillader kun 14,5 point pr. kamp. Deres special teams har også været ganske fornuftige, mens angrebet i den grad har underpræsteret.
Med Cousins tilbage håber klubben, at quarterback-positionen ikke længere bliver den afgørende svaghed, og at man f.eks. bare havde kunne lave 21 point i nat mod Bills eller 20 i sidste uge mod Lions og have vundet.
Spørgsmålet er, hvor hurtigt Kirk Cousins kan blive klar til at spille. Han kender allerede store dele af systemet, men der er naturligvis nye nuancer og playkald, som han skal lære meget hurtigt, hvis han skal være klar allerede til på søndag.
Og modstanderen er ikke hvem som helst. Vikings skal på besøg hos divisionsrivalerne Green Bay Packers på Lambeau Field. Det var netop på Lambeau, at Cousins i 2023 rev sin akillessene over, i hvad der blev hans foreløbigt sidste kamp for Vikings.
Nu kan han vende tilbage til samme stadion. Igen i lilla hjelm.
We like that!










