Udgivet i samarbejde med Sportsomnia.com
Der er forskellige måder at opleve og nyde NFL. Draften blev for mig et underholdende drama som fik virkeligheden til at overgå ….. ja, virkeligheden.
2 ’ismer’, 2 dogmer
Der er to ’ismer’ af tilgange til, hvordan folk, der elsker sport, ser det. Lad mig for overskuelighedens skyld kalde det en blå og rød blok, det kender vi i hvert fald som danskere. Den blå tilgang er den nøjeregnende tilgang, hvor resultater betyder alt. Penge, kontrakter, 40 yard tider osv. er centrale begreber. Jeg kalder selv den blå tilgang for ’Excel-ark eller revisor tilgangen’. Det er personer, der nyder sporten gennem statistik, resultater og andre målbare argumenter. Det er disse, som er afgørende for den blå bloks oplevelse af sporten. Det er kort sagt tallene i spillet, der gør det interessant for dem.
I den anden grøft er den røde tilgang, den jeg kalder den ’romantiske kunstneriske tilgang’. Her skabes den store fascination gennem de personlige fortællinger, og sporten opfattes mere som kunstnerisk udfoldelse end en kamp om at vinde. Det handler her om at blive underholdt.
Jeg er selv ræverød
Det er, som i politik, dog de færreste, der befinder sig helt ude på den ene eller anden kant. De fleste befinder sig et sted midt i mellem. Jeg vil ikke her fortælle, hvad der er den rigtige måde at se sport på. Den findes nemlig ikke. Præcis som politik er det et subjektivt valg. Ja, jeg vil næsten gå så langt som at sige, den er medfødt. Jeg vil dog gerne fortælle, hvorfor jeg har startet denne klumme således. Det har jeg gjort, fordi det vil give en lidt bedre forståelse af, hvordan jeg personligt oplevede årets draft. Jeg er nemlig selv at finde langt ude hos den røde blok. Jeg opfatter NFL som virkelighedens perfekte reality show. Jeg bliver mindst lige så underholdt og medrevet af de personlige historier udenfor grønsværen, end jeg gør af kampene, der spilles på den. Jeg oplever de personlige sejre, nederlag, triumfer og afgrundens rand som kunst. Et værk der er skabt for at underholde iagttageren og få denne til at se sin egen verden en smule anderledes efterfølgende. Den perfekte dokumentarserie, der ofte overgår den virkelighed som den portrættere.
Draften blev et enestående værk
Da jeg har denne oplevelse af sport, så er draften for mig en helt fantastisk oplevelse. Det er en fortælling om unge mænd, der endelig får muligheden for at udleve deres drøm. De skal dog først gennemgå utrolige strabadser med faldlemme og fælder sat op omkring dem. Det mindste skridt til siden, og drømmen forsvinder i et mørkt hul. Muligheden forsvinder for altid.
Jeg sætter mig ikke og ser college kampe for at vurdere en spillers potentiale. Jeg sætter i stedet en større vigtighed i, hvordan de opleves som personer eller som karaktere i min egen lille reality shows verden. Derfor blev første runde af draften helt fantastisk for mig. Den overgik virkeligheden i drama, og man ville måske have sagt, havde det været fiktion, det er simpelthen for usandsynligt. Det var et utroværdigt værk.
Tunsil blev den centrale fortælling
Jeg tænker især, her en uge efter, på Laremy Tunsil. I har alle sikkert set den fuldstændig absurde video, men hvordan oplevede I dette drama, imens det rullede over skærmen på direkte tv. Hvis I hælder til den blå blok, ville I undervejs sidde og vurdere, hvornår I ville tage ham i draften. Hvilken værdi I nu vurderede, han havde for holdene. ’Risk/Reward vurderinger. Jeg derimod sad med åben mund og blev følelsesmæssigt involveret i dramaet. Et drama der indeholdte alt, hvad man, som hungrende efter personlige fortællinger, kunne ønske. Stoffer, penge, gråd, glæde og familiære problemer. Det var en nydelse for mig at leve mig ind i denne historie.
Jer der så draften på NFL Network lagde måske mærke til Steve ’Mooch’ Mariucci, der var tydeligt emotionelt mærket af Tunsil sagaen. Han sagde direkte til kameraet med øjne, der indeholdte både vrede og sorg, at det gjorde ham gal og ked af det, når sådanne ting kostede unge mennesker renommé og millioner af dollars. Det gjorde bare mediecirkusset endnu bedre at følelserne kom frem. Det blev tydeligt, hvor meget denne dag betyder for folk, der er eller har været i branchen. Det er ikke bare følelseskolde analytiske valg. De vælger ikke bare en krop, men også manden inde i kroppen, og det er jo lige en historie for en som mig.
Sluttede ved uheldige 13
Tunsil sagaen sluttede ved valg nr. 13, hvor Dolphins skrev hans navn på kortet, og gjorde ham delfin. Et godt valg? Aner det ikke og er egentlig pisse ligeglad. Der er nemlig gode fortællinger for en som mig både i fremtidig succes eller fiasko. Jeg håber ham dog alt muligt held og lykke i fremtiden, men mest af alt håber jeg ikke, han bare forsvinder ned i en grå suppedas af ligegyldige spillere, som ikke stikker ud hverken den ene eller anden retning. Der skal være plads til at være anderledes, det er nemlig det, jeg opfatter som det interessante ved NFL.
Skulderklap til Sanders
Jeg vil lige afsluttende give et stort skulderklap til Deion Sanders (han bliver sikkert rigtig glad for, at en som jeg tager sig tid til at rose ham). Jeg synes ofte Deion er uudholdelig som interviewer. Han er ofte lalleglad og en del ’over the top’, men i situationen med Tunsil synes jeg han lavede et stykke fantastisk journalistisk arbejde. Han holdte det seriøst og mærkede hurtigt de følelser, Tunsil gennemlevede. Det var især forfriskende ærligt, at han tog sig mod til at spørge, om det virkelig havde været Tunsil’s stedfar, som havde delt videoen. En stor cadeau for dette. Det gjorde dækningen markant bedre og lagde bare endnu et lag til en fantastisk fortælling, som forhåbentlig først er gået i gang.
